Anmeldelse: Minearbejdere! Homoseksuelle! Solidaritet!

'Pride' er en typisk feelgood-komedie om 80'ernes England, men den har bid og vilje.

PRIDE (Foto: Nicola Dove © NDOVE)

Tænk på fx ’Det stærke køn’, ’Billy Elliott’, ’Det’ bare mænd’ og ’Calendar Girls’.

Tænk på hvordan de film håndplukker udsatte mennesker og gør dem stærke: Kvinder, der nedlægger arbejdet på en fabrik pga kønsdiskrimination.

En minedreng der insisterer på at blive balletdanser.

En håndfuld arbejdsløse mænd der stripper for at få smør på brødet.

Og 12 kvinder der smider tøjet i en kalender for at samle penge mod kræft.

Tænk på den særlige britiske humor i de film.

Tænk på hvordan de tager et emne fra den allermest kulsorte, gråvejrsleverpostejindsmurte dagligdag og giver det et ordentlig los glamour og feelgood-stemning … og tænk så på ’Pride’.

Det er britisk social-feelgood-komedie når de konservative britiske klasseskel clasher allermest.

Hvorfor ikke støtte minearbejderne?

Udgangspunktet for ’Pride’ er en af de vigtigste begivenheder i England siden 2. verdenskrig, minearbejdernes strejke i 1984-85. Daværende premierminister Margaret Thatcher knækkede det magtfulde engelske minearbejderforbund efter 12 måneders bitre kampe.

Siden har det britiske samfund ikke været det samme. Ikke kun minearbejderne, men den britiske arbejderklasse i almindelighed, mistede indflydelse og rettigheder.

Men ’Pride’ ville ikke være en sand britisk social-feelgood-komedie hvis ikke den fandt solstrålen i mismodet.

De virkelige hovedpersoner i ’Pride’ er en lille håndfuld homoseksuelle aktivister, der konkluderer at de er i sammen båd som minearbejderne: Thatcher hader dem, og politiet, tabloidaviserne og så godt som alle andre er på nakken af dem.

Hvorfor ikke støtte minearbejderne?

Og de gør de så, med indsamlinger, bannere, parader og samarbejde med strejkende minearbejdere langt pokker ude på bøhlandet, i Wales.

Flamboyante bøsser svanser ind for næsen af minearbejdere

Så kan man jo se det for sig: farvestrålende, flamboyante bøsser med løse håndled svanser ind for næsen af firskårne minearbejdere, der nær er ved at tabe deres fadøl i chok.

Præcis sådan er Matthew Warchus’ ’Pride’. Alle fordomme om minearbejdere og homoseksuelle bliver kastet i manegen, alle følelser får at hak eller ti opad.

Men den er heldigvis også mere end det.

Mellem Matthew Warchus’ konstante kneb for at gøre alt lidt sjovere, lidt mere rørende, lidt mere feelgood, lidt mere mere, ligger voldsommere, mere ubehandlede følelser.

Der er fx en knugende ondskab omkring Margaret Thatcher, ikke fordi hun bliver beskrevet som Sauron selv, men man mærker fysisk det had, arbejderne må have haft til hende i 1980’erne.

Lidt af den samme fornemmelse ligger i filmens beskrivelse af AIDS i 1980’erne, en lumsk pest, der sneg sig ind og brændemærkede homoseksuelle mens dommedagsprædikanter fik ekstra benzin på deres kævl om Guds straf.

Konventionelt rørstrømsk

Andre steder går Warchus mere konventionelt rørstrømsk til værks.

En af de homoseksuelle aktivister rejser fx forbi sin gamle walisiske mor, der mange år tidligere udstødte ham i skam.

Alt er lagt parat til et godt snøft. Alle figurer er skrevet ind for at ramme en følelse. En anden aktivist tager sig endelig sammen til at give sin konservative familie fingeren og springe ud af skabet. Alt er lagt klar til et brølende bifald fra publikum.

Og der er kvindfolket i den lille walisiske by, Onllwyn, der spænder ben for båndet mellem minearbejder. Hun skal hades.

Der er noget på spil

Det er i dynamikken mellem de tilrettelagte følelser og den dybereliggende vrede og frustration, ’Pride’ skiller sig ud som andet end endnu en britisk social-feelgood-komedie. Der er noget på spil.

Mens filmen indirekte er en trist ode til den britiske arbejders krise, er den en lovsang til det bedagede fænomen ’solidaritet’ og en sjældent stærk hyldest til de undertryktes kreative stemme, sådan som det blev understreget af det frodige homomiljø i 80’ernes England med bands som Culture Club, Bronski Beat og Soft Cell.

Her er sgu en god grund til at føle sig opstemt af en britisk feelgood-komedie.

'Pride' kan ses i de danske biografer fra den 18. juni

Facebook
Twitter