ANMELDELSE Ny dokumentar får det bedste ud af Anders Matthesens nedtur

Dokumentaren ’Den anden side’ om den danske komiker er et kreativt udbytte af en kreativ krise.

Anders Matthesen i en scene i 'Den anden side'.

Du kender jo Anders Matthesen. Han er en sjov fætter. Ofte er han endda skideskæg.

Du ved, han kan lire komplicerede ordstrømme af sig med en utrolig naturlighed. Du er måske vokset op med hans show ’Hvad snakker du om?’ Måske har du grinet en vis legemsdel i strimler til hans radioføljeton og animationsfilm, ’Terkel i knibe’.

Muligvis er du slet og ret imponeret over hans alsidighed, at han kan udsende cd’er som rapper, instruere film som ’Sorte kugler’ og stille op som stand up-komiker med shows som ’Anden paa coke’, ’ANDERS’ og ’Shhh’.

Måske synes du hans ’Jul på Vesterbro’ med figuren Onkel Stewart er noget af det allermest grinværdige, menneskeheden overhovedet har skabt. Det kan endda tænkes, at du synes hans evne til at koble humor med selvudleverende alvor gør ham til Danmarks bedste stand up-komiker.

Anden kan være fucked op

Han virker utrolig tjekket, ham Anders Matthesen, alias Anden, som om det hele bare vælter ud af ham med den største naturlighed, som om han har fået et talent, som garanterer at alt bare kører som smurt for ham. Hvis du fik mulighed for at vække ham midt om natten, ville du forvente at han lirede en pisseskæg remse om at vågne alt for tidligt af sig.

Men netop der tager du fejl. Anden kan også være fucked op. Han kan også sidde på et lokum midt om natten og føle at alt ramler om ørene på ham, at uanset hvor meget, han havde styr på det hele i går, så ser i morgen helt håbløs ud.

Det viser Pernille Rose Grønkjærs dokumentar ’Den anden side’, der følger Matthesen mellem de to shows ’ANDERS’ i 2013 og ’Shhh’ i 2016.

Udskidt æblegrød

Efter omtrent 100 forestillinger med ’ANDERS’ ligner Matthesen den danske nationalret, Udskidt æblegrød. Han kan ikke huske, hvorfor hans jokes skulle forestille at være sjove. Og hans sikre platform i tilværelsen, hans kone og manager Cemille, er ligeså slidt af at holde styr på turneen.

Bagefter rejser Matthesen og familien på ferie langt omme på den anden side af Jorden, og det er her, den berømte danske komiker er ved at gå helt op i limningen. Han kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor det, han sidder og finder, skulle være sjovt.

Sådan ser Anders Matthesen ud, når man besøger ham på Den anden side – når han ikke står på scenen og er vildt tjekket.

Og han er langtfra den eneste kunstner, entertainer eller musiker, der skal helt ned og skrabe sig selv op fra gulvet ovenpå en opslidende kreativ proces.

Det er en del af jobbet, vil de fleste entertainere eller musikere sikkert konkludere. Det skal gøre ondt før det begynder at hænge sammen igen.

Noget særligt

Pernille Rose Grønkjær kunne sikkert også have fulgt Sussi & Leo eller Frank Hvam eller Rasmus Seebach eller Olafur Eliasson og have fundet frem til samme scenarie, en kreativ person i kreativ krise. Men også i den her sammenhæng er Anders Matthesen noget særligt.

I sine shows har han altid brugt sig selv og sin personlige udfordringer som en motor, og han ser faktisk ud til at opfatte selvudleveringen i ’Den anden side’ som en naturlig forlængelse af tilværelsen som succesrig komiker.

Ikke at han nyder eller udnytter muligheden for at ligne afføring mellem succeserne til at høste medlidenhed eller en eller anden form for kunstnerisk integritet, men som ren og skær dokumenteret virkelighed.

Sjældent nøgent portræt

Matthesen ser simpelthen ud til at tænke at ’Den anden side’ også er en side af komikeren Anden og det vil være en større løgn at skjule den, end at vise den frem.

Der er noget troværdigt og ligefremt ved udleveringen af Matthesens anden side, og den åbenhed gør ikke kun ’Den anden side’ til et spændende portræt af Matthesen, men også til et fascinerende billede på en kreativ proces.

Til tider kræver Pernille Rose Grønkjærs film et lige lovlig stort kendskab til Anden og hans komiske virke og til forskellen mellem hans forskellige shows, men alt i alt er ’Den anden side’ et sjældent nøgent og usminket portræt af en kreativ sjæl, der skal lede virkelig grundigt efter sit kompas.

Facebook
Twitter