ANMELDELSE Ny film ligner en historielærers værk

'Fuglene over sundet' skaber et debatoplæg ud af en af Danmarks succeshistorier.

Egentlig er ’Fuglene over sundet’ jo en ligetil og tilforladelig film. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke.

Det kan godt være, det er en solstrålehistorie i Danmarkshistorien og i dansk selvforståelse – en 95 procents succes i en krig fuld af ulykke og voldsom død, en af den slags historier, som udlandet ser beundrende på og som får vi danskere til at vokse i brystet.

Hyggelige, humanistiske Danmark

Nogen vil med garanti have været helt tilfredse med et rent heltekvad for de nationens sønner, der trodsede den tyske trussel og sejlede deres jødiske landsmænd over mørket til Sverige.

Det er bare temmelig kedeligt som historiefortælling. Hvor er gnisten i så fald? Hvor er den splint, der giver publikum noget at tænke over og diskutere?

Instruktør Nicolo Donato og hans medforfatter Per Daumiller forsøger tydeligvis ikke at kvæde om heltene i ’Fuglene over sundet’, men at mane til eftertanke på en baggrund af en af de fortællinger, der har skabt hyggelige, humanistiske Danmarks brand.

Parallel til nutidens flygtninge

For det første er der jødepengene, de grumt mange penge, som enkelte danskere tog for at fragte jøder afsted på flugten til Sverige, da samarbejdspolitikken mellem nazityskland og Danmarks faldt sammen i 1943.

For det andet er der filmens naturlige parallel til nutidens flygtninge fra Mellemøsten og Afrika.

De to situationer kan naturligvis ikke sammenlignes direkte, men spørgsmålet omkring næstekærlighed og hjælpen til folk i nød flyder hele tiden mellem ordene og billederne i ’Fuglene over sundet’.

Det er ren anstændighed

Da de to hovedpersoner, ægteparret Arne og Miriam Itkin, opsøger en læge så deres 6-årige søn kan blive rask på flugten, giver lægen dem gladelig penicillin. De takker ham hjerteligt og han svarer ’der er ikke noget at takke for – det er ren anstændighed’.

De ord er nærmest en opfordring til små skænderier og diskussioner på vej hjem fra filmen, på sociale medier og i forsamlingshuse.

Den lyst til at diskutere og prikke til den danske selvglæde giver ’Fuglene over sundet’ en slagkraft, som selve historien desværre mangler.

Arne Itkin, en ubekymret jazzmusiker i Københavns glade natteliv i 1943, er en potentielt spændende figur. Han har købt en alt for dyr guitar og overvejer slet ikke at tyskerne skal dukke op for at arrestere ham og hans familie.

Og fiskerkonen Katrine, der ikke kan få børn, men så gerne vil og derfor tilbyder at passe Arne og Miriams dreng, har også en interessant personlighed.

Figurgalleriet reduceret til typer

Men resten af figurgalleriet er reduceret til typer.

Der er den onde naziofficer, den modige modstandsmand, de bekymrede jødiske mødre, fiskeren med den elendige moral, de øretæveindbydende danske nazister og den moralsk funderede, altid hjælpende dansker.

Det havde formentlig gjort ’Fuglene over sundet’ mere spændende hvis spilletiden var forlænget fra halvanden til to timer og der var plads til at folde typerne ud og fortælle om andet og mere end netop kun flugten til Sverige.

En historielærers dramatisering

’Fuglene over sundet’ ender i for høj grad med at ligne en historielærers dramatisering af virkelighedens begivenheder.

Det kunstneriske temperament, eller den særlige, originale vinkel på emnet, dukker aldrig rigtig op, bortset fra i Aske Foss’ ofte smukt komponerede billeder, og i Donato og Daumillers ønske om at gøre filmen til et spørgsmål om medmenneskelighed.

Det er bestemt et emne, der trænger sig på i de her år, og med en fortælling, der bliver regnet for et af nationens stolteste øjeblikke, kan det kun provokere og revse rundtomkring.

Forhåbentlig. Det er afgjort ’Fuglene over sundet’s stærkeste kort.

'Fuglene over sundet' kan ses i de danske biografer fra den 27. oktober

Facebook
Twitter