Anmeldelse: 'The Revenant' er en vild, overdådig og urovækkende film

'The Revenant' understreger at instruktøren bag 'Birdman' ikke kan gøre noget forkert.

Jeg er død.

Eller rettere: Jeg hænger i en tynd tråd mellem levende og død.

Jeg kan mærke hvor lillebitte vi mennesker er, hvor sårbare vi er, når vi ikke lige kan ringe til nogen, der kan komme og hente os, når vi er trætte eller kolde og vi ikke kan finde mad og der er flere hundrede kilometer hjem.

Jeg befinder mig i et slags nulpunkt, en ur-tilstand, jeg kan ikke mærke alt det, jeg plejer at kunne mærke, når jeg vågner hver morgen: fornemmelsen af retfærdighed, af en basal sikkerhed, af at alt nok skal gå, og at døden er langt, langt væk, at mine ting er mine ting og at ingen uden videre kan tage dem fra mig, at mit liv betyder noget, at jeg har rettigheder, jeg har min civilisation.

Jeg ved hvordan det føles at blive angrebet af indianere

Jeg ved hvordan det føles at blive angrebet af indianere, når pilene kommer flyvende ud af ingenting og spidder ham, der står lige ved siden af dig og ham der ovre og ingen kan se hvor indianerne er, og ingen er rædselsslagne over pludselig at skulle risikere at dø lige om lidt, fordi ingen alligevel forventer at blive gamle og gå på pension eller at have rettigheder og alle ved at det er med livet som indsats, at man jager pelse langt ude i den virkeligt barske natur.

Der plejer at være styr på det når indianerne angriber på film. Man plejer at kunne se hvor de hvide er og hvor indianerne er. Man plejer at have et overblik.

Utrolige oplevelser

Jeg har haft mange utrolige oplevelser med moderne film. Jeg har svævet lige udenfor jordens atmosfære i ’Gravity’, jeg har kravlet på Mount Everest i ’Everest’, jeg har gået på en tynd line mellem Twin Towers i New York i ’The Walk’ og jeg har ikke mindst kæmpet mig gennem tid og rum i universet i ’Interstellar’.

Men få oplevelser har været så intens som fornemmelsen af at hænge som en lillebitte ingenting mellem liv og død i selskab med Leonardo DiCaprio i den metafysiske western ’The Revenant’.

En virkeligt urovækkende, men sund følelse

Det er en forstærket udgave af den følelse, man får af at læse amerikaneren Cormac McCarthys roman ’Blood meridian’, hvor en håndfuld udskud baner vejen for civilisationen i New Mexico ved at myrde løs blandt grumme indianere og tilfældigt tilstedeværende – samme fornemmelse af at være alene mod noget uendeligt stort, samme fornemmelse af at mennesket er et fortabt dyr, der hænger mellem liv og død.

Det er en virkeligt urovækkende, men sund følelse.

Den er der især i begyndelsen af ’The Revenant’, da indianere angriber 20-30 pelsjægere midt ude i skoven, om vinteren, et sted i det nordlige USA.

Den er der ikke mindst da en af de 7-8 overlevende, Hugh Glass, senere bliver slået halvt ihjel af en brun bjørn.

Og den er der især da de andre opgiver at transportere den døende Glass hjem, i et uvejsomt terræn med en flok sure indianere på nakken. Filmens billede på anti-civilisationen – den brovtende, gennemført usympatiske Fitzgerald – efterlader Glass, der begynder en umulig rejse hjem.

Suverænt sanseligt fotograferet

Det er suverænt sanseligt fotograferet af mexicaneren Emmanuel Lubezki og formidlet af landsmanden Alejandro Gonzalez Iñárritu, der tilsyneladende ikke kan gør noget forkert ovenpå en række af højt beundrede film, ’Babel’, ’Biutiful’ og ’Birdman’.

I hænderne på de fleste ville ’The Revenant’ være en almindelig western om en mands uslukkelig tørst efter hævn. Hos Iñárritu får historien noget andet og langt større, en fornemmelse af menneskets plads i universet, en ur-tilstand.

Det er her, det virkeligt Vilde Vesten begynder.

Leonardo DiCaprio understreger at han som få andre kan bære en storfilm i rollen som Hugh Glass, men han bliver overtrumfet af Tom Hardy, der er uafrystelig i rollen som bæstet John Fitzgerald med den halvt afrevne skalp efter et møde med indianere.

I enhver henseende er ’The Revenant’ en vild, overdådig og urovækkende film, der efterlader publikum hængende i en tynd tråd mellem liv og død.

'The Revenant' er i de danske biografer fra den 21. januar

Facebook
Twitter