ANMELDELSE Så er der ædegilde i Kriblekrableland!

Kan insekterne redde menneskeheden? Nej, men de smager godt, viser dokumentaren 'Bugs'.

Der er ikke meget, der er så vidunderligt som at få sparket gulvet væk under sit verdensbillede. At få et par overraskende indspark at fundere over. At kunne mærke fornemmelsen af at hjerneatomerne danser hurtigere.

At blive klogere, du ved.

Ydrrk!

Hvor mange af os har opfattet insekternes verden som noget delikat, noget der kan nydes med sanserne, både med øjnene og med tungen?

Jovist, sommerfugle er smukke og vandrende pinde er fascinerende at se på, men at insekter også skulle være en delikatesse for smagsløgene, strider imod vores gængse opfattelse af den mangfoldige verden omkring os.

En gåselever. Uhmm!

En kylling, der er maltrakteret til ukendelighed, formet som en ishockeypuck, paneret og friturestegt og serveret af stressede mennesker i grimt tøj i et inferno af børneskrig og høj musik. Slurp!

Men en ristet termitdronning? Larven fra en kæmpehveps? Ydrrk!

Udgangspunktet viser sig at være forkert

Det er her Andreas Johnsens dokumentar ’Bugs’ vælter vores verdensbillede, endda på trods at filmen banker hovedet ind i to omstændigheder, der normalt ville være en katastrofe for en film.

Hovedpersonen skrider efter trefjerdedele af filmen. Og hele udgangspunktet viser sig at være forkert.

Men måske er de netop de usædvanlige omstændigheder, der giver plads til filmens øjenåbnere.

Udgangspunktet, der altså siden viser sig at være forkert, er FN’s påstand om at vi er nødt til at ændre spisevaner.

I 2050 vil vi være 9 milliarder mennesker på kloden. Der skal tænkes anderledes, der skal spises insekter – eller rettere: insekter som føde skal industrialiseres ligesom korn, skaldyr osv osv.

Honning fra brodløse bier

Og så bliver verden åbnet påny.

To unge mænd fra Nordic Food Lab, der er etableret af restauranten Noma i København, tager på udflugt verden rundt for at smage insekter. Ikke tilfældige myrer, myg eller natsværmere, men kryb, der gennem århundreder har været føde for lokale, såkaldt ’primitive’ folk – fra store larver i rødderne af buske i Australien, til termitdronninger i Afrika, larver fra giftige kæmpehvepse i Japan, honning fra brodløse bier i Afrika osv.

Og skotske Ben og canadiske Josh smager vel at mærke med stor nysgerrighed og ikke mindst velbehag.

Stammer fra op til 12 køer

Kun på ét tidspunkt på rejserne får Ben det dårligt, nemlig da han snupper en hurtig burger i Sydney.

Det er, som Ben konstaterer, det mest tilberedte og sammenstykkede måltid på rejsen: et stykke kød, der muligvis stammer fra op til 12 køer, med komponenter, der kan være hentet fra omtrent hele verden.

Og der er andre små øjenåbnere.

Under et besøg i Kenya forklarer en ernæringsekspert, at børn i Afrika bliver syge af den vestlige mad. De har brug for zink, som findes i rigt mål i fx de græshopper, som man er holdt op med at spise, fordi det bliver opfattet som uegnet som føde i Den moderne verden.

Insekter ’lugter af penge’

Altimens Ben og Josh opdager hvor mangfoldig smagen af insekter er, indser de også at fødevareindustrien er kørt grundigt i stilling til at gøre insekter til hverdagsmad. Ikke fordi krybene er nærende og velsmagende, men fordi – som en produktudvikler siger det – de ’lugter af penge’.

Store firmaer er parate til at skabe enorme græshoppe- og larvefarme. Det er her, Ben og Josh konkluderer noget helt, helt andet end FAO, FN’s kontor for fødevarer og ernæring, og det er her filmen mister den ene af sine hovedpersoner, på udramatisk og meget logisk vis.

Er ’Bugs’ en film, der vil forandre menneskeheden og gøre os klogere på vores forhold til den gådefulde natur omkring os?

Måske. I det små og ad åre. Vi får se.

Men her og nu er det i hvert fald en film med en vidunderlig evne til at vende op og ned på verden for almindeligt nysgerrige, både dem der synes at gin lavet på røde skovmyrer lyder vildt spændende, og dem der helst bare spiser en klump stegt kød, hentet fra 12 forskellige køer.

'Bugs' får dansk premiere den 7. september. Den bliver siden til en tv-serie i otte afsnit på DR2