ANMELDELSE Så fik Sveriges indianere endelig deres egen film

'Sameblod’ skildrer raceovergreb i fredelige Norden.

'Sameblod' handler om en samisk pige, der går en kostskole, hvor hun bliver omvendt til at være svensk. (© Filmbazar)

Hvor meget kan man flygte fra sig selv? Hvor meget kan vride sig selv af led i jagten på accept? Tilsyneladende rigtig meget, i hvert fald når man ser på teenageren Elle-Marja i ’Sameblod’.

Hun er født og opvokset i Lapland blandt samerne. Hun kan passe får og sætte sit hår og tøj på samisk vis og joike, som den traditionelle sangstil kaldes.

Men hun kan også mærke, at det ikke er velanset at være same i 1930’ernes Sverige. Det var dengang en vis hr. Hitler luftede sin teorier om jøder i Tyskland, og tankerne hos Racebiologisk Institut i Sverige var ikke meget kønnere dengang for 80 år siden.

Målte samepigers kranier

Samerne var undermennesker, intellektuelt på niveau med børn, og de skulle rettes til for at passe ind blandt rigtige svenskere. Elle-Marja og hendes skolekammerater blev tvunget til at tale svensk og tænke svensk.

Og som ’Sameblod’ viser, kom folk forbi det nordlige Sverige for at måle samepigernes kranier og ta’ nøgenbilleder af dem for at bevise, at de var laverestående.

Den nedværdigende behandling og vurdering forsøgte mange samer at kæmpe imod i 1930’erne – ikke ved at gøre oprør og kræve respekt, men ved at stikke af og forandre sig til rigtige svenskere.

Det gør Elle-Marja fx i ’Sameblod’. Hun støder ind i en jævnaldrende dreng fra en velhavende familie nær Stockholm, og rejser afsted for at bo hos ham. Hun vil så gerne accepteres, hun vil så gerne være rigtig. Og det bliver hun.

Stadig andenrangsborgere

Det ved vi allerede fra begyndelsen af, for da ’Sameblod’ går i gang er Elle-Marja en ældre kvinde på vej til sin lillesøsters begravelse i Lapland.

Hun hører tre pæne svenske kvinder brokke sig over de larmende samer, som de har betalt i dyre domme for at være på ferie iblandt, og Elle-Marja kan konstatere, at intet rigtigt har ændret sig.

Samer er stadig andenrangsborgere, som helst skal sidde og joike sammen med deres får i et slags økologisk frilandsmuseum. Og Elle-Marja sidder stadig og nikker og gemmer sig og lader som om, hun er rigtig svensker.

Ødelagte sjæle

Der er en indestængt vrede i ’Sameblod’. Den blot 30-årige spillefilmsdebuterende instruktør, Amanda Kernell, har selv sameblod i årene og hun lægger ikke bånd på vreden og frustrationen.

Men først og fremmest er ’Sameblod’ en fortælling om dengang det officielle Sverige gik til yderlighederne for at afrette samerne. 20 år senere forsøgte danskerne noget tilsvarende i Grønland, da en håndfuld udvalgte børn blev sendt afsted for at blive rigtige danskere, der kunne inspirere og udvikle deres grønlandske kammerater, når de vendte hjem.

Det kom der kun ødelagte sjæle ud af, hvilket Louise Friedbergs film ’Eksperimentet’ mindede os om for 8 år siden.

Svier dejligt ubehageligt

I vore dage bliver samer i det nordlige Norge, Sverige og Finland mest chikaneret af myndigheder og lokalbefolkning, og i især Norge og Sverige er der flere verserende retssager om samer, der forsøger at forhindre deres land i at blive revet ud af hænderne på dem og brugt til minedrift.

Og ’Sameblod’ er en temmelig chokerende beretning om, hvordan vi pæne skandinaver kan blive revet med af samme teorier som skabte nogle af menneskehedens største forbrydelser længere sydpå, i Tyskland.

’Sameblod’ er sat lige lovlige mekanisk op, så hver scene viser os hvor Elle-Marjas følelser og tanker er.

Alt er tilrettelagt for pædagogikkens skyld, alle har en klart defineret psykologi, hvilket gør den lidt kedelig som historiefortælling. Men som billede på hvad der også gemmer sig bag maskerne i Skandinavien fungerer ’Sameblod’ fremragende.

Den minder os om, hvor nemt man kan gøre andre ondt – og den svier dejligt ubehageligt i vores fællesnordiske forståelse.

Vi kan lære rigtig meget om os selv af at se den.

Facebook
Twitter