Anmeldelse: Så svært er det at ånde nedenfor muren

Palæstinensiske 'Omar' er en medrivende thriller om en ung mand, der bare gerne vil leve sit liv.

Op og ned kravler den palæstinensiske bager, dag efter dag, med livet som indsats.

Han kaster et reb over israelernes 8 meter høje og 720 km lange betonmur, og kravler adræt opad og nedad igen. Det kan umuligt blive ved med at gå godt.

Men Omar har ikke meget valg. Den groteske mur mellem Israel og arabiske Vestbredden adskiller mange palæstinensere fra deres venner og familie og fra det sjælerensende middelhav, kun 15 km borte.

Valget mellem kærlighed eller politik

Her begynder Hany Abu-Assads thriller ’Omar’ om tilværelsen på Vestbredden, om valget mellem kærlighed eller politik, om balancen mellem at nå sine egne mål og svigte sine nærmeste.

I betragtning af hvor meget den ulykkelige situation i Palæstina har betydet i international politik gennem 50 år, har forbavsende få filmfolk haft mod til at gribe fat i emnet.

Palæstinensiske Hany Abu-Assad er en af de stædigste kronikører af konflikten i Israels besatte områder. Med sin anden spillefilm, ’Paradise Now’ fra 2006, gravede han dybere ned i palæstinensernes sjæl end nogen andre filmfolk har gjort, med en fortælling om to unge mænd, der forbereder sig på at ende livet som selvmordsbombere.

Hans fjerde spillefilm, ’Omar’, udspringer netop af optagelser til ’Paradise Now’, hvor Abu-Assad konstant havde en fornemmelse af at blive overvåget af en agent for den israelske sikkerhedstjeneste i sit filmhold.

Om der var noget om snakken eller det var simpel paranoia er underordnet. Overvågning via agenter er en del af Israels strategi i de arabiske områder og fornemmelsen af at blive overvåget og kontrolleret gav Abu-Assad idéen til thrilleren om bageren Omar, der egentlig bare vil leve livet med sin elskede Nadia.

Chikaneret og gennemtævet

Efter en kravletur over muren bliver Omar chikaneret og gennemtævet af tre israelske soldater. Han beslutter sig for at tage hævn. Og begår en dumhed. I stedet for at kommunikere konstruktivt,ved fx at lave film som Hany Abu-Assad, skyder Omar og venner en tilfældig israelsk soldat.

Kort efter havner Omar i kløerne på den israelske efterretningstjeneste, der tvinger Omar til at være dobbeltagent og muldvarp i den arabiske frihedskamp. Fra det øjeblik kæmper Omar en umulig kamp med sig selv og sine drømme.

’Omar’ er altså ikke udelukkende en film om palæstinenserne på Vestbredden, men mest af alt en historie om de svære menneskelige vilkår midt i en krig eller konflikt. Tilnærmelsesvis samme historie kunne være blevet fortalt i Kurdistan, i Sydafrika under apartheid eller i Danmark under 2. verdenskrig.

Det er både godt og skidt. Man kommer ikke så tæt på palæstinensernes verdenssyn som i den enestående ’Paradise Now’. Man kommer heller ikke tæt på de to hovedpersoner Omar og Nadia, uanset at de bliver charmerende og troværdigt vakt til live af skuespillerne Adam Bakri og Leem Lubany.

De forbliver eksempler mere end mennesker med særpræg og karakter.

Medrivende og troværdig fortælling

Men ’Omar’ vinder på sin både medrivende og troværdige fortælling om mennesker, der bliver ødelagt af en konflikt, de intet kan stille op mod. Hany Abu-Assad får skabt en knugende og klaustrofobisk fornemmelse af ikke at kunne ånde i skyggen af muren ved Vestbredden. Og scenerne af bageren, der kravler over en enorm mur for bare at kunne leve sit liv, er et fremragende billede på det lille menneske i den store konflikt.

'Omar' kan ses i Cinemateket i København fra den 20. til den 30. august i forbindelse med festivalen om arabisk film, Arabian Nights