ANMELDELSE Sådan får man en egentlig lille historie til at føles kæmpestor

Tyske 'Min far Toni Erdmann' giver os ekstra god tid til at møde en far og hendes datter.

Sandra Hüller er datteren og Peter Simonischek hendes filur af en far i 'Min far Toni Erdmann'

Naturligvis er jeg ofte i tvivl om kvaliteterne ved en film. Det er jo ikke nogen eksakt videnskab, det her, mand. Der er ikke noget facit.

Ser man en film fra én vinkel, kan den være fantastisk underholdning. Set fra en anden vinkel, kan den være det mest klichéfyldte, forstokkede og uoriginale bras.

Hvis man vågner en morgen, skidesur og vrissen, kan en katastrofefilm hvori hele verden bliver smadret, være en smuk og befriende oplevelse. Vågner man derimod veludhvilet, frisk på at gøre verden til et bedre sted, kan den slags ligne ren spekulation hos en pengetosset filmproducent.

Rent og originalt tænkt

Men sjældent har jeg vaklet og tvivlet og vadet frem og tilbage mellem standpunkterne som i forbindelse med tyske Maren Ades ’Min far Toni Erdmann’.

Det ene øjeblik har filmen virket rent og originalt tænkt, både i sin historie om en gammel far, der gerne vil se og mærke sin datter igen, og i sit usædvanlige sprog.

Det næste har den lignet en sølle novelle, der er strakt ud over 2 timer og 40 minutter, og gjort pinefuld lang med scener, der er tredobbelt så lange som de burde være.

Jeg har ikke besluttet mig for noget, og det kommer jeg heller ikke til. Det er en af de sjovt bagvendte kvaliteter ved ’Min far Toni Erdmann’.

Det er på ingen måde en film, der råber højt, tværtimod følger den ydmygt og stille sin egen vej langs væggene, men den kræver en reaktion.

Den blev som få andre film endevendt og diskuteret da den var med i konkurrencen om Guldpalme på årets filmfestival i Cannes. Nogen opfattede den som et mesterværk. Andre mente den var kluntet og ubehjælpsom – og i hvert fald en time for lang.

Lidt af en filur og practical joker

Det mest iøjnefaldende ved ’Min far Toni Erdmann’ er, at Maren Ade insisterer på at holde scenerne kørende længe, også langt efter at så godt som alle andre instruktører ville have klippet og forkortet.

Gennem lange, meget lange scener følger vi en tysk far, der forsøger at få sin datter i tale igen. Hun er tilsyneladende ikke sur eller bitter over noget, hun er bare stukket af fra familie og hjemland for at pukle i konsulentverdenen i Bukarest.

Hun bliver forundret, endda irriteret over at hendes far kommer på besøg i Rumænien, og vil helst bare passe det arbejde, som er hendes liv, og tydeligvis også en tilflugt.

Men faderen, der er lidt af en filur og practical joker, giver ikke op. Han finder en klodset paryk og sit overdimensionerede kunstige fortænder frem og udgiver sig for at være en af hendes forretningsforbindelser mens han sniger sig indenfor i hendes omgangskreds.

En klassisk forviklingskomedie i kvart hastighed

Det udvikler sig til en slags slapstickhumor og klassisk forviklingskomedie i kvart hastighed, hvilket burde være en håbløs konstruktion. Men netop fordi instruktør Maren Ade insisterer på at det er hendes historie og at den har sit særlige tempo, sker der noget undervejs.

Ved at forlænge scenerne langt udover det, vi er vant til, bliver der rum og plads til at lægge mærke til noget andet.

Det er irriterende til at begynde med, men efterhånden åbner historien sig og vi får en fornemmelse af at komme helt tæt på den fjollede far – og den i mange henseender endnu mere fjollede datter.

Bryder med vores vaner

Det er rigeligt halv-kontroversielt og dumdristigt i sig selv, men Maren Ade benytter sig af endnu et trick, som nødvendigvis må udfordre publikums oplevelse af historien. Hun lader sine figurer hoppe ud af rollen, out-of-character, og gøre noget uventet, noget Ade ikke har forberedt os på.

Som da Ines pludselig bryder ud i sang til et følelsesladt Whitney Houston-nummer under en sammenkomst. Det har bestemt en effekt, men den kan både være overrumplende god eller frustrende langt ude.

Eller begge dele. Det er en af de store kvaliteter ved ’Min far Toni Erdmann’.

Den bryder med vores vaner, leger med vores forestillinger og får en egentlig lille historie til at føles kæmpestor. Eller hvis man er i det humør: en megalang film til at føles som en bagatel.

Jeg har stadig ikke helt besluttet mig.

'Min far Toni Erdmann' kan ses i danske biografer fra den 1. december

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk