ANMELDELSE Sådan! Flyt endelig rundt på virkeligheden

’Operation Avalanche’ er en falsk dokumentar om en hændelse, der aldrig er sket.

Filmen bygger på konspirationsteorien om, at månelandingen var fup.

Hvad skal vi egentlig med spillefilm? Det er lidt af et spørgsmål at smide på banen på en kedelig februardag, endda i anledning af en lille amerikansk lavbudgetsfilm.

Men ’Operation Avalanche’ gør noget ganske specielt.

Den dokumenterer en begivenhed, der aldrig har fundet sted. Den lader som om den er i besiddelse af optagelser med de mænd, der i slutningen af 1960’erne optog en lille film med amerikanere på Månen.

Den bekræfter med andre ord en af de klassiske amerikanske konspirationsteorier, at det amerikanske rumfartsagentur NASA opgav at sende astronauter til Månen og i stedet optog en fupfilm for ikke at tabe ansigt overfor konkurrenterne i Sovjetunionen.

Kampen om Månen starter fupfilm

Det er de to nyudklækkede CIA-agenter Matt og Owen, der søsætter den falske månerejse.

Egentlig har de bare store ambitioner i NASA, men så får de nys om en russisk muldvarp i organisationen, og under jagten på ham opfanger de en samtale, hvori en højtstående NASA-medarbejder slår fast, at amerikanerne er ved at tabe kampen om månen. Og så får den evigtkværulerende og reelt skideirriterende Matt idéen til en fupfilm.

Manipulerer med historiske fakta

’Operation Avalanche’ gør altså præcis det, historiske film og serier ofte får tæsk for, som da Ole Bornedal var lidt for kreativ med sin beskrivelse af de politiske strømninger i Danmark op til krigen i 1864.

’Operation Avalanche’ flytter rundt på historiske fakta. Den manipulerer med dem. Nogle vil hævde, at det er de amerikanske myndigheder, der har manipuleret med fakta, men det er i hvert fald ikke det, historiebøgerne fortæller.

Matt Johnston, der har skrevet og instrueret ’Operation Avalanche’, og spiller hovedrollen som Matt, tror formentlig ikke på konspirationsteorien omkring månerejsen i 1969. ’Operation Avalanche’ forsøger ikke at vælte det bestående, og det er slet ikke en politisk film. Det er snarere en filmisk drengestreg, opfundet af et par finurlige fætre, der har fået en sjov idé.

Leger med historien

Drivkraften for Johnston og hans filmhold har tydeligvis været at lege agenter og dokumentarister i 1960’erne, at finde gamle kameraer og mikrofoner og forsøge at sætte det hele så realistisk op som muligt.

Og bortset fra en del svinkeærinder og nogle lidt besynderlige humoristiske scener, hvor Matt Johnston giver sig selv lov til at klovne i rollen som ambitiøse Matt, fungerer den side af ’Operation Avalanche’ glimrende. Det er svært at se, hvornår officielle klip fra NASA slutter, og Matt Johnsons egne optagelser begynder.

Men det virkeligt finurlige, der hvor ’Operation Avalanche’ viser et stort potentiale, er i dens venden op og ned på fakta.

Den forsøger ikke at være en historisk film eller et historisk dokument. Den leger med historien, fordi det er meget sjovere end at kopiere den så præcist som muligt, sådan som vi forventer af historiske film.

En legeplads for den frie fantasi

Selvfølgelig er det uheldigt, hvis nogen blandt publikum opfatter ’Operation Avalanche’ som den skinbarlige sandhed om månelandingen. Men i så fald er man selv ude om det.

Fiktionsfilm er jo netop ikke historiebøger, men fri fantasi, og ved at fortælle en ny historie om en kendt begivenhed sætter ’Operation Avalanche’ langt flere tanker i gang end en historisk korrekt film om månelandingen kunne have gjort.

Der er et stort potentiale i fiktive bud på verdens gang, at fortælle kontrafaktiske historier eller servere alternative bud på historiens gang.

Det er jo alternative fakta, vil nogen måske sige, og hævde at reel fakta er vigtigere end nogensinde. Det er også rigtigt, men fakta hører hjemme i historiebøger, i medier og i dokumentarfilm.

Fiktionsfilm som ’Operation Avalanche’ skal altid være en legeplads for den frie fantasi. Det er da det, vi skal bruge spillefilm til. Og det udnytter Matt Johnston og ’Operation Avalanche’ for fuld udblæsning.