ANMELDELSE Sanselig film om sorte homoseksuelle giver en global krammer

Amerikanske ’Moonlight’ er en imponerende fortælling om, hvor skævt et liv kan blive, når et menneske ikke får lov til at udfolde sig selv.

(© Camera Film)

En global krammer. Det er, synes jeg selv, er det bedste udtryk til at beskrive den amerikanske film, ’Moonlight’.

I næste uge kan jeg måske finde et andet udtryk, der dækker bedre. Og om måned et helt tredje udtryk. ’Moonlight’ er nemlig en af den slags film, der hele tiden lever og flytter sig og viser nye sider af sig selv, selvom den for længst er slut.

’Moonlight’ har noget af samme kvalitet som tyske ’Min far Toni Erdmann’, en evne til at samle op på følelser, der virker fraværende eller opløste i en tid, hvor verden ser ud til at falde fra hinanden. Det er ikke nødvendigvis en filmisk kvalitet i sig selv, at man får en global krammer i en film. Men vejen hen til krammeren er, både i ’Min fra Toni Erdmann’ og ’Moonlight’ ganske usædvanligt skruet sammen.

Et destruktivt samfund

Ved første øjekast er ’Moonlight’ en film om at være homoseksuel og sort i USA. Og mange sorte amerikanske homoseksuelle vil formentlig opfatte det som endnu et eksempel på undertrykkelse, hvis man påstår at ’Moonlight’ egentlig handler om noget andet, om det der sker med mennesker, der bliver tvunget til at undertrykke sig selv og deres natur i et destruktivt samfund.

Instruktøren Barry Jenkins har sammenskruet en temmelig usædvanlig struktur, hvor vi hilser på det samme mennesker på tre forskellige tidspunkter i hans liv. Jenkins udpensler og understreger ikke noget, men ved at sammenkæde de perioder i unge Chirons liv, får vi en fornemmelse af, at Chiron langt fra er alene om de oplevelser, han beskriver. Faktisk er de fælles for en stor del af jordens befolkning.

Fra skolebarn til narkopusher

I første afsnit er Chiron en lille sort knægt, der bliver mobbet af nogle skolekammerater i et fattigt kvarter i Miami. Han bliver hjulpet af pusheren Juan, der tilsyneladende kan genkende noget i Chiron. Han tager ham med sig hjem, når den crackrygende mor ikke er til at holde ud – eller når drengen skal lære at svømme og føle sig fri i det store hav.

I andet afsnit er Chiron blevet en stor skoledreng. Han kæmper stadig med de mobbende skolekammerater, der for længst er kommet ud på den anden side af drengestreger. Og Chiron har et forhold til en anden dreng fra skolen – ikke nødvendigvis et homoseksuelt forhold, men et tillidsforhold, et bånd på tværs af alle de uofficielle regler om rigtig opførsel i en sort ghetto, sådan noget med at prale af at have den og den bil og at kneppe så og så mange piger.

Og i tredje afsnit mødes den voksne Chiron, der nu selv er blevet narkopusher, med vennen fra skolen. 10 år er gået siden de sidst så hinanden. De er et nyt sted i deres liv.

Alt andet end fodformet

I samspillet mellem de tre nedslag i Chiron opstår en fortælling om, hvor skævt et liv kan blive, når et menneske ikke får lov at udfolde sig selv. Chirons mor kunne have fortalt en anden historie med samme facit. Pusheren Juan kunne have fortalt en tredje. Og de mobbende knægte kunne have fortalt en fjerde. De er også skabt af en struktur og et samfund, der presser dem ind i særlige roller

Hvis det lyder lovlig fodformet og tilrettelagt er det ikke Barry Jenkins skyld. Hans ’Moonlight’ virker alt andet en fodformet. Der er rigeligt plads til at lade publikum deltage mellem billederne, med egne oplevelser og følelser, og Jenkins bruger konstant musik og billeder til at skabe et fritflydende, poetisk liv.

Komponisten Nicholas Brittell væver sig ud og ind af så godt som alle musikalske genrer for at ramme hver situation så præcist som muligt, og i en scene bruger Barry Jenkins pophittet ’Classic Man’ af Jidenna til at beskrive Chiron i rollen som narkopusher.

Ved at lytte til nummeret definerer Chiron sig selv som en tjekket fyr med styr på sagerne, men Jenkins skruer nummerets tempo ned, så det lyder skævt, sygt, ude af trit med situationen – og så ved vi som publikum instinktivt, hvordan Chiron egentlig har det som pusher.

Det er den slags elegante brug af filmmediet og historiefortælling, der gør ’Moonlight’ til noget helt specielt, til en film om mennesker, til en … global krammer.