ANMELDELSE Suveræn filmisk udflugt er befriende ligeglad med at være politisk korrekt

Der er ingen klar pointe med ’Elle’ – og det fungerer fantastisk.

Isabelle Huppert vandt en Golden Globe og var nomineret til en Oscar for sin hovedrolle i 'Elle'. (© UIP)

Godt, jeg kaster håndklædet i ringen – men som du sikkert allerede har bemærket er det ikke med en vred vrissen, men med glæde.

Jeg har selvfølgelig en idé om, hvad den hollandske instruktør Paul Verhoeven vil fortælle mig med ’Elle’. Det er noget med at udforske vores seksualitets skyggesider og løfte et slør for den irrationelle side af mennesket. Og noget med at vi er langt mere komplekse og gådefulde mennesker end den pæne overflade, vi går rundt og flasher i det daglige.

Men jeg orker ikke tænke for meget på det. Jeg VIL ikke dykke ned i det. Jeg vil ikke læse interview med Verhoeven, hvor han forklarer sig og sin film. Eller artikler om Philippe Djian, forfatteren bag bogen ’Oh’, der er blevet til filmen ’Elle’.

Jeg vil ikke have ’Elle’ forklaret. Jeg vil nyde den for alle de spørgsmål, der vimser rundt i den, for alle de små dobbelttydigheder og gåder. Jeg vil have lov at sidde undrende tilbage med en film om en kvinde, der bliver voldtaget af en indbrudstyv, og som under ingen omstændigheder nyder det, men som accepterer det – som gør det til en del af fortællingen om sig selv.

Jeg vil have lov til at svælge i den fuldstændigt vidunderligt arrangerede scene, hvor kvinden Michèle sidder på restaurant sammen med sin eksmand, sin elsker og elskerens kone, der samtidig er Michèles kompagnon i deres computerspilfirma.

Burde gå i panik, men det gør hun ikke

Michèle fortæller nølende og uden det store drama, at hun er blevet voldtaget for nogle dage siden, og da de tre tilhører reagerer i chok, skynder Michèle sig at undskylde, at hun overhovedet bragte emnet på banen.

Michèle burde nok også bryde sammen i angst, da voldtægtsmanden begynder at forfølge hende på mail og telefon. Det gør hun ikke. Hun tager kampen op og forsøger at afsløre ham. Michèle har i det hele taget ikke mange kvaler og skrupler.

’Elle’ er en suverænt orkestreret filmisk udflugt, befriende ligeglad med at være politisk korrekt. (© UIP)

Hun er ikke psykopat, men hendes moralske kompas er tilsyneladende gået i stykker. Hun gider ikke se sin døende far, hun har ikke den store medfølelse for sin gamle mor og ser ikke det store problem i at have sex med sin kompagnons mand.

Den forvirrede moral skyldes muligvis, muligvis ikke, at hendes far begik massemord på sin naboer, da Michèle var 10 år gammel. Hverken vi eller Michèle ved, hvad der drev hendes tilsyneladende normale far. Verhoeven ved det heller ikke.

Tag med på udflugt i filmens gåder

Det er kun én af mange små livgivende, underfundige gåder i ’Elle’. Det er muligt, der er en klar løsning på den her rebus. I så fald har jeg ikke gennemskuet den, og jeg vil heller ikke have den forklaret.

Der er nemlig noget fantastisk fascinerende ved at drage på udflugt i filmens gåder, i faderens besynderlige og helt overdrevent voldsomme forbrydelse i et pænt og normalt kvarter, i faderens sørgmodige udtryk i de gamle tv-optagelser, som om han ikke havde noget valg, da han begik sin forbrydelse. Det skulle bare gøres.

Der er nogle forunderligt irrationelle øjeblikke i filmen, som da en dybt kristen kvinde med et skuldertræk konstaterer, at hendes mand da skulle have lov til at udleve sin seksuelle perversioner uden for ægteskabet, hvor der ikke er plads til dem.

Og der er noget helt fantastisk, knastørt, humoristisk dialog i filmen, som da en bankmand til et selskab undskylder, at han arbejder i finansverdenen for det "er jo ikke så populært for tiden", hvortil en anden gæst replicerer, "at det har det aldrig været", og bankmanden tænksomt svare "nej, det er nok rigtigt".

Det er helt umuligt at tro på, at Isabelle Huppert, der som sædvanlig æder sin rolle med hud og hår som Michèle, er chef for et computerspilfirma. Men det er bedøvende ligemeget. ’Elle’ er en suverænt orkestreret filmisk udflugt, befriende ligeglad med at være politisk korrekt eller med at have en rationel morale, der kan give mening for os alle sammen.