Anmeldelse: Tom Hanks spiller som et par fine nye lædersko

Steven Spielbergs 'Spionernes bro' er et hyggeligt og pædagogisk heltekvad om spionjura.

Det er lidt som en spritny bil af et fint mærke, den slags, hvor der er kræset for alle detaljer. Eller et nyt bord af en ædel træsort. Eller et hvilket som helst håndværk, der bare er toplækkert.

Upåklageligt. Solidt og gedigent. Alt er i orden.

Men der mangler noget, bare en ridse, en skævhed, et eller andet, der giver personlighed. Og som gør, at man holder af det som andet end en genstand.

Tom Hanks spiller som et par fine nye lædersko

Steven Spielbergs 33. spillefilm, ’Spionernes bro’, er upåklageligt håndværk, alt er i orden, billederne er så velkomponerede at man får lyst til at hænge dem op på væggen, tidsbilledet er imponerende, skuespillet sidder lige i skabet, lige fra hovedrollerne til de mindste biroller, og man skal bruge lup for at finde fejl eller mislyde.

Tom Hanks spiller som et par fine nye lædersko, den slags, der knirker så pålideligt som kun rigtig læder gør det. Og hans figur er god, ren familieunderholdning man kan stole på, som rockgruppen D.A.D. engang beskrev sig selv.

At lade fornuft og moral råde midt i kaos

Hanks er advokaten James B. Donovan, der i slutningen af 1950’erne fik til opgave at forsvare den spionsigtede russer, Rudolf Abel.

Donovan tog opgaven alvorligt og insisterede på en fair, solid og moralsk forsvarlig rettergang til Abel, der hurtigt blev dømt skyldig i den brede amerikanske befolkning.

Donovan var så velformuleret og forudseende i sit forsvar af Abel, at det amerikanske udenrigsministerium senere hyrede ham til at forestå udvekslingen af Abel med en amerikansk pilot, der i 1962 blev skudt ned og taget til fange i sit U2-spionfly over Sovjetunionen.

Det er altså en virkelig historie, Spielberg tager fat i med ’Spionernes bro’. En af dem om en helt, der insisterede på at være menneskelig, på at lade fornuft og moral råde midt i kaos.

Juridisk snilde og medmenneskelig stædighed

’Spionernes bro’ er på sin vis Spielbergs koldkrigs-svar på hans egen ’Schindlers liste’, hvor fabrikanten Oskar Schindler reddede talrige jøder under 2. verdenskrig fordi han fandt det rigtigst at gøre.

Donovan sætter sin hyggelige kernefamilie på spil, for sådan noget gør en rigtig helt. Men han bliver ikke udsat for større fysiske udfoldelser end at få sin overfrakke nappet af en bande østberlinere – med en deraf følgende forkølelse.

Det er gennem juridisk snilde og medmenneskelig stædighed, Donovan viser sit heltemod.

Gennem den første halve time ligner ’Spionernes bro’ en fætter til Spielbergs egen ’München’, hvor amerikaneren overbevisende argumenterede for, at hævn kun avler endnu mere hævn blandt spioner, agenter og terrorister.

Mens den almindelige amerikaner kræver Rudolf Abel henrettet, taler Donovan for menneskelig anstændighed, hvilket er nok så spændende en pointe i de her dage hvor krigsretorikken og den deraf følgende foragt for menneskerettigheder hersker.

Et hyggeligt og solidt heltekvad

Sådan kan man sagtens tolke ’Spionernes bro’, men til sidst fremstår filmen primært som et hyggeligt og solidt heltekvad over en af dem, der tegnede verdenshistorien ved bare at stå fast.

Netop tidsbilledet og fornemmelsen af verden omkring 1960 står knivskarpt i ’Spionernes bro’, men også så overdrevet skarpt, at det bliver lækkerkunstigt.

Især scenen hvor piloten styrter fra 10.000 meters højde i sit spionfly – eller da Donovan ser fire mennesker blive skudt ned mens de forsøger at forcere Berlinmuren – har noget postkort-labert over sig i deres lækre lyssætning og koreografi.

Det er i den slags scener, der mangler en ridse, en mislyd eller en knast i ’Spionernes bro’.

Alt er så tilrettelagt, så indbydende, så pædagogisk og så snorlige velfortalt. Der mangler den skævhed, der giver filmen personlighed – og som gør at man holder af den som mere end en genstand.

'Spionernes bro' kan ses i de danske biografer fra den 26. november.

Facebook
Twitter