ANMELDELSE Tredje film i ’Alle for’-serien overrasker på ingen måde

1 2 3 og alle de gamle folkekomedie-tricks er her igen.

Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg i 'Alle for tre'.

Om et øjeblik bliver jeg beskyldt for at være en elitær snob. Det her er nemlig en negativ anmeldelse af en film, som det brede Danmark vil spurte ind og se.

De to foregående film, ’Alle for en’ og ’Alle for to’, solgte henholdsvis 368.000 og 384.000 biografbilletter, og der er ingen grund til at tro at opfølgeren ’Alle for tre’ vil gå dårligere.

Om et øjeblik vil nogen påstå, at danske filmanmeldere ser ned på det folkelige, og føler sig højt hævet over den almindelige filmsmag. Nogen vil endda hævde, at det er et problem, at anmeldere ikke har samme smag som det brede filmpublikum. Og jeg vil svare, at der først for alvor vil være et problem, hvis filmanmeldere havde samme smag som den gennemsnitlige dansker.

Hvem skulle så pege på de specielle oplevelser, dem der befinder sig i udkanten af filmverdenen, dem der ikke har råd til et stort PR-budget, dem der har modet til at gå de veje, som resten af branchen først vil gå om 5 eller 10 år?

Og jeg vil svare, at jeg og alle de andre filmanmeldere, jeg kender, ikke har spor imod det folkelige og bredde. Vi ved godt, at en stor del af publikum ikke orker at smide 100 kroner efter en lang arbejdsdag for at se en ukrainsk film optaget på hovedet midt om natten. De vil se noget let, noget genkendeligt. Men der er filmfolk, der udnytter den trang og går den nemme vej efter en succes.

I den sammenhæng forbeholder vi os retten til at protestere højlydt.

Tricks fra folkekomediehåndbogen

For eksempel lige nu. Rasmus Heide og Mick Øgendahls ’Alle for et-eller-andet’-serie har aldrig forsøgt at opfinde en ny sjov tallerken. Et par klodsede småtyve, der fejler gang på gang med deres kup, er verdens mest almindelige folkekomediehelte.

Sådan er ’Alle for tre’ hele vejen igennem. Den bliver skubbet i gang af et andet af de mest almindelige tricks fra folkekomediehåndbogen, at hovedpersonerne skal arve noget efter et afdødt familiemedlem. Og den griber hurtigt et andet populært trick, at historien skal udspille sig ved Middelhavet. Og så drøner historien derudaf med en række situationer, der knap nok gider ta’ sig selv alvorligt.

Hænger sammen af røven til

Da de to uheldige klovne, Ralf og Timo, kommer til Italien for at få fingre i deres arv, nupper de fx en motorcykel fra en lokal gangster. De drøner afsted mod porten, der fører dem ud af gangsterens ejendom, og bliver vildt overraskede over at den er lukket – hvilket ikke burde komme bag på nogen eftersom ejendommen er svært bevogtet. De har jo lige haft en masse problemer med at komme ind, for fa’en.

Det er blot ét eksempel på at skidtet hænger sammen af røven til. Og så vil de kreative kræfter på filmen sikkert sige ’jamen, sådan fungerer folkekomedier’. Og dertil vil jeg svare: ’Jamen, så prøv at få dem til at fungere på en anden, overraskende, forbavsende, ny, vild, spændende måde’.

Især fordi ’Alle for tre’ faktisk har kimen til en både sjov og tankevækkende komedie om et godt emne.

Smider lortet væk

Få minutter inde i filmen forsøger Ralf og Timos gamle far at have en alvorlig samtale med sine to sønner. Han vil lette sit hjerte og åbne for en ny samhørighed i familien, hvortil Mick Øgendahls Ralf svarer ’hold kæft, hvor er du kedelig, far!’ Det er klart filmens bedste scene.

Den er vidunderligt konstrueret og timet – og det ville have været et smukt tema for en folkekomedie at se en gammel far forgæves forsøge at få sine sønner til at forstå, at han vil bruge de sidste år af sit liv på virkelig at bringe familien sammen.

Det sker bare ikke. Det store hold af forfattere bag filmen giver Ralf ret, smider lortet væk og skøjter afsted med en række typiske, falde-på-halen-komiske situationer, for først til sidst lige at samle lidt op på familievinklingen. Det er for sent. Og for tyndt.

Hvis man altså vil have en historie, der kan mærkes, røres, føles og forstås. Som ikke bare fiser ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade et eller andet derinde. Det er det, vi anmeldere synes er en forbandet pligt at gøre opmærksom på.

Facebook
Twitter