Anmeldelse: At være Gud i en halv times tid

Dokumentaren 'The Man Who Saved the World' fortæller en vanvittig, men sand historie.

‘Hvad fa’en var det!?’ ’Hvad er det, den gør, dokumentaren ’The Man Who Saved the World’?

Den fortæller naturligvis om en mand, der reddede verden, men filmens blik på manden skaber et af den slags øjeblikke, hvor man som tilskuer bliver forvirret og beruset på én gang – hvor en film træder lige nøjagtig så meget udover grænserne, at den rammer noget ukendt.

Først én, derefter to, så tre og til sidst fem atommissiler

Forvirringen skyldes først og fremmest, at ’The Man Who Saved the World’ ikke opfører sig som en dokumentar, heller ikke som en fiktionsfilm, men som noget midt i mellem.

Den forsøger at genskabe begivenhederne den 26. september 1983, da en teknisk fejl i Sovjetunionens forsvarssystem nær havde søsat en tredje verdenskrig.

Den dag havde Oberstløjtnant Stanislav Petrov ved et tilfælde overtaget kommandoen på det hemmelige Serphukov-15-anlæg syd for Moskva. Her blev informationer fra spionsatellitter samlet og analyseret.

Stort var chokket derfor da anlægget pludselig viste, at først én, derefter to, så tre og til sidst fem atommissiler var på vej fra USA mod Sovjetunionen.

Svedende, råbende, grædende russiske soldater

Stanislav Petrov kunne have valgt at trykke på den berømte Røde knap og sende missiler i den modsatte retning, men han ventede for at se om radarsystemerne virkelig viste, at menneskehedens største mareridt kom flyvende.

Det reddede verden.

De skæbnesvangre minutter genskaber ’The Man Who Saved the World’ som om den var en spillefilm, med svedende, råbende, grædende russiske soldater.

Det er så effektivt, at man klart fornemmer hvor tæt kloden var på at blive knust.

Tomme flasker og affald flydende overalt

Omkring den begivenhed skaber Peter Anthony et portræt af Petrov, og det er her, filmen overtræder grænser og gør noget udefinerbart ved tilskuerne.

Petrov soler sig på ingen måde i selvfedme over at have reddet verden. I begyndelsen af filmen er han gået i hundene i sin lejlighed, med tomme flasker og affald flydende overalt. Journalister fra hele verden vil tale med ham om hans heltegerning, men han gider ikke.

Det er der flere grunde til.

For det første er Petrov træt af at besvare spørgsmål om hvordan hans egen familie sendte ham bort, til en militærkarriere, uden interesse i at se ham igen.

For det andet var Petrov nedbrudt af sorg over at hans kone døde af kræft.

Og så var der selve dagen, den 26. september 1983.

At være Gud i en halv times tid

I en gammeldags Hollywood-film om heltemod ville Petrov have rejst sig fra sin stol i Serphukov-15 og solet sig i beundring.

Verden forsøger virkelig at hylde Petrov. ’The Man Who Saved the World’ følger den bitre gamle mand mens han rejser til FN i New York i 2006 for at modtage en æresbevisning og møde amerikanske stjerner som Matt Damon, Robert de Niro og Kevin Costner.

Undervejs i den rejse, hvor Petrov mest taler med sin unge tolk, får vi et klart indtryk af den bitterhed, der har samlet sig i Petrov.

Ansvaret for noget nær det største af alt, verdens velbefindende, at være Gud i en halv times tid, knuste tilsyneladende noget i Petrov.

Skaber uro i vores fælles forståelse

I det portræt af Petrov rammer ’The Man Who Saved the World’ noget forbavsende, noget vi ikke havde set komme, noget der skaber uro i vores fælles forståelse.

Kan man virkelig blive verdens mest ulykkelige mand af at redde verden? Og er Petrov mere trist over at have mistet sin kone end han er stolt over at have reddet verden?

Peter Anthony gør afgjort for meget ud af at male følelserne frem i Petrov, bl.a. gennem et besøg hos Petrovs gamle mor og gennem dramadokumentariske optagelser med den smukke skuespiller Nataliya Vdovina som Petrovs døende kone.

Men samtidig giver ’The Man Who Saved the World’ et fantastisk portræt af en mand, der virkelig gjorde det, alle superhelte lever for, men som primært slås med alment menneskelige følelser.

Petrov spiller i hvert fald med

Det er ikke mindst Stanislav Petrov selv, der bryder grænserne.

Hvor meget Peter Anthony har iscenesat og hvor meget, der reelt er filmet på stedet, er uvist. Men Petrov spiller i hvert fald med. Han udleverer sig selv i en grad som vi meget sjældent ser i dokumentarfilm, ikke mindst ved at vise publikum indenfor i en sin sønderbombede lejlighed. Og ved at være en sur gammel mand.

Hvad er virkelighed, hvad er skuespil?

Vi ved det ikke, hvilket dokumentarpuritanere vil opfatte som en fejl i ’The Man Who Saved the World’.

Men egentlig er det lige meget. Det er ved at udfordre grænserne, ved at gå efter følelsen i stedet for grå fakta, at Peter Anthony skaber en af årets mest overrumplende film, en film om et menneske, der blev ødelagt af at være Gud – en film, der forvirrer og beruser på samme tid.

'The Man Who Saved the World' er i de danske biografer fra den 11. juni.

Facebook
Twitter