ANMELDELSE Velgørenhedsarbejde er ikke nødvendigvis godt som film

Den vilde virkelige historie i australske ’Lion’ er blevet til en forudsigelig film

​Kan man redde verden med en film? Nej da, men en film kan gøre en forskel. En film kan gøre opmærksom på et vigtigt problem og rejse så meget interesse, at det flytter noget, som med Al Gores dokumentarfilm ’En ubekvem sandhed’, der åbnede mange øjne for verdens miljøproblemer.

’Lion’ forsøger også at gøre verden et bedre sted med sin beretning om en fattig indisk dreng, der bliver væk fra sin mor og storebror, og ender med at blive adopteret af en australsk familie.

Omkring 80.000 indiske børn forsvinder hvert år, og det vil filmen gerne gøre noget ved. Det skal den have lov til – selvfølgelig skal den det – men det gør den altså ikke til nogen god film. Tværtimod.

Den australske instruktør Garth Davis har fået fingre i en fantastisk historie, sådan en af dem fra den vilde virkelige virkelighed, og så går han ellers ud fra at historien fortælle sig selv, hvis man skruer lidt på de rigtige følelsesknapper undervejs. Og ja, historien fortæller sig selv, men på den måde en historie fortæller sig selv i en ugebladsartikel eller i et tv-program som ’Sporløs’.

Ender 1600 km mod øst

6-årige Saroo blive væk fra sin storebror og sin mor i en lille by i det nordlige Indien, da han lægger sig til at sove i et tog og ender 1600 kilometer mod øst, i storbyen Calcutta. Han aner knap nok, hvor han stammer fra og kan ikke finde tilbage. I stedet bliver han adopteret af en australsk familie, men da han som voksen skal forklare sin baggrund, bliver noget vakt i ham. Han vil tilbage til sine rødder. Han vil finde mor og storebror.

Det er det. Tilføj selv nogle stærke følelser hist og pist – ikke mindst i forholdet til en sød kæreste, der ikke kan forstå, hvorfor voksne Saroo pludselig bliver fjern og utilnærmelig – og så har du ’Lion’. Der er ikke de store overraskelser. Faktisk er der ingen overraskelser. Overhovedet ingen.

Det er en historie, der fortæller os at verden hænger sammen i det store og hele og egentlig er et dejligt sted – hvilket er en løgn for langt størsteparten af de indiske gadebørn, der IKKE er så heldige at blive adopteret af søde australske forældre.

Magien er væk

Det første kvarter, hvor Saroo og storbror Guddu tjener til dagen og vejen, er fortryllende i sine billeder af familiesammenhold under svære, men eksotiske betingelser. Og det bliver endnu bedre – og virkelig intenst – i sekvensen, hvor lille Saroo forsvinder fra familien og bliver helt alene i en kæmpestor verden.

Den del af filmen er suverænt filmet og klippet. Men det er som om resten af 'Lion', den del, der foregår i Australien, er skabt af et helt andet filmhold.

Magien er væk, alt er forsimplet og dialogen er klistret ind i de mest klæge og forstokkede floskler. Som når Nicole Kidman, der spiller Saroos adoptivmor med tårer i øjnene udbryder ’Jeg har altid troet, at jeg kunne holde sammen på familien’. Eller Saroos kæreste råber ’Du må se virkeligheden i øjnene!’ i et af den slags skænderier, man kan finde i enhver amerikansk tv-serie.

Her bliver det understreget at en god historie kræver krøller, overraskelser, overvejelser og udfordringer til publikum. Det er ikke nok at ville gøre verden til et bedre sted og give optimisme til fortabe indiske gadebørn. Det kommer der ikke en god historie ud af. Der kommer knap nok en historie ud af det ….