ANMELDELSE Vi venter bare på at temperamenterne eksploderer

'A Bigger Splash' virker forloren i sit forsøg på at genskabe 60'ernes kammerspil.

Man kan næsten høre ham, instruktøren Luca Guadagnino, inden han gik i gang med at optage sin nye film, ’A Bigger Splash’.

Han har siddet et sted på en filmproducents kontor og råbt højt om at moderne film mangler impulsivitet og spontanitet, om at film nu om dage er alt for styret af nøje kontrollerede manuskripter, der forholder sig til tre-akts-modeller og beretterskabeloner og alt det andet som gør film så dejligt nemme at styre for filmproducenter og forstå for publikum

I bedste frifilmiske 60’er-nybølgestil

Man kan også sagtens høre Guadagnino sidde overfor sin fotograf Yorick le Saux, som han arbejdede sammen med på sin forrige film ’I Am Love’, og talt om hvordan han savnede at se film, der ikke var tilrettelagte, som bare fandt nogle omgivelser og lod sig inspirere af dem, udforskede dem, undersøgte dem, og lod nysgerrigheden sive ud til publikum

Og man kan høre ham for sig, overfor skuespilstjerner som Tilda Swinton og Ralph Fiennes, fabulere om dengang i 60’erne, da film virkelig havde zitrende energi, om hvordan man bare kunne placere en lille håndfuld mennesker i samme rum og pludselig eksploderede dramaet til alle sider, sådan som i et Roman Polanskis ’Blind vej’, hvor 8-10 forskellige mennesker bare strander i et slot for enden af en vej, ved en halvø, ved verdens ende, så at sige.

Eller i Jacques Derays ’La Piscine’ fra 1969, hvor 4 mennesker havner i samme hus ved den franske riviera og energierne slippes løs i bedste frifilmiske 60’er-nybølgestil.

Vælter i sprut og coke og psykopati

Og efterhånden som Luca Guadagnino har slået ud med sine store armbevægelser og har fået fingre i stjerner som Swinton, Fiennes og Matthias Schoenaerts og Dakota Johnson har han fået samlet velvilje og penge til en løs indspilning af netop ’La Piscine’.

Med hjælp fra David Kajganich har han flyttet rundt på den oprindelige historie og gjort Swinton til en rocksangerinde, der har gennemgået en strubeoperation og knap kan tale, mens Fiennes spiller hendes gamle kæreste, en barnlig alfahan af en rockproducer, der vælter i sprut og coke og psykopati og som forsøger at vinde Swinton tilbage.

Skriger på at temperamenterne skal komme i kog

Schoenaerts har fået den tvivlsomme ære at spille Swintons nye kæreste, en rolig klippe af en dokumentarinstruktør, mens Johnson ligger i baggrunden og studerer ’de voksne’ iklædt bikini og solbriller i rollen som Fiennes’ datter.

Det er et firkløver, der skriger på at temperamenterne skal komme i kog. Det er konstrueret til det.

Og netop det konstruerede, ønsket om at genskabe en fortidig energi, ender med at spænde ben for ’A Bigger Splash.

Platheder, tåbeligheder og grovheder

Man kan mærke Guadagninos intentioner fra start til slut. Der er ikke en fornemmelse af at italieneren vil fortælle en historie eller bare fortælle os noget.

Tilda Swintons rocksanger, der kontrollerer mændene selvom hun ikke er i stand til at tale, er en herligt anderledes figur. Og Ralph Fiennes er formidabel i en sjælden komisk rolle, hvor han får lov at fyre den af med platheder, tåbeligheder og grovheder.

Men derudover strander ’A Bigger Splash’ i klichéen om hvordan temperamenter slippes løs når mennesker lukkes sammen på et lille område.

Vi venter bare på at klippen Schoenaerts eksploderer i vrede over Fiennes forsøg på at vinde Swinton tilbage. Og at Johnson får vist bryster og balder nok til at Schoenaerts’ facade krakelerer og han hopper i hendes pool.

I den virkelige verden ville Swinton naturligvis bede Fiennes skride så hun kunne få ro til at hele sin stemme, men man kan høre Luca Guadagnino råbe højt om at han har en mission, at lade energien eksplodere. Og det gør den – i en rædselsfuld slutning.

Det gør ikke indtryk. Det føles forlorent.

'A Bigger Splash' er i biograferne fra den 17. marts

Facebook
Twitter