Anmelder begejstret for Vinterbergs nye filmtragedie: 'Et chok at være vidne til'

'Kursk' er en medrivende actionthriller, mener anmelder om Thomas Vinterbergs nyeste film.

- Der er noget nærmest perverst ved at se en mand blive gift og erklære sin evige kærlighed til sin kone ved en stor, hjertevarm fest med venner og kolleger, for derefter at blive ignoreret af mennesker, der ikke vil se fremmede soldater rode med deres legetøj. (© Mika Cotellon/UIP)

Vi har set det så mange gange på film.

Faktisk handler de fleste fortællinger om det – om mennesker, som på en eller anden måde er på den berømte 'skider'.

Vi er vant til at se nødstedte mennesker slås som vanvittige for at overleve. Og vi er vant til at se krigsfilm, hvor folk kæmper for at overleve på trods af en magtfuld fjende.

Vores utrolige overlevelsesinstinkt er jo netop noget af det, der gør os imponerede over at være mennesker.

Russerne ville ikke tabe ansigt

Når overlevelseskampen i Thomas Vinterbergs 'Kursk' alligevel bliver et lille chok at være vidne til, er det, fordi de mennesker, som burde gøre alt for at redde vores nødstedte helte, vælger at lade være.

Det skyldes de særlige omstændigheder, da den enorme atomubåd Kursk, med en længde som to fodboldbaner, sank og eksploderede af to omgange under en øvelse ved Murmansk nord for Rusland.

Den britiske skuespiller Colin Firth spiller en af hovedrollerne i 'Kursk'. Han modtog i 2011 en Oscar-statuette for sin rolle i 'Kongens store tale'. (© UIP)

Den store russiske militærbamse var ikke, hvad den havde været dengang i år 2000.

Udstyret var slidt oven på flere års økonomisk vaklen, og da den militære ledelse skulle iværksætte en redningsplan for at hjælpe de 118 nødstedte sømænd i dybet, var en del af udstyret solgt videre – eller bare ikke tidssvarende.

Englænderne og nordmændene tilbød hjælp med mere moderne udstyr, men de russiske ledere ville ikke tabe ansigt.

De ville ikke udstille deres egen manglende formåen ved at sende dykkere fra en fremmed magt ned i en af deres militære stoltheder.

Derfor gik der adskillige timer med ingenting dengang i august 2000. Derfor kom den militære ledelse med søforklaringer. Derfor protesterede sømændenes koner og mødre. Derfor endte det hele i en berømt tragedie.

Brikker i et internationalt magtspil

De begivenheder kunne nemt være blevet drejet over i et bidende angreb på den russiske præsident, Vladimir Putin, der havde siddet ved magten i 100 dage, da Kursk gik ned.

Han strammede gevaldigt op på disciplinen i katastrofens kølvand, blandt andet ved at stække pressefriheden.

Thomas Vinterberg og hans manusforfatter Robert Rodat kunne også have gjort fortællingen om Kursk til en neglebidende politisk thriller som ubådsdramaet 'Jagten på Røde Oktober' fra 1990.

I stedet har de vendt blikket mod de overlevende sømænd og deres familier.

Ikke for at traske rundt i fortvivlede følelser, om end det også er en del af 'Kursk', men for at vise almindelige mennesker, der pludselig bliver til bittesmå, brug-og-smid-væk-brikker i et internationalt magtspil.

Der er noget nærmest perverst ved at se en mand blive gift og erklære sin evige kærlighed til sin kone ved en stor, hjertevarm fest med venner og kolleger - for derefter at blive ignoreret af mennesker, der ikke vil se fremmede soldater rode med deres legetøj.

I den kontrast mellem sømændene, der vender hver en mulighed for at overleve, og deres overordnedes hjerteløshed, rammer 'Kursk' noget sjældent med sin usædvanligt rene fornemmelse af uretfærdighed.

Ikke samme personlige tone

Danske filmfans vil utvivlsomt hellere se Thomas Vinterberg skabe film som 'Festen', 'Submarino' og 'Jagten' i Danmark.

Og 'Kursk' har afgjort ikke samme personlige tone som hans bedste dansksprogede film.

Men hvis man glemmer de smålige krav, som altid har været Thomas Vinterbergs trofaste følgesvend, er 'Kursk' en medrivende actionthriller med både stærke politiske og humanistiske toner.

Som en ekstra bonus kan man se en håndfuld danske skuespillere i rollerne som russiske sømænd og deres koner.

Den franske skuespillerinde Lea Seydoux er mest kendt for sine roller som Emma i 'Adeles Liv' og Madeleine Swann i James Bond-filmen 'Spectre'. Nederst i højre hjørne ses danske Helene Reingaard Neumann. (© Mika Cotellon/UIP)

Mens belgiske Matthias Schoenaerts, franske Lea Seydoux, svenske Max von Sydow og engelske Colin Firth tager sig af hovedrollerne, optræder Bjarne Henriksen som russisk flådekaptajn og Lars Brygmann og Martin Greis som uheldige bjergningseksperter.

Herudover er Katrine Greis-Rosenthal og Helene Reingaard Neumann hustruer, mens Peter Plaugborg og Magnus Millang må kæmpe for livet på havets bund.

Det havde nok været mere troværdigt med russisktalende russere i rollerne. Men det er – på sin egen måde – også en helt særlig oplevelse...

Facebook
Twitter