Anmelder beruset af årets mest hypede gyserfilm: Hvor syg kan en familie blive?

Anmelder Per Juul Carlsen er vild med gyseren ’Hereditary – Ondskabens hus’. Altså, lige indtil der går hokuspokus i den.

Milly Shapiro spiller den mystiske lillesøster i filmen. (© Nordisk Film)

Kære Ari Aster, jeg er imponeret.

Det er imponerende, hvad du kan med et par kameraer, en håndfuld lyde og en røvfuld referencer til hele gysergenrens sprog.

Alene introen til din ’Hereditary – ondskabens hus’, hvor kameraet svæver rundt blandt små kunstinstallationer, der står opstillet i et hus, er fantastisk. Installationerne ligner alle sammen virkelige begivenheder i rum, men de er kunstige. De er skabt i miniatureformat, som i dukkehuse, men de er åbenlyst ikke skabt af et barn.

Og til sidst zoomer du ind på et af dukkehusrummene, hvor en ung mand ligger i en seng. Dit kamera låser sig fast og lige så stille får man en fornemmelse af, at den unge mand i en seng ikke er et miniatureværelse, der står på et bord i et hus, men en rigtig ung mand i et rigtigt værelse …

Og ganske rigtig. En far åbner døren ind til værelset og siger godmorgen til den unge mand i sengen. Hvilken virtuos åbning på en film!

Det er meget lang tid siden, en film har givet mig en så berusende fornemmelse af, at noget vildt vil komme til at ske her – i spændet mellem de kunstneriske dukkehuse og den virkelighed, manden og drengen i sengen, befinder sig i. Og er faderen ikke skuespilleren Gabriel Byrne? Jo, det er!

På rollelisten ses blandt andre Alex Wolff, Gabriel Byrne, Toni Collette og Milly Shapiro. (© Nordisk Film)

Den mystiske søster

Og så fortsætter du ellers med at imponere. Den unge mand i sengen, Peter, har en lillesøster, der på en eller anden måde ikke er normal.

Hendes ansigt ligner en trafikulykke. Af højde ligner hun en pige på 11 år, men hun har tydeligvis betydelige bryster.

På en eller anden måde formår du at undgå alle konventioner og typiske løsninger i gyserfilm med den pige. Jeg havde ingen anelse om, hvad hun skulle i historien. Set i bakspejlet kunne jeg nok godt have ønsket, at hun blev brugt til lidt mere, men skidt. Den måde, du bygger hende op er imponerende.

Instruktøren selv er kæmpe gyserfan

I det hele taget er det et utroligt åbent og uforudsigeligt billede, du giver af Peters familie. Bedstemoderen er lige død, og moderen Annie er rystet. Bedstemoderen var sygeligt dominerende, får vi at vide, så meget at hendes væsen kaster lange og mørke skygger ind i familien.

Da Annie fik sin datter, insisterede bedstemor på at amme den lille pige. Hvor syg kan man være? Og hvor syg kan en familie blive? Og hvor sygt lovende kan en film se ud?

Jeg googlede dit navn og fik hurtigt mine anelser bekræftet. Du har været vild med gyserfilm, siden du var dreng. ’Ari Aster har set så godt som alt, hvad der findes af gysere’, står der flere steder på nettet.

Du kan alle genrens kneb og ved hvordan, du bruger og ikke mindst hvordan du helt undgår at bruge dem. Det fungerer sublimt i den første halvdel af ’Hereditary – ondskabens hus’, hvor filmen ligner et virkelig originalt psykologisk portræt af en familie, der har arvet en kvindes syge sind. Der er uendeligt mange muligheder i den historie, du bygger op.

Lidt for meget okkult hokuspokus

Men efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til, at du hele tiden skulle lege med din kameraføring. Pludselig skulle billedet vendes og drejes på overraskende, lækre måder.

Det begyndte at fylde mere og mere efterhånden, som det spændende portræt af den syge familie opløste sig i velkendte løsninger for gyserfortællere, der ikke helt ved, hvordan de skal runde al deres spænding af.

’Hereditary – Ondskabens hus’ er blevet hypet i udlandet og tegner til at blive sommerens helt store gys. (© Nordisk Film)

Der kom flere og flere henvisninger til mytiske figurer på banen. Mere og mere åndemaneri, mere og mere okkult hokuspokus begyndte at afløse den sært fascinerende psykologi, du havde bygget op.

Scenen, hvor Peters ansigt bliver helt forvredet midt i en skoletime, er suveræn. Og den samtale, Peters venner har i baggrunden, mens de ryger en ordentlig koger og Peter får det rigtig skidt, er, som I amerikanere siger amazing. Men derefter mister du historien til nemme gyserkneb.

Øv. Men jeg forstår dig. Når man kan så meget og ved så meget, skal man da skynde sig at fyre det af i sin debutfilm. Du skal da ha’ prøvet alle muligheder for at skræmme livet af folk. Men prøv at slappe lidt af næste gang.

De mest effektive gysere er nu engang dem, der holder sig stramt og konsekvent til deres historie.