Anmelder blæst bagover: Den her film er som en hvirvelvind i dit hoved

Joaquin Phoenix er småfed og fantastisk som lejemorder i 'You Were Never Really Here'.

Anmelder Per Juul Carlsen synes, at Joaquin Phoenix spiller helt fantastisk og troværdigt - som om han har slettet sig selv og fået en ny identitet som lejemorderen Joe. (© Scanbox)

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan du har det, når du forlader biografen efter at have set ’You Were Never Really Here’.

Men jeg har et kvalificeret gæt. Du vil være svimmel. Du vil undre dig over, hvad du egentlig sad og kiggede på og hvilken hvirvelvind på 85 minutter, der lige fløj gennem dig. Du vil spekulere over, hvad i alverden det var for et menneske, du lige blev præsenteret for.

Du vil fundere over, om man virkelig kan være en slasket, småfed og usoigneret type, der bor hjemme hos sin gamle mor, og samtidig være en hårdkogt lejemorder, der afliver medmennesker med samme selvfølgelighed, som andre står op om morgenen og bager brød eller ordner regnskaber.

Og du vil filosofere over, hvordan verden ser ud, når man netop er lejemorder, og når man går ned i den nærmeste isenkræmmer og køber en hammer. Ikke fordi der er nogen søm, der skal bankes på plads, men fordi en hammer er et let og næsten lydløst våben, der uden de store problemer kan banke hjerneskallen ind på folk, der er i vejen.

Som om at Joaquin Phoenix har slettet sig selv

Du vil fundere over, om verden virkelig knækker så brutalt sammen, når man er veteran fra endnu en udsigtsløs krig et sted i Mellemøsten.

Du vil filosofere, om man virkelig føler sig løsrevet og følelsesløs overfor verden som lejemorder, som om omgivelserne bare er kulisser, der kan knuses med et slag fra en hammer, i håb om at den rigtige verden gemmer sig omme bagved.

Hvordan har Joaquin Phoenix, den smukke mand, dog ædt sig så rund på så flappet og flommet en måde? (© Scanbox)

Du vil huske lejemorderen Joe og tænke ’hvordan har Joaquin Phoenix, den smukke mand, dog ædt sig så rund på så flappet og flommet en måde?’

Og hvor spillede han dog helt fantastisk, som om han havde slettet sig selv og havde fået en ny identitet som lejemorderen Joe.

Afhængigt af hvilke film, du har set før, vil du sige til dig selv, at du da godt nok har set mange film om lejemordere eller gangstere, der havner i store problemer, fordi der er gået ged i en opgave, de er sat til at løse. Og at ’You Were Never Really Here’ er netop en af den slags film.

Og at der er rigtig meget i filmen, du har set før.

Velkendt – men alligevel meget anderledes

For eksempel at lejemorderen kun knytter sig til sin mor, at han først genopdager mennesket i sig selv, da han redder en teenagepige fra at blive misbrugt af rigmænd, og at politikere i bund og grund er nogle skruppelløse svin.

Og du tænker på instruktører som Sam Peckinpah, Martin Scorsese og Quentin Tarantino, der plejer at dyrke mænd i store etiske dilemmaer.

Lejemorderen Joe genopdager først mennesket i sig selv, da han redder en teenagepige fra at blive misbrugt af rigmænd. (© Scanbox)

Men der er alligevel noget anderledes ved ’You Were Never Really Here’. Den gør ikke som den slags film plejer.

Og du får lige lyst til at tjekke, hvem instruktøren er og opdager at det er skotske Lynne Ramsay, der sidst instruerede ’We Need to Talk About Kevin’, og du tænker sikkert, at hun da har en særlig evne til at gøre noget andet, end andre gør.

Du får lyst til at se filmen igen

Og du kommer til at tænke på musikken, der aldrig følger det normale spor for filmmusik, og som skifter mellem alskens genrer, fra hip hop-beats over natklubjazz til elektropop og som aldrig serverer lige præcis de følelser, vi forventer vil blive serveret i den slags scener.

Og du opdager, at komponisten er Jonny Greenwood fra rockbandet Radiohead og husker, at det også er ham, der skriver ukonkret musik til Paul Thomas Andersons film.

Og du føler dig rundtosset og undrer dig over hvilket sug af anderledes billeder og lyd og musik, du lige havde oplevet. Og du får lyst til at prøve turen igen.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er lige det, du vil tænke, når du har set ’You Were Never Really Here’. Men jeg tror det.

Facebook
Twitter