Anmelder: Dansk instruktørs genindspilning af filmklassiker er lækker og effektiv, men føles uvirkelig

Flere hormoner, men mindre mennesker. Sådan opsummerer filmanmelder Per Juul Carlsen danske Michael Noers genindspilning af den klassiske fængselsfilm 'Papillon'.

Rami Malik (især kendt fra tv-serien 'Mr Robot') og Charlie Hunnam (især kendt fra tv-serien 'Sons of Anarchy') er hovedrolleindehavere. Men også danske Roland Møller er på rollelisten i Michael Noers genindspilning af filmklassikeren 'Papillon'. (Foto: Jose Haro © Bleeker Street)

Det er meget tænkeligt, at min hjerne spiller mig et puds.

Det har den gjort så mange gange, den filur. Den fortæller mig, at jeg har set en ung fyr, der traver afsted sammen med hundrede andre franske straffefanger.

Men i modsætning til de andre fanger vender den her unge mand sig om og ser sig usikkert tilbage i flere retninger, som om han spørger sine landsmænd: 'Mener I det virkelig? Sender I os af sted til et fængsel helt ovre på den anden side af Atlanterhavet? Nogle af os er jo bare uenige i Frankrigs politik, andre har jo knap nok gjort noget …'

Dokumentarklip i spillefilm er ofte en pest

Og så vender han sig om og følger resten af flokken med bøjet nakke og usikre skridt.

Den unge mand dukker op sidst i danske Michael Noers amerikanske genindspilning af filmklassikeren 'Papillon', baseret på en bestseller af Henri Charrière.

Men modsat så godt som hele filmen, er den unge fange ikke sat i scene af Michael Noer. Han er virkelig. Han er taget fra en næsten 100 år gammel dokumentaroptagelse af franske fanger på vej til fængslet på Djævleøen ved kolonien Fransk Guyana i Sydamerika.

Og ligesom resten af Frankrig havde han kun en fjern anelse om de grumme forhold på Djævleøen – om at fangerne blev behandlet som menneskeligt ukrudt.

Ofte er dokumentaroptagelser, der dukker op som afslutning på en spillefilm, en pest.

De er der kun for at slå fast, at filmen skam er baseret på virkelige hændelser, og at du faktisk skal hive de store følelser frem, for det er altså sket, det, du lige har været vidne til.

Men i tilfældet 'Papillon' giver det god mening.

Fordi det hører med til historien, at Henri Charrière, der er forfatter til selvbiografien, som filmen er baseret på, selv var en af de fangere, der blev bragt til Djævleøen. Fordi det er så underspillet. Og fordi Michael Noers dramatisering af Charrières beretninger fra Djævleøen netop er en heftig dramatisering med fuld knald på fysikken.

Effektivt som bare fanden

Med mænd, der sætter en fed streg under mand og med en hovedrolleindehaver, briten Charlie Hunnam, der har skabt sig en karriere på at posere så meget, at han mere ligner en verdensmester i kampsport end en skuespiller. Han har for eksempel en fortid i rockerserien 'Sons of Anarchy' og i sidste års testosteron-pumpende filmudgave af 'Kong Arthur'.

Lidelsen kan mærkes ud gennem lærredet i 'Papillon'.

Og det nære bånd mellem de to hovedpersoner, Papillon og den lidet fysiske rigmandssøn, Louis Dega, bliver brændt fast på nethinden. Men i modsætning til Michael Noers tre danske film 'R', 'Nordvest' og 'Nøgle hus spejl', føles 'Papillon' ikke som et stykke virkelighed. Det føles derimod filmisk med replikker, der hviskes hvislende for effektens skyld, med blikke, der bygger op til store fysiske opgør, og mænd, der handler mere, end de tænker og føler.

Det er effektivt som bare fanden at følge Papillon og Dega i skibet til Djævleøen.

Det er brutalt at se store drenge af rige familier få skåret maven op, fordi hårde halse er klar over, at rige dengser gemmer deres penge i indvoldene.

Det er grumt at se fanger blive pisket ihjel for at være for langsomme til at flytte nogle ligegyldige sten - og blive affodret med tynd suppe og ugegammelt brød.

Filmen føles ikke som virkelighed - og dog

Det er vanvittigt at se Papillon blive isolationsfængslet i årevis som straf for at forsøge at flygte. Men mellemregningerne – tankerne, samtalerne, personbeskrivelserne – er fraværende. Det er nemt at blive revet med af 'Papillon' som filmdrama, men meget sværere at se det som virkelighed, som rigtige mennesker i rigtige hændelser.

Men dokumentaroptagelsen af den unge mand, der usikkert ser sig tilbage, hiver 'Papillon' tilbage i øjenhøjde med verden. Det er muligt min hjerne snød mig igen. Måske havde jeg bare et behov for at få den lækre, effektive iscenesættelse til at lande i virkeligheden.

Det sørgede staklen i dokumentarfilmen under alle omstændigheder for.

Facebook
Twitter