Anmelder er ikke imponeret over ny Pilou Asbæk-film: Den ligner noget fra 90’erne

’Skytsenglen’ virker ude af trit med tiden, ifølge filmanmelder Per Juul Carlsen.

’Skytsenglen’ er Pilou Asbæks første danske film siden 'Krigen' i 2015. (© Scanbox)

Velkommen til det omrejsende filmmuseum, ’Skytsenglen’.

Her kan du opleve film som i gamle dage, ikke stumfilm, men film som i 1990’erne eller deromkring, bare med moderne filmstjerner som Pilou Asbæk, Johannes Lassen og Cyron Melville i hovedrollerne.

Det var dengang, man ofte kunne se film, der foregik et specifikt sted i verden, et sted med sit eget sprog og en eksotisk lokalkolorit – og alligevel forsøgte folkene bag filmene at gøre dem så internationale som muligt ved at sætte alle til at tale engelsk.

Ikke amerikansk eller engelsk som i England, men engelsk med en mudret international mellemdialekt som lød lidt af alle folkeslag, og derfor ikke rigtig af nogen.

Sådan mente man, at folk ville se ikke-amerikanske film dengang, som i Bille Augusts ’Åndernes hus’ og ’Frk. Smillas fornemmelse for sne’ eller talrige andre film, der blev kaldt europudding, fordi de blev produceret med penge fra flere lande og lød af en stor klatkage af sprog og kulturer.

Kun Lars von Trier er fortsat med at lave med den kulør – men på sin helt egen måde, naturligvis.

Derudover har filmverdenen bevæget sig i retning af at lave film med en stærk og distinkt lokalkolorit, så man kan mærke og smage det eksotiske, hvad enten det er Sønderjylland i ’Kunsten at græde i kor’, Lapland i ’Sameblod’ eller Barcelona i ’Alt om min mor’.

Sig goddag til europudding – igen

Og her kommer så finske Arto Halonen og genopliver europudding-looket fra 1995 i den engelsksprogede ’Skytsenglen’.

Det kunne have været en særegen film fra en helt særlig periode og med en helt unik fortælling fra dansk kriminalhistorie om den 29. marts kl. 10.45 i 1951, da en ung mand ved navn Palle Hardrup gik ind i Landsmandsbankens filial på Nørrebrogade og skød to ansatte inden han stak af med et sølle beløb.

Hardrup påstod siden at være blevet hypnotiseret til at begå bankrøveriet af en tidligere medfange, Bjørn Schouw Nielsen. Begge havde siddet i Horsens Statsfængsel, anklaget for landsforræderi under 2. verdenskrig.

Den historie har alle muligheder for at fortælle om Danmark på et særligt tidspunkt, men Arto Halonen har i stedet hentet skuespillere fra både Finland, USA og Kroatien, optaget filmen i gader, der i hvert fald ikke ligger i Danmark og i det hele taget givet sin ’Skytsenglen’ en fælleseuropæisk, europudding-tone.

Sådan kan man genopleve 1990’ernes film i ’Skytsenglen’. Men man kan også komme helt tilbage til 1930’erne og 40’erne.

Pilou Asbæk i en scene med den kroatiske skuespiller Rade Šerbedžija. (© Scanbox)

Hvor smukke kvinder drages mod dunkle mænd

’Skytsenglen’ låner begejstret fra den klassiske film noir, den hvor detektiver og politifolk, ofte spillet af Humphrey Bogart, bærer lange frakker, mens de stålsat kæmper for retfærdigheden, hvor smukke kvinder drages mod dunkle mænd og hvor den begavede skurk smiler et lumsk diabolsk smil.

Og hvor filmene i øvrigt ser ud til at være optaget i en kunstig verden af kulisser ligesom ’Skytsenglen’.

Ligesom i film i gamle dage, skynder Halonen sig også at understrege, hvor hans figurer står i forhold til historien. Hans skurk, Bjørn Schouw Nielsen, understreger altid sine scener med et stort diabolsk smil.

Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, hvad hver enkelt person tænker og føler. Det er en helt anden verden end tidens kunstneriske film, der lader det være op til publikum at fortolke og finde nuancer i filmfigurerne.

Så skidt med at ’Skytsenglen’ virker umådeligt ude af trit med tiden. Skidt med at den slet ikke virker forankret i noget, man kan forholde sig til, selvom den skal forestille at være baseret på virkelige hændelser i København.

Og skidt med at den slet ikke er spændende, fordi den skyldige bliver afsløret efter 10 minutter og resten af filmen bare handler om at få ham til at tilstå. Den er stadig en dejlig tur på filmmuseum.