Anmelder: Film om flygtningekrisen tegner grumt billede af Europa

Michael Haneke får ikke skovlen under flygtningesituationen, men den østrigske instruktør maler et billede af mørkt og dysters Europa i filmen ’Happy End’.

Filmen 'Happy end' er instrueret af østrigske Michael Haneke. (Foto: pressefoto)

Det er jo ikke fordi han plejer at padle udenom de store og svære emner, ham Michael Haneke.

Han beskrev for eksempel Dødens grumme natur i ’Amour’. Han pillede i den franske nations dårlige samvittighed overfor de gamle nordafrikanske kolonier i ’Skjult’. Han viste os en ung følelseskold mand, der slog et andet menneske ihjel i ’Benny’s video’. Og han hudflettede vores trang til at hygge os med vold på film i ’Funny Games’.

Det er svært at få øje på det emne, der er for stort og svært og seriøst for østrigske Michael Haneke, måske Europas mest beundrede filmmager i de her år. Men alligevel … flygtningesituationen? Europas følelseskulde overfor mennesker på flugt?

Hvordan får man spiddet den tragiske flygtningesituation, så alle kan se det, ligesom Haneke viste kærlighedens sidste smukke krampetrækninger overfor Døden i ’Amour’ og manglen på familienærvær i ’Benny’s video’?

Hvordan kan man dissekere noget, der er så tydeligt inhumant, som når velbjergede europæere spytter på og spænder ben for mennesker, der flakser stakåndet gennem et fremmedi håb om at finde tryghed?

Svaret er: Det kan man ikke. Eller rettere: Michael Haneke gør det ikke med ’Happy End’.

Europa har glemt glæden ved at leve

Uanset hvor skarpt et blik Haneke har for vor tids store dårskaber, får han ikke vist os nye og overraskende sider af flygtningesituationen i Europa.

Det betyder ikke at ’Happy End’ er mislykket eller dårlig eller ramt helt ved siden af. Haneke får bare ikke banket sømmet præcist i den her gang.

Til gengæld får han skabt et uforglemmeligt billede af et rigt Europa, der har glemt glæden ved at leve. Det er bestemt også en bedrift.

Ingen andre kan som Haneke smaske følelseskulden lige op i fjæset på os, som da han åbner ’Happy End’ med at vise en håndfuld af en 12-årig piges smartphone-optagelser. Det begynder med uskyldige optagelser af moderen, der børster tænder på badeværelset.

Men pludselig bliver pigens hamster, som hun er træt af, aflivet med gift. Og i næste øjeblik ligger moderen livløs i stuen, og den 12-årige pige konstaterer, at hun hellere må ringe efter nogen.

Stærk kontrast mellem fattig og rig

Den følelseskulde sniger sig med ind i resten af filmen, mens pigen Eve og hendes smartphone flytter fra sin mor, som bliver indlagt efter et tilsyneladende selvmordsforsøg, op til sin far og resten af den stenrige Laurent-familie i Calais i det nordlige Frankrig - lige op og ned af flygtningestrømmen.

Her forsøger fattige mennesker at overleve, mens de rige Laurent’er virker mere optaget af at dø - og holde deres enorme fabrik kørende.

Den gamle demente patriark, Georges, er nærmest besat af ønsket om at dø. Og da 12-årige Eve flytter ind med en lignende dødsdrift, finder han endelig en der – tilnærmelsesvis – forstår ham.

Barnebarnet Pierre, en voksen mand i 20’erne, har det ikke meget bedre med sine alkoholproblemer og psykoser. Han er tilsyneladende blevet mentalt ustabil af at leve afsondret fra verdens reelle udfordringer.

Og hans mor, Anne, spillet af Isabelle Huppert, er mest optaget af firmaet og at gifte sig igen, i et følelseskøligt fornuftsægteskab, med en britisk forretningsmand.

En overklasse af levende døde

Filmhistorien er rig på velhavende familier fortabt i følelseskulden, men sjældent har der været så meget levende død over overklassen. Kontrasten til afrikanske flygtninge, der forsøger at overleve, er enorm, hvilket Haneke understreger med sin særlige knastørre brutalitet sidst i ’Happy End’.

Det havde uomtvisteligt været mere overraskende med en film om en superglad overklassefamilie.

Og det er ikke svært at affærdige ’Happy End’ som endnu en film, der gentager klichéen om at rigdom ødelægger sjælen.

I hvert fald er beskrivelsen af familien Laurent ofte betænkelig tæt på at køre i tomgang. Den udvikler sig meget lidt.

Men det lykkes under alle omstændigheder Haneke at tegne et kraftfuldt billede af Europa lige nu, en gold og kærlighedsløs eksistens, der – som familien Laurent – er frosset inde i en boble af overflod.

Facebook
Twitter