Anmelder forvirret over længe ventet Oscar-film: 'Hvad skal jeg bruge den til?'

Hvornår skal man grine, og hvad skal man tage alvorligt i filmen 'Vice', spørger anmelder.

'Vice' er en biografisk komedie om Dick Cheney, som var vicepræsident i USA fra 2001 til 2009. Christian Bale spiller Cheney, mens Amy Adams (tv.) spiller Lynne Cheney, og Sam Rockwell og Andrea Wright spiller præsidentparret. George W. og Laura Bush. (Foto: Matt Kennedy © SF Studios)

Forestil dig en virkelig fjollet amerikansk komedie – den slags, hvor en snotdum og mandschauvinistisk nyhedsvært går amok på tværfløjte på en jazznatklub og fløjter løs, mens han stikker hovedet ind under toiletdøren til en mand, der sidder på lokum.

Okay, forestil dig så den fjollethed kombineret med et gennemresearchet portræt af en vicepræsident, der var med til at lede USA ud i en af landets mest kontroversielle krige.

Hænger det sammen?

Nej.

Og det vil det heller ikke gøre, når du har set 'Vice'.

Idéen om en biografisk komedie går måske an, når den handler om en rocksanger som Freddie Mercury fra Queen. Men at give nulevende politikere komiske punchlines, og samtidig hudflette og kulegrave deres store politiske indflydelse, er et skridt i to retninger på én gang.

Det er ikke desto mindre præcis, hvad den amerikanske komiker og instruktør Adam McKay har gjort med 'Vice'.

Den er grundlæggende et portræt af Dick Cheney, der var reserveret og hemmelighedsfuld vicepræsident under George W. Bush fra 2001 til 2009, og som generelt bliver betragtet som én af de mest indflydelsesrige vicepræsidenter i nyere, amerikansk historie.

Sam Rockwell spiller rollen som George W. Bush i 'Vice'. Han er nomineret til en Oscar for Bedste mandlige birolle, som han vandt sidste år for sin rolle i filmen 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' (Foto: Matt Kennedy)

Fuld af satiriske udleveringer

Men 'Vice' er i lige så høj grad et portræt af en nationalistisk og økonomisk udvikling i amerikansk politik fra præsident Richard Nixon i begyndelsen af 1970'erne over Ronald Reagan og George W. Bush frem til Donald Trump.

Og så er 'Vice' altså en komedie fuld af satiriske udleveringer af de involverede politikere. Mens Cheney står i midten som den tavse strateg, vælter især præsident Bush og forsvarsminister Donald Rumsfeld rundt som klovne og excentrikere.

Titlen 'Vice' henviser naturligvis til vicepræsidenten, men ordet betyder også 'last' eller 'dårlig vane' på engelsk, og filmen vælter sig i amerikansk politiks laster. Rumsfeld, Cheney og Bush er interesseret i magt og betydning for enhver pris.

Jura, diplomati og efterretningsrapporter bliver bøjet efter forgodtbefindende, hvilket førte til invasionen af Irak, hvor USA og dets allierede, herunder Danmark, aldrig fandt de masseødelæggelsesvåben, man havde brugt som undskyldning for at gå i krig.

Hvad skal man så tage alvorligt, og hvad skal man grine af i 'Vice'?

Godt spørgsmål.

Adam McKay, der engang stod bag uhøjtidelige komedier som 'Anchorman' og 'Talladega Nights', har fundet sig en ny karriere som satirisk revser af det neo-liberalistiske USA.

Baseret på en sand historie - eller?

I sin forrige film, 'The Big Short', brugte han med stort held humor og satire til at klæde finanskrisen af.

'Vice' er fyldt med samme drillende og komiske omgang leg med virkelige hændelser.

Christian Bale tog 18 kilo på for at spille Dick Cheney og er blevet nomineret til en Oscar for Bedste mandlige hovedrolle. Filmen 'Vice' er i alt nomineret til otte Oscar-statuetter. (Foto: Matt Kennedy © SF Studios)

'Baseret på en sand historie' begynder filmen på klassisk vis, hvorefter den tilføjer: 'Eller så sand, som den nu kan blive, når man portrætterer en af USA's mest hemmelighedsfulde politikere – men vi gjorde kraftedeme vores bedste'.

Og til allersidst sender McKay os forbi en fokusgruppe, hvori en af deltagerne klager over, at 'Vice' er venstreorienteret. En anden deltager svarer, at filmen kun bygger på fakta, og så ender det hele i et slagsmål.

Så legende, selvironisk og drillende er 'Vice' hele vejen igennem, og i den leg ligger der en klar opfordring fra McKay til ikke at tage alt i filmen for pålydende – og i øvrigt tænke selv.

Hvad man tager alvorligt, og hvad man griner af, er helt op til den enkelte.

Det er det naturligvis i alle film, men 'Vice' bærer en klar opfordring til at se med undersøgende og nysgerrige øjne på de mennesker, der styrer USA.

Tilbage står det helt store spørgsmål: Hvad kan man bruge 'Vice' til?

Det kan godt være, at skuespilleren Christian Bale ikke får gjort Dick Cheney til en mindeværdig filmskikkelse, men man kan i hvert fald beundre Bale, der har taget 18 kilo på for at spille Cheney, og tillige har studeret vicepræsidentens særlige mimik ned i mindste detalje.

Og man kan nyde filmmager McKay, der opfindsomt leger løs med mediet. Og man kan bruge 'Vice' til at grine. Og til at nærstudere en politisk virkelighed, der godt nok er blevet snoet til venstre, men slet ikke så meget, at den er ukendelig.

Facebook
Twitter