Anmelder: 'Game of Thrones'-plagiat fortjener ikke vores Nikolaj Lie Kaas

Skal du se en historisk serie i år ... skal det nok ikke være 'Britannia'. DRs serieekspert Frederik Dirks Gottlieb har set første afsnit.

Det er en stor ære som skuespiller at få en rolle i en international tv-serie.

Skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk og Birgitte Hjort Sørensen har fået enorme mængder af opmærksomhed efter at have fægtet med giganterne i kassesuccesen 'Game of Thrones'.

Lige om bliver det Søren Mallings tur i Viaplay-serien 'Rig 45'.

De danske skuespillere er populære i udlandet, og det har længe undret mig, at Nikolaj Lie Kaas ikke for længst har fået en bærende rolle i en af de helt store tv-serier. Nikolaj Lie Kaas kan ellers det hele. Han er karismatisk, sjov og en formidabel dramatisk skuespiller.

Det har skaberne bag en af dette års større seriesatsninger, 'Britannia', fået øjnene op for.

Nikolaj Lie Kaas har efter alt at dømme (ud fra første afsnit) en af de centrale roller i denne serie, som bedst kan beskrives som en historisk forankret udgave af 'Game of Thrones'.

'Britannia' foregår i år 43, hvor de magtsyge romere - tungt bevæbnet med sværd, armbrøst og skurke-latter - begiver sig ud for at invadere Storbritannien.

Her venter dem frygtløse keltiske klaner og druider med, hvad der må formodes at være telepatiske evner. Og så selvfølgelig Nikolaj Lie Kaas' karakter Divis - den eneste af druiderne, der har forudset romernes invasion.

Artiklen fortsætter efter 'Britannia'-traileren.

Alle elementerne er altså på plads i håbet om, at man med 'Britannia', i 'Game of Thrones’ fravær, kan stå med et gedigent hit, der får serie-englene til at synge:

En kendt historisk ramme, skuespillere fra flere eksotiske dele af verden, et overnaturligt element - og endda en pige, der ikke har et navn. Lyder det bekendt?

Associationer til 'Game of Thrones'

På trods af de åbenlyse sammenligninger med 'Game of Thrones', så når Britannia efter første afsnit ikke David Benioff og D.B. Weiss' mesterværk til sokkeholderne.

Allerede i første sæson af 'Game of Thrones' føltes serien nyskabende, velfortalt, perfekt castet og ikke mindst var man tryllebundet af George R.R. Martin’s gennemtænkte og detaljerede fantasy-univers.

Selvom det måske ikke er helt fair at sammenligne den noget billigere 'Britannia' (og slet ikke efter et afsnit) med 'Game of Thrones', må man alligevel forvente, at det er netop det, folk vil gøre, når de tænder for skærmen.

Ikke mindst fordi den engelske serieskaber Jezz Butterworth gør alt, hvad han kan for åbenlyst at jokke frem og tilbage i 'Game of Thrones’ fodspor. Endda helt ned til castingen af endnu en dansk Nikolaj.

Men denne gang er den danske Nikolaj simpelthen for god til den pågældende serie.

Her er det Mackenzie Crook (as Veran), der blandt andet er kendt for UK-udgaven af 'The Office'. (Foto: Stanislav Honzik © ©Sky UK LTD)

Kan nå at ændre sig

Til slut vil jeg understrege, at denne anmeldelse kun er baseret på ét afsnit, og at meget åbenlyst kan ændre sig på de resterende otte timer, som udgør 'Britannia's første sæson.

I så fald vil jeg være den første til at hylde Nikolaj Lie Kaas som Danmarks mest succesfulde serie-Nikolaj.

Han har potentialet til det.

'Britannia' er tilgængelig på HBO Nordic fra i dag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk