Anmelder: Genindspilningen af ’Mordet i Orientekspressen’ er flot, men føles forkert

Der er en mislyd i lækkerheden i genindspilningen af Agatha Christies krimiklassiker.

Kenneth Branagh i hovedrollen som den belgiske mesterdetektiv. (© Twentieth Century Fox)

Naturligvis er ’Mordet i Orientekspressen’ ikke en science fiction-film. Den har måske ikke meget med virkeligheden at gøre, men den er i hvert fald ikke en rejse ud i en helt anderledes fremtid.

Alligevel står Kenneth Branagh, instruktøren bag den spritny luksusudgave af Agatha Christies klassiske krimi fra 1934, overfor et klassisk science fiction-dilemma. Han er rejst tilbage i tiden, næsten 100 år, fra 2017 til 1934, og som ethvert barn af science fiction vil vide, står han med det evindelige tidsproblem: Hvordan rejser man i tid uden at påvirke den tid, man havner i?

Hvordan kan Kenneth Branagh trække ’Mordet i Orientekspressen’ hele vejen op til nutiden, og forsøge at skabe en klassisk udgave, i det fornemme brede 70mm-format og helt uden påvirkning fra moderne filmmageri?

Svar: Det kan han ikke. Branaghs ’Mordet i orientekspressen’ ligner en klassisk og velkendt og gammeldags udgave af en Agatha Christie-krimi. Men der er noget galt. Der er en fejl i matrixen.

Føles ikke ægte

Vi ved alle sammen, at det ikke er en klassisk ’Mordet i Orientekspressen’. Branagh forsøger at liste sig uden om 83 års begivenheder, hvilket inkluderer blandt andet læssevis af film og tonsvis af krimier, hvoraf mange har bygget videre på Agatha Christies meritter.

Branagh forsøger altså at skrue tiden tilbage til noget, der ikke findes længere, hvilket giver hans ’Mordet i Orientekspressen’ en sær kunstig smag. Den føles simpelthen ikke ægte.

Bevares, den ser suveræn ud. Da Orientekspressen bliver puffet af skinnerne på grund af en lavine i Balkans bjerge, ser det for eksempel aldeles troværdigt ud. Og billederne af toget, der glider gennem smukke landskaber i 70mm, er tæt på uforglemmelige.

Og skuespillet fra Branagh selv, fra Michelle Pfeiffer, Johnny Depp, Judi Dench, Willem Dafoe, Penelope Cruz og Daisy Ridley og mange flere er upåklageligt. Og så er der historien om den usympatiske amerikanske forretningsmand, der bliver myrdet midt på togrejsen, og om mesterdetektiven Hercule Poirot og hans opklaring af gåden for næsen af de måbende rejsende.

Bedaget og gammeldags

Ud fra en logisk betragtning er det en grotesk og småtosset historie, men skidt, det er også et smukt drama med store menneskelige konsekvenser.

Det føles ofte falsk eller uægte, når klassiske fortællinger bliver opdateret, simpelthen fordi verden har flyttet sig markant, siden de blev skrevet. Nye greb, nye virkemidler, nye moralkodeks og nye klichéer er blevet introduceret.

Især i Agatha Christies krimiverden har verdensordenen flyttet sig. Og Kenneth Branagh er så optaget af at få plottet i ’Mordet i orientekspressen’ til at virke klassisk, at det også forekommer bedaget og gammeldags.

Mesterdetektiv med fobi

Han forsøger at trække mesterdetektiven Poirot op til nutiden ved at udstyre ham med en ulykkelig forhistorie og en fobi over det uperfekte. Poirot vil simpelthen hellere dø end ikke at afsløre den skinbarlige sandhed for omverdenen. Det virker sgu lidt søgt, for at sige det ligeud. Og det er ikke mindst der, der ligger en falsk tone.

Branagh har været der før. Gennem sin efterhånden imponerende karriere som skuespiller, teaterinstruktør og filminstruktør har han restaureret flere klassikere af Shakespeare samt Mary Shelleys ’Frankenstein’, Mozarts ’Tryllefløjten’ og Charles Perraults ’Askepot’, ofte med en friskfyragtig nu-pepper-vi-lige-det-hele-lidt-op-tilgang, snarere end med en nyfortolkning eller en trang til virkelig at give det et personligt fingeraftryk.

Det betyder naturligvis ikke at ’Mordet i Orientekspressen’ er mislykket. Alt ser fantastisk ud, historien er god og skuespillerne er skønne at se på. Men der er altså en irriterende mislyd i øjnene.

Facebook
Twitter