Anmelder giver 6 stjerner til ny film om 2. verdenskrig: Det er et mesterværk

Filmen 'Værk uden skaber' får premiere i dag.

- I timerne efter 'Værk uden skaber' kunne jeg knap tænke andet, end at jeg var rystet over den kraftfulde fornemmelse af at have mærket tilværelsen utroligt tydeligt, skriver Per Juul Carlsen. (© UIP)

Jeg ved ikke, hvad du skal, næste gang du passerer fem busser, der holder med tændt lys ved siden af hinanden på en busstation.

Men jeg skal spørge chaufførerne, om de gider trykke deres horn i bund på én gang.

Og hvis de er med på den, skal jeg stå midt i den infernalske støj og lukke øjnene, mens jeg tænker på Elisabeth May.

Jeg vil mindes hendes skrøbelige sind og hendes livslyst og nåja, jeg vil nok også tænke på hendes kurver i den gennemsigtige lysegrønne kjole, hun havde på, da hun bad fem buschauffører om at trykke hornet i bund samtidig, så hun kunne mærke livet for fuld kraft i begyndelsen af filmen 'Værk uden skaber'.

Mens jeg står der med lukkede øjne, vil jeg tænke på, at den smukke unge kvinde nærmest blev beruset af de udtryk, som nazisterne ikke accepterede, alt det, der ikke findes nogen formler på – det som kun kunst kan beskrive.

Jeg vil tænke på, at også herhjemme, i dag, findes politikere, der vil statsstyre, hvad rigtig kunst er.

Jeg vil tænke på, hvordan Elisabeth May blev spærret inde på en institution for sindslidende, netop som nazisterne iværksætte deres planer om at aflive misdannede og psykisk syge.

Jeg vil opdage, at jeg knap nok kan komme i tanke om en smukkere skikkelse fra alle de film fra 2. verdenskrig, jeg har set.

En kvart million tyskere blev aflivet

Mens mine knogler vibrerer i larmen fra de fem busser, vil jeg huske, at jeg så utroligt tydeligt mærkede, hvor ulykkelig Elisabeth blev, da hun indså, at hun skulle tvangssteriliseres.

Jeg vil huske, at jeg sjældent har følt mig så meget tilstede i en tragedie, så tæt på, nærmest inde i et menneske.

Jeg vil mindes, at jeg sjældent har mærket vanviddet i nazisternes projekt så tydeligt som ved beskrivelsen af deres udryddelsesprojekt Euthanasie.

Omkring en kvart million tyskere blev aflivet.

Elisabeth May spilles af den tyske skuespillerinde Saskia Rosendahl. (© UIP)

Og jeg vil tænke over, at medlemmer i den nuværende polske regering fornylig ønskede Polen renset for homo- og transseksuelle.

Mens jeg står og bliver høj i livskraften fra bushornene, vil jeg tænke over den utrolige rigdom, der åbner sig i løbet af 'Værk uden skabers' tre timer og 8 minutter.

Jeg vil undres over, hvordan instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck formår at strikke så mange tråde sammen: nazisternes udryddelse af 'det urigtige', kunstens betydning for os mennesker og børns opgør med deres forældres synder.

Jeg vil frydes over den forunderlige livsbane, von Donnersmarck har skabt for Kurt Barnert, Elisabeth Mays nevø.

Takket være sin frodige, livsstærke tantes formaninger om 'aldrig at se væk' kaster han sig over kunst i en ung alder, men bliver trynet af nazisternes kunstsyn og derefter af kommunisternes i det tidligere DDR, inden han flygter til Vesttyskland og bliver kunstner på kunstens betingelser – ikke på sine egne.

Og så finder han sit eget udtryk, eller udtrykket finder ham, da en lærer på kunstakademiet forklarer, at vi gennem kunsten kan fortælle, hvem vi hver især er, ikke for at vise os frem, men for at forstå os selv.

'Livet er smukt'

Midt i larmen vil jeg blive opfyldt af en taknemmelighed over, at en filmmager har brugt 8 år af sit liv - siden floppet 'The Tourist', der fulgte op på den smukke debut 'De andres liv' – på at formulere et kunstsyn og samtidig beskrive fem mennesker, så de står knivskarpt, Elisabeth May, Kurt Barnert, den grumme, men geniale nazilæge Carl Seeband, hans datter Ellie og kunstlæreren Antonius van Verten.

Elisabeth May blev spærret inde på en institution for sindslidende, netop som nazisterne iværksætte deres planer om at aflive misdannede og psykisk syge. (© UIP)

De er mennesker, men de er også klare brikker i von Donnersmarcks skæbnepuslespil. Elisabeth May er livskraften. Kurt Barnert er os alle, som vi bliver formet af historiens voldsomhed.

Carl Seeband er magthavernes arrogance og fortidens synder. Hans datter er fremtiden og håbet. Og van Verten er kunstens sjæl.

Mens bussernes enstonige dytteri ryster mit kranie, vil jeg tænke tilbage på timerne efter 'Værk uden skaber', hvordan jeg knap kunne tænke andet, at jeg var rystet over den kraftfulde fornemmelse af at have mærket tilværelsen utroligt tydeligt.

Jeg vil huske, hvordan jeg pludselig indføjede 'Livet er smukt' i en tilfældig mobilbesked.

Og hvis jeg spørger mig selv, om 'Værk uden skaber' er et mesterværk, vil jeg minde mig selv om, at den slags er ligegyldigt.

Von Donnersmarck har formentlig ikke lavet sin film for at vise sig selv frem, men for at forstå hvem han selv er.

Jeg ved ikke, hvad du skal, når du passerer en håndfuld busser, men jeg skal ihvertfald be' alle chaufførerne dytte på én gang.

(© UIP)
Facebook
Twitter