Anmelder giver topkarakter til ny thriller: Kontant, dygtig og med brillant skuespil!

'Widows' er noget så sjældent som en rørende actionfilm, mener anmelder Per Juul Carlsen.

I de kvindelige hovedroller ses (fra venstre) Michelle Rodriguez, Viola Davis og Elizabeth Debicki. (© 20th Century Fox)

Kan du huske dengang for et par år siden? Dengang vreden i den amerikanske filmindustri begyndte at boble over?

Det var før #metoo-kampagnen mod seksuelle krænkelse og før #OscarSoWhite protesterede mod at sorte, gule og brune skuespillere fylder så lidt i amerikansk film.

Dengang Hollywoods hvide kvinder begyndte at protestere over den mere og mere skæve kønsbalance.

Det er forbavsende så langt den amerikanske filmindustri har rykket sig siden.

Succesrige film som 'Moonlight', 'Get Out', 'Crazy Rich Asians' og 'Black Panther' har gjort Hollywoods film mere farverige.

Og 'Ghostbusters', 'Wonder Woman' og endda en animationsfilm som 'De utrolige 2' har rettet lidt op på kønsbalancen.

Kynikere vil naturligvis indvende, at Hollywood kun gør som det plejer, følger pengene. Det er temmelig sandsynligt.

Den amerikanske filmbranche har haft flere perioder med mere fokus på køn og race, og ligeså stille er balancen trillet tilbage til den hvide mands fordel igen.

Liam Neeson spiller bandelederen Harry, der lever et godt liv i luksus med sin hustru Veronica (Viola Davis). (© 20th Century Fox)

Kontant i sin udlevering af tidens USA

Men når du ser en film som 'Widows', får du en fornemmelse af, at der faktisk er sket noget, og at det, der er sket, ikke kan rulles tilbage.

Så veludført er 'Widows', så kontant er den i sin udlevering af tidens USA, så dygtigt får den indarbejdet kvinder som hovedpersoner i en actionfilm og så sympatisk er den i sit fokus på mennesker, på medmenneskeligheden.

På afstand ligner 'Widows' en pendant den to år gamle genindspilning af 'Ghostbusters' med fire kvinder i hovedrollerne i stedet for fire mænd, som i den gamle udgave fra 1984. Det ligger næsten i filmens synops, at kvinder skal rulles for at vise kønsflaget.

Men så simpelt - og markedsorienteret - tænker den britiske instruktør Steve McQueen heldigvis ikke. Med film som 'Shame' og '12 Years a Slave' har han vist en befriende lyst til at gå sine egne veje.

Den linje holder han bestemt fast i med 'Widows', der omsætter en britisk tv-serie fra midt-1980'erne til nutidens Chicago, hvor ikke kun kvinder, men også de fattige sorte, ja, faktisk alle, er fanget i en samfundsstruktur, hvor det handler om at rage til sig af penge og magt.

Den konklusion kommer de tre kvinder Veronica, Alitzka og Linda meget hurtigt til, da deres mænd omkommer under et kup.

Veronica er gift med bandelederen Harry og levede et liv i relativ luksus - med en mand, hun elskede.

Alitzka voksede op som datter af en prostitueret - og fik en mand, der slog hende. Og Linda levede i den tro, at hun ejede sin lille butik med brugskunst. Hun anede ikke, at hendes evigtkriminelle mand havde pantsat den.

En storgangster og politiker, der mistede to millioner dollars, da kvindernes mænd omkom, vil have sine penge igen. Altså har kvinderne ikke anden udvej end at fuldføre mændenes kupplaner.

Alle i filmen er filtret ind i magtens og pengenes gang. Den irsk-amerikanske politiker Jack Mulligan, der forsøger at holde fast i sin fars position som lokalpolitiker, ligner typen på en led magtliderlig stodder i en amerikansk gangsterfilm. Men Jack vil egentlig hellere leve et helt andet liv. Han kan bare ikke slippe ud af magtspillet.

Colin Farell ses i rollen som den irsk-amerikanske politiker Jack Mulligan. Her sammen med Viola Davis, der spiller Veronica. (© 20th Century Fox)

Jack er filmens mest tragiske figur, og blot ét eksempel på at Steve McQueen ser både actionfilmen, kønsbalancen og USA fra nye vinkler.

'Vi skal have kærligheden tilbage i ligningen', erklærer en prædikant, der siden viser sig at være ligeså korrupt som alle andre, men Steve McQueen giver ham ret.

'Widows' er noget så sjældent som en rørende actionfilm, en film om at deles om noget, at interessere sig for hinanden, serveret som en actionthriller med 'Shakespearesk' volumen og med brillant skuespil af især Viola Davis som Veronica, Elizabeth Debicki som Alitzka, Colin Farrell som Jack Mulligan og Brian Tyree Henry som gangsteren og politikeren Jamal Manning.

I 'Widows' er alt i den smukkeste balance.