Anmelder: Golden Globe-vinder er ikke som andre film. Og nøj, hvor er det fantastisk

I ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er meget lidt, som det plejer – og det er skønt.

Frances McDormand spiller kvinden Mildred, der tager sagen i egen hånd, da hendes datter myrdes. Her ses hun i en scene med Woody Harrelson, der spiller byens sherif. (© 2018 Twentieth Century Fox Film Corporation.  All Rights Reserved.  Not for sale or duplication.)

Det er så simpelt, at det næsten burde være lyv.

Når tingene ikke ser ud, som de plejer, når folk ikke opfører sig, som vi er vant til, når det ene ikke fører til det andet, men til det tredje eller syvende, bliver vi nysgerrige. Vi spidser øjner og ører.

Når en hovedperson i en amerikansk film fra Langtpokkerivoldkøbing – derude hvor kragerne ikke engang gider komme – begynder at opføre sig på en måde, vi ikke er vant til, så spidser vi sanserne. Vi er på.

Sådan en person er Mildred Hayes. Hun er et klassisk offer i amerikansk film, ja, i al slags historiefortælling, den stakkels mor, der har mistet sit barn. Og vi forventer, at hun græder i stride strømme for at manifestere over for os, publikum, at her er en grusom forbrydelse med store konsekvenser.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Men Mildred Hayes hulker ikke. Hun nægter at være offer, selvom hun har været udsat for noget nær det værste, en mor kan opleve. Hendes teenagedatter blev voldtaget og myrdet og liget brændt.

I stedet vender hun rollerne om, hun skrider til handling og lejer tre store billboards, udenfor sin hjemby, Ebbing i Missouri. Her får hun trykt nogle enorme plakater.

På den første står: ’Voldtaget mens hun udånder’. På den anden: ’Og stadig ingen arrestationer?’ Og på den tredje: ’Hvorfor, Sherif Willoughby?’

Mildred Hayes, der har mistet sin datter, lejer tre store billboards. På den første står: ’Voldtaget mens hun udånder’. På den anden: ’Og stadig ingen arrestationer?’ Og på den tredje: ’Hvorfor, Sherif Willoughby?' (© 2018 Twentieth Century Fox Film Corporation.  All Rights Reserved.  Not for sale or duplication.)

Umådeligt morsomt og tankevækkende

Så fortæller vores vaneplagede hjerner os, at byens sherif, Bill Willoughby, er et dumt svin med lig i lasten, sandsynligvis racist og mandschauvinist og mere til.

Han er nok ikke ligefrem den type, man helst vil have til middag i et middeldansk hjem, men han er ikke usympatisk. Han gør faktisk sit bedste for at finde den skyldige. Og han er såmænd selv, på grusom vis, offer for den her svære og komplicerede tingest, vi kalder tilværelsen.

Sådan fortsætter instruktøren Martin McDonagh med at forstyrre og forskubbe vores forventninger i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’. Det er ikke alene så effektivt, at man konstant er nysgerrig på, hvordan begivenhederne udvikler sig i Ebbing og omegn. Det er også umådeligt morsomt, medrivende og tankevækkende.

Martin McDonagh har skam en håndfuld letkøbte løsninger og billige tricks, såsom den hovedmistænkte og byens tumpede politimand, Jason Dixon. Begge er rene klichéer, hvilket McDonagh dog har en pointe med.

Men i almindelighed er det meget, meget lidt, der forløber, som det plejer i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, hvilket gør den til en helt igennem opløftende oplevelse i en verden, hvor fortællinger og historier i horribel grad følger samme spor og konventioner.

Både Sam Rockwell og Frances McDormand vandt en Golden Globe for deres skuespilpræstationer forleden. (Foto: Merrick Morton © © 2017 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved)

McDonagh er tydeligvis et barn af Quentin Tarantino og hans postmoderne leg med genrekonventionerne i film som ’Håndlangerne’ og ’Pulp Fiction’. Det slog han grundigt fast i de mere drengerøvede actionkomedier ’Seven Psychopaths’ og ’In Bruges’.

Men her er mere på spil. Ikke bare nogle bedre figurer og nogle brillante genretwists, men også et samtidsportræt, der faktisk gør indtryk.

De har fået nok i Langtpokkerivoldkøbing

I Mildred Hayes, der på fantastisk vis bliver et troværdigt menneske takket være skuespillerinden Frances McDormand, ligger et portræt af nogle små mennesker.

Fremfor alt er det tankevækkende, hvor langt man kan komme som historiefortæller, når man lader være med at følge den slagne vej.

Per Juul Carlsen

Du ved, dem derude i Langtpokkerivoldkøbing, der bare har fået nok af at blive pisset på – om det så er af eliten, af politikerne, af bankerne eller af selve tilværelsen. Mildred Hayes fremstår som selve billedet på en amerikaner, der har fået nok. En kvinde, der ser rødt.

Det gør bestemt indtryk. Det kan mærkes udover komikken, drengestregerne og actionelementerne.

Men fremfor alt er det tankevækkende, hvor langt man kan komme som historiefortæller, når man lader være med at følge den slagne vej, men vender forventningerne på hovedet og overrasker os.

Det burde være simpel logik for historiefortællere, men den friskhed, der strømmer ud af i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, fortæller os tydelig, at det ikke er tilfældet.