Anmelder ikke begejstret for ny Trump-dokumentar: Det bliver tæt på klamt

Michael Moore får mest skovlen under sig selv i ’Fahrenheit 11/9’, mener Per Juul Carlsen.

Michael Moore til premieren på filmen i New York i september. (Foto: Jim Spellman © (c) Getty images)

Hva' så? Er det nu? Er det her, venstrefløjens største ønske bliver opfyldt?

Kan Michael Moore, den amerikanske venstrefløjs største mediestjerne, få skovlen under præsident Trump og udstille ham som en katastrofe så alle kan se det?

Er det overhovedet muligt at underskovle et fænomen, der kan slippe afsted med at opfinde en historie om, at den finske præsident havde tippet ham, om at finnerne river deres skove for at undgå skovbrand?

Michael Moores omgang med fakta er ikke meget mere imponerende. I film som 'Fahrenheit 9/11', 'Bowling for Columbine' og 'Sicko' har Moore revset de amerikanske myndigheder, hvilket bestemt har været forfriskende i forhold til magthavernes selvbillede.

Men Moore er betydeligt mere interesseret i en god one-liner end i at dokumentere og nuancere sin opsigtsvækkende konklusioner. Her kan nævnes den om, at præsident George W. Bush havde tætte bånd til Osama bin Ladens familie og dermed formentlig havde skjulte interesser i terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Med Moores nye film, 'Fahrenheit 11/9', har vi altså en slags dokumentar om to egoer med hver sit skødesløse forhold til fakta. Og nej, det er ikke lige det, vores forvirrede verden har brug for. Og nej, Moore får ikke skovlen under sin præsident.

Danner sit eget verdensbillede

Michael Moore var på vej i en ny og mere udbytterig retning med sin forrige film, 'What to Invade Next?', hvor han rejste rundt i verden og nysgerrigt undersøgte, hvordan andre lande behandler samfundsproblemer.

Med 'Fahrenheit 11/9' er han tilbage ved gamle uvaner som såkaldt dokumentarist: at indsamle bidder og stumper, som han strikker sammen til sit eget verdensbillede.

Han har flere dagsordener med den temmelig rodede 'Fahrenheit 11/9'. Det mest interessante er hans portræt af unge amerikanere, der er trætte af at leve i et demokrati for veletablerede og rige.

I den sammenhæng er det chokerende at se forhenværende præsident Barack Obama tilsidesætte fattige sorte amerikanere, der havde håbet på hjælp under skandalen om forgiftet drikkevand i industribyen Flint.

Billedet af en politisk elite, der ikke ser nogen grund til at tale de fattigste amerikanere sag, står lysende klart.

Michael Moore ses her til premieren på 'Fahrenheit 11/9' i Washington i september. Filmen har dansk premiere torsdag den 22. november. (Foto: Paul Morigi © (c) Getty images)

Målet er at sidestille Trump med Hitler

Til gengæld kører det pænt af sporet for Moore i hans endelige mål med filmen - at sidestille Trump med nazilederen Adolf Hitler.

Det siger ikke så lidt om Moores evner som propagandist og polemiker, at det lykkes ham at få Hitler til at se tilforladelig ud ved siden af Trump.

Men det ligner en af præsidentens egne syrede konspirationer, når Moore sidestiller terrorangrebet 9. september 2001 med den brand i Rigsdagen i Tyskland i 1933, som Hitler udnyttede til at gøre kommunisterne ulovlige og derved erobre den fulde magt.

Trump har trods alt ikke haft travlt med at gøre muslimer til et fjendebillede i USA. Han har derimod, groft sagt, leveret udfald mod alt andet end hvide mænd. Måske kan man endda koge det ned til, at han har langet ud efter alle andre end sig selv og sin familie.

- Moore bliver uvederhæftig

Moore bliver decideret uvederhæftig i en sekvens, hvor han udråber Trump til racist og kvindehader.

Det er muligt, der er noget om snakken, men så længe det kun er løs snak, er det tarvelige point. Og det bliver tæt på klamt, da Michael Moore antyder, at Trump har en incestuøst forhold til sin datter, Ivanka.

Sådan vælter 'Fahrenheit 11/9' i løse påstande, sat sammen til et kludetæppe, som er snublende tæt på at være fake news.

Moore kan som regel snige sig udenom de mest utrolige påstande ved at bruge humor og charme.

Og det ER sjovt, at han vender om på titlen 'Fahrenheit 9/11' på sin film om terrorangrebet 11. september, så den dato, da Trump blev valgt til præsident, bliver gjort til en ny katastrofedag i 'Fahrenheit 11/9'.

Men derudover er Moores humor anstrengt og besværet denne gang. Og hvis det lykkes ham at placere en skovl nogetsteds, er det mest under sig selv.

Facebook
Twitter