En stjerne er født.

Smag på den titel.

Det klinger ikke alene af noget så stort som universets fødsel – og meget større bliver det vel ikke – men også af den amerikanske underholdningsindustris storslåede glamour.

Det gjorde det allerede i 1937, da den første 'A Star Is Born' kom op i biograferne. Det gjorde det også i 1954 og igen i 1976 ved den første og anden genindspilning, og det gør det ikke mindre her i 2018 ved film nummer fire.

'A Star Is Born' er en af de klassiske fortællinger om den amerikanske underholdningsbranche; om stjernen, der forelsker sig i et stortalent og langsomt falmer, mens han hjælper talentet op på stjernehimlen.

I 2018 har den gamle fortælling fået føjet et par ekstra lag til sig.

Cooper går åbenlyst efter en Oscar

Instruktøren og den ene hovedrolleindehaver i filmen er Bradley Cooper, der i forvejen befinder sig pænt højt oppe på stjernehimlen som skuespiller efter roller i 'Tømmermænd i Vegas' og 'American Sniper'.

Her rækker han seriøst ud efter stjernerne, så meget at 'A Star Is Born' anno 2018 nærmest ligner en showcase og en 'jeg-vil-da-meget-gerne-have-en-Oscar'-opfordring for Bradley Cooper.

Han synger, spiller spade, drikker sig hammervissen, snøvler som en tyndslidt rockgud, tisser i bukserne, græder så snottet vælter ud og meget mere som rockstjernen Jackson Maine.

Men titlen 'A Star Is Born' kunne også henvise til popfænomenet Lady Gaga, der her springer ud i sin første store filmrolle og gør det med overbevisning.

De store, følelsesladede replikker lyder som plat poplyrik, da hun skal levere dem hen mod slutningen, men i første halvdel af filmen lykkes det hende at gøre servitricen Ally til et troværdigt menneske, en talentfuld sanger og sangskriver, der bare aldrig har fået en chance.

Og da en del af Lady Gagas egen baggrund er skrevet ind i figuren Ally, eksempelvis den store næse, som frøken Gaga har gjort til sit vartegn, fylder popstjernen pludselig rigtig meget i 'A Star Is Born'.

Det er pænt sandsynligt, at både Cooper og Gaga finder sig en flottere plads på stjernehimlen oven på 'A Star Is Born'.

Kammer over i sentimentalt drama

Coopers udgave har ikke samme smukt svungne tematik om stjernesystemet som sine forgængere.

Det kan snildt hænge sammen med, at the entertainment er noget helt andet nu om dage end i Hollywoods storhedstid i 1937 og 1954. Digital underholdning, især på internettet, har gjort underholdning til et betydeligt mere uoverskueligt fænomen.

Men det kan også skyldes, at Cooper ikke holder igen med virkemidlerne.

Han er bestemt dygtig til at bruge dem. Især scenerne, hvor han fyrer den af som rockstjerne og senere triller gennem storbyen i sin limousine på jagt efter en brandert, er helt overvældende kraftfulde.

Senere fyrer han langt højere op for kærlighedsdramaet, end han behøver, for eksempel i en efterhånden berømt scene, hvor han tisser i bukserne på scenen under en prisceremoni.

Og undervejs bliver den berusende fornemmelse af eventyr, der præger første halvdel af filmen, kasseret til fordel for et sentimentalt drama fyldt med grædescener og pompøs dialog.

Det virker simpelthen ikke nødvendigt for at forstå de to hovedrollers utrolige rejse på stjernehimlen. Faktisk drukner det dem i standardløsninger, der kunne være hentet fra 717 andre romantiske film.

En, nej to, måske endda tre stjerner er født.

'A Star Is Born' anno 2018 er for meget et remake af noget velkendt til rigtig at gøre en forskel i filmhistorien, men den vil uden tvivl lande tungt på listen over store sællerter i 2018.

Og vi kommer uden tvivl til at høre mere til Bradley Cooper som instruktør. Og Lady Gaga som skuespiller.