Anmelder imponeret over ny animationsfilm: 'Det er som at være der selv'

'Alita: Battle Angel' er et stort skridt fremad for computeranimerende film, mener anmelder.

- Det er de digitale øjne og læber hos hovedpersonen Alita, der giver 'Alita: Battle Angel' den der gammeldags charme og varme, skriver anmelder. (© 20th Century Fox)

Her sidder man så og synes, at det mest menneskelige ved actionfilmen 'Alita: Battle Angel' er et par store brune øjne og et sødt smil… skabt på computer.

Den østrigske skuespiller af kød og blod Christoph Waltz gør ellers sit bedste for at udtrykke bekymrede og faderlige følelser som en ekspert i at kombinere mennesker med maskiner.

Og Keean Johnson, der også er skabt på gammeldags, biologisk vis, er en fyr så køn og sympatisk, at alle hjerter bør smelte.

Men det er de digitale øjne og læber hos hovedpersonen Alita, der giver 'Alita: Battle Angel' den der gammeldags charme og varme.

Det hænger sammen med, at Alita i en pæn del af filmen er som en hundehvalp; ubehjælpsom og nysgerrig på verden.

Hun ved kun, at hendes erstatningsfar, professor Ido, har fundet hendes hoved med tilhørende menneskehjerne i en skrammelbunke i Iron City, den gigantisk slumby, hvor 'Alita: Battle Angel' finder sted i år 2563.

Hovedet er, som så meget andet affald, drattet ned fra den utilgængelige overklasseby Salem, der svæver oven over Iron City.

Og nu har Ido sat en hjemmebygget krop på hovedet og givet det ny identitet som Alita, opkaldt efter hans afdøde datter.

Kan næsten mærke sværdet

Alita er en sød og ung cyborg at se på. Som så mange andre store piger leder hun efter sin identitet, og den ligger – som filmens titel antyder – i noget med at slås.

DR's anmelder beskriver scenerne i filmen som 'at være der selv', på trods af, at meget er skabt ved hjælp af computere. (© 20th Century Fox)

I hvert fald hopper hun beredt i kampstilling, hver gang der er fare på færde.

Og det er der tit i Iron City. De dystre dræberjægere, byens dusørjægere, er konstant på jagt efter kriminelle. Og om natten lurer en seriemorder.

I hele den første halvdel af filmen, hvor Alita leder efter sit gamle jeg, og vi tilskuere er på filmisk opdagelsesrejse i Iron City, er 'Alita: Battle Angel' en ren fornøjelse.

Det er fantastisk, at se den hundehvalpesøde teenagepige folde sig ud i kamp, ikke mindst fordi effektafdelingen bag filmen har været grundige med at give actionscenerne en fuldfed tak til fornemmelse.

De drøner ikke forbi med 300 kilomter i timen, sådan som effektfilm har for vane.

Der er ro på.

Man kan næsten mærke det, når et digitalt sværd suser gennem luften få centimeter over hovedet på Alita.

Da vores hovedperson første gang er i kamp mod tre dræberjægere i en gyde, er det så livagtigt som at være tilstede selv – uanset at alt er skabt med computere.

Lægger - desværre - op til en fortsættelse

Det er den samme fornemmelse af nærvær, der ligger i smilet og øjnene hos Alita – som i øvrigt er skabt i et samarbejde mellem motion capture-teknikken og skuespilleren Rosa Salazar.

I den sammenhæng føles 'Alita: Battle Angel' som et stort skridt fremad.

Historien, der bygger på japanske Yukito Kishiros mangaserie af samme navn, føles til gengæld som en udjokket reprise af et samlebåndsprodukt.

Så snart instruktøren Robert Rodriguez er færdig med at lære os Iron City at kende, er vi ovre i den velkendte skabelon med en fremtidsverden opdelt i rige og fattige, en superskurk, der forsøger at dræbe vores hovedperson, og de obligatorisk actionscener hvert kvarter.

Og så er 'Alita: Battle Angel' yderligere plaget af en af de nye sygdomme i amerikansk film; at rigtig meget bliver lagt til rette til en sequel eller syv.

Utallige løse ender bliver smidt op i luften – og så kan man kun håbe på, at de bliver bundet sammen om et par år i opfølgeren. Som ikke bliver til noget, hvis 'Alita: Battle Angel' flopper.

Men inden da, mens vi lærer Alita og Iron City at kende, føles den computerskabte verden mere håndgribelig end nogensinde før.

(© 20th Century Fox)
Facebook
Twitter