Anmelder imponeret over ny film om ikonisk makkerpar: 'Det kan ikke gøres smukkere'

Man kan sikkert hylde Gøg og Gokke mere originalt og overraskende - men ikke mere kærligt, skriver Per Juul Carlsen.

- Jon S. Bairds Gøg og Gokke-film understreger med al tydelighed, at parrets samarbejde bundede i en særlig kemi, nærmest et kærlighedsforhold, eller et ægteskab på godt og ondt, mest godt, skriver Per Juul Carlsen. (© Aimee Spinks/ UIP)

Allerede fra første sekund er der noget magisk i luften.

Det er jo Gøg og Gokke! I virkeligheden!

Og de taler sammen, sådan rigtigt, ikke om de fjollerier, de plejede på film, men om eks-koner, der kræver skilsmissebidrag, om de penge, de burde tjene, når nu deres film går for fulde biografer verden over, og om, hvordan de bliver nødt til at kræve lønforhøjelse hos deres producer, fordi de begge er ved at gå fallit.

Og sådan fortsætter 'Gøg og Gokke' med at skrælle alle de klassiske sort/hvide filmminder af Stan Laurel og Oliver Hardy, historiens formentlig mest succesrige komikerpar, og præsentere to mennesker.

Ikke for at fortælle, hvordan Stan og Ollie i virkeligheden var, men for at vise, hvordan de også var.

En helt særlig kemi

Det er almindelig kendt, at selvom tykke Oliver Hardy, som på dansk hed Gokke, insisterede på at være bossen på film, var det tynde Stan Laurel, på dansk Gøg, der var den kreative kraft.

Det var ham, der skrev og udtænkte komikken.

Det understreger Jon S. Bairds Gøg og Gokke-film med al tydelighed, men den viser også, at parrets samarbejde bundede i en særlig kemi, nærmest et kærlighedsforhold, eller et ægteskab på godt og ondt, mest godt.

I den fabelagtigt orkestrerede åbningsscene, der er optaget i ét langt skud på næsten 8 minutter, er Stan og Ollie på toppen af deres karriere.

De er de mest succesrige komikere i Hollywood. Året er 1937.

Derefter hopper filmen 16 år frem i tiden, til 1953, hvor makkerparret forsøger at holde liv i karrieren med en teaterturné i hjemlandet England.

Filmens efterskrift fortæller, at Stan Laurel trak sig tilbage fra showbiz i 1957 ovenpå Oliver Hardys død, men i de 8 år han selv levede videre, skrev han flere Gøg og Gokke-sketches, vel vidende at de aldrig ville blive opført. (© UIP)

En filmproducer har aftalt med Laurel, at der skal rejses penge til en ny film, en Gøg & Gokke-Robin Hood-film, som Laurel konstant arbejder på i tankerne.

Samtidig kæmper komikerne, der begge er omkring 60 år, med at fylde de små teatersale og overbevise folk om, at de stadig er sjove.

Ikke meget er mere trist at se på, end en gammel komiker, der fejler fuldstændigt med at få en ung kvinde til at grine af de gamle tricks, der engang fik hele verden til at ligge flad af grin.

Den melankoli er overalt i 'Gøg og Gokke'.

Det er der ikke noget nyt ved.

Allerede i 1952 begræd Stan og Ollies kollega, Charlie Chaplin, de afdankede 'cirkusheste' i 'Limelight' om en berømt klovn, der er endt som drukkenbolt.

Men instruktøren Jon S. Baird og forfatteren Jeff Pope er aldrig i tvivl om, at Stan og Ollie stadig er sjove.

Det er bare verden, der har ændret sig.

En smuk hyldest

Uanset, at filmen portrætterer et par gamle, desillusionerede mænd i evige småskænderier, ligger der en uforbeholden hyldest til parrets komik nedenunder.

Flere af Gøg & Gokkes klassiske sketches bliver rekonstrueret og deres særlige kemi genskabt i detaljer af John C. Reilly som Gokke og Steve Coogan som Gøg.

Men 'Gøg og Gokke'-filmen løfter sig for alvor, når deres komik spreder sig til deres liv sammen, når Stan pludselig snupper et af deres skænderier og får det til at ligne en sketch.

En diskussion med deres sleske manager er mindst ligeså sjov som deres klassiske sketches.

Gøg og Gokke spilles af Steve Coogan (th.) og John C. Reilly. (© UIP)

En samtale med et ældre adeligt ægtepar, der ikke er i nærheden af at have fanget deres komik, er suverænt sjov.

Og pludselig får komikken et kraftigt skær af tragedie, da noget, der ligner et klassisk Gøg og Gokke-skænderi på film, men faktisk er et rigtigt opgør, bliver opfattet som en lille sketch af de tilstedeværende ved en festlig buffet.

Og den særlige tone kulminerer i filmens efterskrift, der fortæller, at Stan Laurel trak sig tilbage fra showbiz i 1957 ovenpå Oliver Hardys død, men i de 8 år, han selv levede videre, skrev han flere Gøg og Gokke-sketches, vel vidende at de aldrig ville blive opført.

Man kan sikkert hylde Gøg og Gokke mere originalt og overraskende.

Men det kan med garanti ikke gøres meget smukkere. Og med større kærlighed.

(© UIP)
Facebook
Twitter