Anmelder: Instruktør maler et naivt skønmaleri af en flok glade primitive grønlændere

Den biografaktuelle film ’Mit Grønland’ tvinger det romantiske turistblik ned over Grønland.

Filmanmelder Per Juul Carlsen er ikke videre imponeret over instruktør Samuel Collardeys dokumentariske film om Grønland. (© SF Studios)

Den er måske ikke ligefrem fængende eller iøjnefaldende, den titel, men den er i hvert fald ikke falsk varebetegnelse.

’Mit Grønland’ er netop et personligt blik på Grønland, leveret af den franske filmmager Samuel Collardey.

Han har tydeligvis ikke meget til overs for den klassiske imperialisme, repræsenteret ved det danske herrefolk, der forsøger at tvinge sproget dansk ned i halsen på stakkels grønlandske fangere.

Til gengæld serverer Collardey en anden imperialisme, en romantisk kulturimperialisme, der minder ikke så lidt om den slags, man kan finde i mere sofistikerede turistbrochurer.

Den type, hvor man med en guide kommer på besøg i gamle, oprindelige kulturer.

De komplicerede danskere...

’I danskere er sgu så komplicerede’, vrisser en grønlænder på et tidspunkt til vores hovedperson, pæredanske Anders Hvidegaard, der er rejst til Grønland for at være skolelærer.

Anders har ikke lyst til at overtage den gamle gård derhjemme.

Heller ikke selvom den har været i familien i otte generationer, og forældrene forventer, at Anders fører gården videre.

Anders vil væk, ud at prøve noget andet, og når han har prøvet det, vil han noget tredje, men han ved ikke hvad. Det er det, der er kompliceret i grønlænderens ører.

Efter Samuel Collardeys opfattelse er de grønlandske fangere i den lille flække Tinitequilaaq til gengæld dejligt ukomplicerede.

De vil bare have lov til at leve i pagt med naturen.

De vil fange sæler og fisk og spise dem, som de altid har gjort. De har ikke den store trang til at lære dansk eller blive en del af den moderne verden.

I den henseende er Collardays film helt på linje med en anden fransk film, ’Inuk’, der fik dansk premiere for et par år siden og fortalte om en rodløs og forvirret knægt, der først fandt sig selv, da han fik lov at tage på god gammeldags sælfangst.

Fransk romantik på grønlandsk

Noget tyder altså på, at franskmændene dyrker en romantisk idé om, at grønlænderne har det bedst, hvis de får lov at værne om deres rødder.

Det svarer til at opfordre danskerne til at bo i langhuse og riste deres svinekød over indendørs bål for at finde ind til sig selv.

Ingen tvivl om, at det skaber problemer at mase dansk og modernitet ned over de små fangersamfund i Grønland.

Men der er endnu mindre tvivl om, at langt størstedelen af grønlænderne overhovedet ikke gider rende rundt i bidende kulde og fange sæler.

De vil have komfort og smartphones og realityserier ligesom alle andre.

Et naivt skønmaleri

Det er sympatisk, at Samuel Collardey ikke vil bruge tid på den gængse fremstilling af alkoholisme og seksuelt misbrug af børn i de små fangersamfund.

Men ved at udelade de uomtvistelige problemer i Grønland, maler han samtidig et naivt skønmaleri af en flok glade primitive, der bare helst vil være i fred.

Det er også at tvinge en identitet ned over en gammel kultur.

Det havde muligvis været til at leve med, hvis Collardey sad med en spændende og fascinerende fortælling om fangerne. Det har han, pænt sagt, ikke.

Ved at udelade de uomtvistelige problemer i Grønland maler instruktøren samtidig et naivt skønmaleri af en flok glade primitive, der bare helst vil være i fred, mener filmanmelder Per Juul Carlsen. (© SF Studios)

Han har godmodige og eventyrlystne Anders, der kæmper med at lære børnene i Tinitequilaaq dansk – indtil han indser, at det ikke er i de omkring 80 indbyggeres interesse.

Skuespillet er stift og akavet

Og så har Collardey valgt en dokumentarisk stil, der tilsyneladende går ud på, at Anders Hvidegaard genopfører sine oplevelser i Grønland.

Og eftersom at Anders – der ser ud til at være et virkelig sympatisk menneske – langtfra er nogen stor skuespiller, virker store dele af især den første halvdel af ’Mit Grønland’ virkelig stiv og akavet.

Alt, der er dansk i ’Mit Grønland’, er imperialistisk, selvfedt, usympatisk, forkælet, formynderisk, nedladende og misforstået.

Det er også en del af historien om danskerne og Grønland.

Men der er mange andre facetter. Grønlands fangere fortjener en meget mere nuanceret fortælling end den naturromantiske belæring i ’Mit Grønland’.

Det er nemlig ikke kun danskerne, der er komplicerede.

Facebook
Twitter