Med flere monstre og dødsfald i samme film burde 'Scary Stories to Tell in the Dark' byde på nogle gode overraskelser – men bortset fra det første, overnaturlige mord, så virker monstrene og uhyggen temmelig træt og velkendt.

Filmen byder ellers på masser af stemning i en lille, efterårsklædt by i USA i slutningen af 60'erne.

Det emmer af retro-lækker nostalgi, når ungerne kører rundt i turkise dollargrin og har rustrøde fløjlsbukser på efter datidens mode.

Og det er helt forfriskende at se en film, der ikke foregår i de ellers for tiden så populære 80'ere og 90'ere.

Teenagetrioen Stella, Auggie og Chuck vil benytte Halloween til at få ram på deres plageånd Tommy.

Det lykkes dem at få smidt en brændende pose med lort ind af hans åbne bilvindue – men han og hans kumpaner lader sig ikke slå så nemt ud og ender med at jagte trioen igennem byen.

De tre udstødte får uventet hjælp fra den unge Ramón, og da de tror, at der ikke er mere fare på færde, viser de ham byens hjemsøgte hus – det er trods alt Halloween.

Til huset knytter sig en historie om den unge pige Sarah, der blev holdt indespærret i kælderen af sin familie, og legenden lyder, at når hun fortalte gyserhistorier til børn, så blev de til virkelighed – og børn døde.

Et absurd sammensurium

De finder bogen, og historien gentager naturligvis sig selv.

På de blanke sider begynder historier at skrive sig selv med blod, og hver aften er det én af de unge, der var i huset den aften – som også tæller Chucks storesøster samt Tommy – der forsvinder eller bliver dræbt på mystisk vis.

Nu er det op til ungerne at forhindre, at de alle bliver dræbt, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort, især når de har et så uhyggeligt tikkende ur over sig.

Desværre virker det mest som en absurd blanding af 'Jumanji' og tv-serien 'Er du bange for mørke?', hvor en gruppe børn samles om et lejrbål og fortæller gyserhistorier.

Filmen er baseret på en række bøger, der består af gysernoveller henvendt til børn.

Men filmen har prøvet at gøre monstrene så tilpas klamme og fyldt den med så mange jump scares, at den kun er for de største børn.

Alligevel er den bare ikke særligt uhyggelig.

Én ting er, at det er supernemt at gennemskue, hvornår der kommer et monster frem fra mørket, men fordi ungerne læser handlingerne i bogen sideløbende med, at de sker, er der nærmest ikke nogen overraskelser.

Så dum, at den (måske) bliver sjov

Det er ellers den spanske mesterinstruktør Guillermo del Toro, der har været med til at skrive manuskriptet, og han har normalt flair for gys i film som 'Pans labyrint' og 'The Devil's Backbone' – men i hænderne på den norske instruktør André Øvredal ('Troldjægeren') bliver det alt sammen fladt og forudsigeligt.

Både effekter og skuespillere er okay, men folk opfører sig stadig latterligt i filmen.

For eksempel er der en voksen, der står helt stille og glor måbende, mens et slimet monster samler sig og derefter tager livet af ham.

Det er virkelig svært ikke at råbe af personerne på lærredet, at de skal tage sig sammen – det kan dog være meget sjovt, og selv om filmen trænger til lidt mere humor og selvironi, så kan den måske få et ekstra liv i landets hjemmebiografer, hvor man godt må gøre højlydt grin af den slags inkompetence.