Anmelder kalder det 'ren filmpoesi': Kærlighed og brutalitet mødes i ny film fra Oscar-vinder

Manden bag Oscar-vinderen 'Moonlight' er tilbage. Dog ikke med helt samme gennemslagskraft, mener anmelder.

'If Beale Street Could Talk' er instrueret af Barry Jenkins, der også instruerede den Oscar-vindende film 'Moonlight' fra 2016. (© Tatum Mangus /Annapurna Pictures)

En ung sort kvinde køber ind i en lille grønthandel et sted i Harlem i 1970'erne.

En hvid mand lægger an på hende.

Hun forsøger at ignorere ham, men han bliver ved – lige indtil kvindens sorte kæreste dukker op, hiver ham udenfor, smider ham, hvor han hører til – i en bunke affald – og sparker til ham et par gange.

Tilfældigvis kommer en hvid politimand forbi i samme øjeblik. Han er ligeglad med den hvide mand. Han er kun interesseret i den sorte mand, der slæbte en hvid mand udenfor og sparkede ham.

Vidnerne forklarer politimanden, at det unge sorte par er gode mennesker, og at det var den hvide mand, der opførte sig forkert. Men politimanden er ligeglad.

Den scene er en miniudgave af hele 'If Beale Street Could Talk'.

Uanset hvordan parret Tish og Fonny opfører sig – og det er sådan set eksemplarisk – skal de ikke regne med at blive belønnet for det.

Deres hud er nemlig mørkebrun, og ifølge filmen betyder det, at de bærer rundt på en kulturel arv, en slags omvendt blåt blod, der lukker døre i stedet for at åbne dem.

Det sorte USA's sjæl flyver gennem historien

Der findes talrige film, serier, bøger med videre, der beretter om racisme mod sorte i USA, og som indeholder scener som det lille drama hos grønthandleren i 'If Beale Street Could Talk'.

Men den blues, den fornemmelse af en forbandelse i de sorte amerikaneres årer, er ny.

Eller anderledes.

Den stammer fra bogen af samme navn af forfatteren James Baldwin, der var prominent borgerrettighedsforkæmper op gennem 60'erne og 70'erne, men som udtrykte sig i poesi og smukke metaforer i stedet for politiske paroler.

Baldwins kærlighedsroman fra 1974 henviser eksempelvis til gaden Beale Street i New Orleans, hvor både Baldwins far, jazzmusikeren Louis Armstrong, og jazzen selv blev født.

Det er det sorte USA's sjæl, der flyder gennem historien om Tish og Fonny, et ungt par så smækforelskede, at alle andre burde bære deres rene og uspolerede sjæle gennem gaderne som håb for menneskeheden.

Tish spilles af KiKi Layne, og Fonny af Stephan James. (© Tatum Mangus/Annapurna Pictures)

Livet burde ligge åbent for dem, da de finder ud af, at de venter barn sammen.

I stedet har Tish problemer på arbejdet, det er svært for dem at finde et sted at bo, og pludselig bliver Fonny arresteret for en forbrydelse, han ikke har været i nærheden af.

Ikke på højde med Oscar-vinder

Baldwin er lovlig bombastisk og firkantet i sin beskrivelse af Tish og Fonnys udfordringer. Men den er ikke grebet ud af luften.

Undersøgelser har eksempelvis vist, at sorte amerikanere bliver straffet hårdere end hvide, selvom de har begået samme forbrydelse.

Den beretning om kærlighedens sammenstød med livets brutalitet har instruktøren Barry Jenkins pakket ind i en sepiatonet, melankolsk filmpoesi så kraftig, at den er lige til at bade i.

New York i 1970'ernes Harlem ser fantastisk ud, stilig og lækker som et reklamefoto. Nicholas Brittells formidable musik svæver ud og ind af billederne, der hele tiden er i bevægelse.

Samme filmpoesi strømmede ud af Barry Jenkins' forrige film, 'Moonlight', der fortalte om to sorte homoseksuelle mænd og nærmest blev en helligånd i nutidig amerikansk film.

Den blev et vidnesbyrd om, hvor kraftfuldt man kan beskrive svage og undertrykte skæbner med det rette greb.

'If Beale Street Could Talk' har dog ikke samme styrke.

Mens 'Moonlight' gav et helt nyt indblik i to typer, som vi har set før på film, går 'If Beale Street Could Talk' den modsatte vej og koger utallige sorte skæbner ned i et koncept, en følelse af sort smerte, der flyder gennem historien.

Uanset at Tish og Fonny virker til at være de sødeste mennesker på jorden, bliver de aldrig rigtig interessante, sådan som Kevin og Chiron i 'Moonlight'.

De forbliver typer i James Baldwins og Barry Jenkins' billede af USA.

Den følelse af melankoli, af forbandet blod, af ren filmpoesi, som Jenkins får malet frem, er til gengæld helt sin egen.

(© Angel Films)
Facebook
Twitter