Det var først til sidst, ved synet af faderen, der stirrer ud af vinduet, og sneen, der daler tavst ned over en mørk norsk forstad, jeg overgav mig.

Indtil da havde jeg været i syv sind om dramaet 'Hvad vil folk sige?'. Hvordan kan man være i så mange sind om en film, der klart viser, hvor lidt selvstændighed unge kvinder har i visse kulturer, spørger du sikkert.

Det kan man sagtens. Ligesom sin belgiske kusine, 'Brylluppet', der fik dansk premiere for et halvt år siden, er norske 'Hvad vil folk sige?' en konflikt- og debatfilm.

Den retter spotlyset mod en uretfærdighed fra den virkelige verden, men den fortæller ikke nogen egentlig historie. Filmens fokus er håbet om at rejse debat. Den er en dramatiseret kronik.

Nishas forbrydelse er kønsdrift og fri vilje

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Hvis unge kvinder, der sidder fast i kløften midt mellem vestlig og pakistansk kultur, behandles som Nisha i 'Hvad vil folk sige?' er der al mulig grund til at åbne folks øjne. Hvis unge kvinder behandles sådan, skal der råbes op – uanset hvor og hvorfor det finder sted.

Nishas eneste forbrydelse er at have en egen fri vilje og en kønsdrift. Hun er måske også snotdumdristig, da hun inviterer sin rødhårede norske ven, Daniel, op på sit værelse til lidt kissemisseri, og hvad dertil følger.

Hvis væggene er så tynde, at hele huset kan høre Daniels mobil ringe, er risikoen jo enorm. Og som det fremgår, da Nishas far kommer ind og straks planter sin knytnæve i fjæset på Daniel – igen og igen – er projektet risikabelt.

Far går fra beskytter til dæmon

Men Nisha er teenager i sine drifters vold og teenagere i sine drifters vold har det med at komme galt af sted. Og det kommer Nisha.

Pludselig er Nishas far ikke længere en kærlig beskytter, men en dæmon, der i raseri hævder, at Nisha og Daniel havde sex, uanset at de begge var fuldt påklædte, da han brasede ind til dem – Daniel havde tilmed sit upraktiske norske vinterovertøj på.

Nishas far truer med at slå Nisha ihjel. Og før hun har set sig om, befinder hun sig hos noget familie i Pakistan, hvor hun skal genopdrages i sit hjemlands kulturer. Det er kun begyndelsen på Nishas kvaler.

Baseret på instruktørens egne oplevelser

I moderens og faderens og broderens optik har Nisha kastet skam over familien. Snart hører bryllupsinvitationer og besøgene fra pakistanske venner op.

Det er jo vanvid, set med vores vestlige øjne, og den norske instruktør, Iram Haq, der har baseret filmen på egne oplevelser, holder ikke ligefrem igen med vanviddet og virkemidlerne. Da tre politimænd ser Nisha og en dreng i en hed krammer en aftentime i Pakistan, tvinger de Nisha til at smide tøjet, så de kan tage fotos og afpresse penge af familien.

Den slags uhyrligheder er formentlig sket i virkeligheden, men når de sættes sammen med faderens absurde beskyldninger om fuldt påklædt sex og det, der er meget værre, men er synd at afsløre, er ’Hvad vil folk sige?’ godt i gang med at udvikle sig til en horrorfilm. Eller en kronik.

Debutant er vidunderlig naturlig

Det har den positive effekt, at vi bliver nærmest kværnet til at mærke Nishas rædsler. Men den afbalancerede og nuancerede fortælling, hvor vi kommer rundt om hver enkelt figur, kvæles lige så stille. Og Nisha bliver aldrig et menneske på egne betingelser, kun et eksempel på en ung kvinde fanget mellem to kulturer.

Vi ved ikke meget andet om hende, end at hun har en fri vilje og en kønsdrift. Det er ganske naturlige, og ikke ligefrem ekstraordinære, karakteristika hos en teenager.

Men debutanten Maria Mozhdah er vidunderligt naturlig i rollen som Nisha, præcis lige så uforglemmelig som hendes belgiske pendant, Lina el Arabi, var i 'Brylluppet'. Det er ikke mindst hendes fortjeneste, at filmen spænder ben for den her anmelder til sidst.

Man kan næsten se, hvor stor en kløft, der skal bygges bro over, da den mørke far stirrer ud i den stille, hvide sne. Og så skal man bestemt være i besiddelse af et hjerte af forstenet afføring for ikke at blive ramt af Nishas skæbne.