Anmelder mistede næsten vejret: Grusomme filmscener går lige i struben

Australske 'The Nightingale' viser menneskets mørke sider.

Clare er hovedpersonen i 'The Nightingale', hvor hun jagter en britisk officer gennem den tasmanske jungle. (© Causeway Films/ Transmission Films)

En følelse trænger sig virkelig på undervejs i australske 'The Nightingale'. Så meget, at det til tider er som at få en hånd presset op mod struben.

Imponerende
hurtigt, i løbet af filmens 132 minutter, står det klart, hvor store svin vi mennesker har været overfor hinanden.

Selvfølgelig er børn altid blevet nusset kærligt af deres forældre, og folk har grinet og nydt hinandens selskab.

Men menneskets historie er ikke mindst blevet formet gennem begreber som magt, rigdom, ære, mereværd og hæder.

Filmen er drevet frem af uhæmmet hævnlyst

De begreber er alle samlet i unge Løjtnant Hawkins, der i 1825 står i spidsen for en håndfuld fordrukne mænd i Tasmanien - den store ø syd for Australien, der dengang hed Van Diemen's Land.

Hawkins drømmer kun om at stige i de militære grader, og som

udstationeret
repræsentant for det britiske imperium har han fået den opfattelse, at drømmen bedst opnås gennem brutal fornedrelse af andre mennesker.

Det går i særdeleshed udover ægteparret Clare og Aidan, der er irere og derfor ufrivilligt placeret som tyende i en engelsk koloni. Hawkins har mulighed for at give parret deres frihed, men vil hellere muntre sig med at voldtage den kønne og smukt syngende Clare.

Clare bliver spillet af den irsk-italienske skuespillerinde Aisling Franciosi, der blandt andet har spillet med i 'Game of Thrones' og 'Legends'. (Foto: Matt Nettheim © Causeway Films/ Transmission Films)

Det fører naturligvis kun mere ulykke med sig. Faktisk rigtig meget ulykke. For langt størstedelen af 'The Nightingale' bliver drevet frem af Clares uhæmmede hævnlyst.

I jagten på Hawkins får Clare hjælp af Mangala. En ung aboriginer, der har mistet sin familie og næsten hele sit folk under englændernes erobring af det australske kontinent.

Mangala har ikke meget andet at foretage sig end at drikke billig sprut i sit telt, men han kender landskabet og kan lede Clare på sporet af Hawkins og hans medrejsende.

Hawkins er i selskab med sin tro væbner sergent Ruse og den følsomme menig Jago, der er på vej mod Launceston, hvor Hawkins håber at blive forfremmet.

Arketyper på menneskets historie

Clare, Hawkins, Mangala, Jago og Ruse er alle mennesker af kød og blod, hvilket bogstavelig talt bliver tydeligt undervejs i filmen. Men de er også arketyper i menneskets historie.

Hawkins er bæstet, der har fået sin vilje i alt for mange århundreders jagt på magt og hæder. Ruse er den ubegavede medløber. Jago er staklen, der egentlig vil et andet liv, men er tvunget ind i hærens jagt på storhed.

Clare er naturligvis kvinden, der med magt er blevet underkuet af mænd som Hawkins. Og Mangala er repræsentanten for de mange folkeslag, der er blevet slagtet for andres, ofte hvide mænds, ære.

I filmen møder Clare 'Billy', der hjælper hende med at finde vej gennem den tasmanske natur. Hun finder dog ud af, at han i virkeligheden hedder Mangala og har overlevet en massakre. (© Causeway Films/ Transmission Films)

I den henseende er 'The Nightingale' en lige lovlig skematisk film, der til tider trykker for hårdt på knapperne.

Hawkins havde stadig været et ualmindeligt stort bæst med halvt så mange menneskeliv på samvittigheden.

Alle mennesker har en mørk side

Men det lykkes altså Jennifer Kent, en af Australiens mest spændende instruktører i de her år, at male et ualmindelig klart billede af menneskehedens gru frem.

De britiske soldaters

gentagne
overgreb
på kvinder er hinsides kvalmefremkaldende, og sjældent har fornemmelsen af et helt folks lidelser været tydeligere.

Vel at mærke uden, at det oprindelige australske folk bliver romantiseret. Det fremgår tydeligt, at alle mennesker har en mørk side.

Ud af den nuancerede beskrivelse af menneskeheden vokser også et håb om nye og bedre og

empatiske
tider. Det bliver malet med noget, der ligner en halvstor Hollywood-pensel.

Men skidt. Jennifer Kent har i den grad noget på hjerte med 'The Nightingale'.

Filmens grumme scener rammer lige i struben. Så voldsomt, at man er lige ved at miste vejret ved forståelsen af menneskets grufulde gerninger.

(© Causeway Films/ Transmission Films)
Facebook
Twitter