Anmelder: Ny dansk film er nærmest en åbenbaring

’Charmøren’ beretter om en mand, der ikke vil score kvinder, men er nødt til det.

Hovedrolleindehaver Ardalan Esmaili er hele tiden nærværende som Esmail med sine store, undersøgende øjne, skriver anmelder Per Juul Carlsen. (Foto: Jason Alami © Scanbox)

Det lyder som socialrealisme fra den mest håndgribelige skuffe: En ung flygtning cruiser rundt på barerne i København i håb om at finde sig en dansk kvinde, han kan gifte sig med.

Ikke af kærlighed. Heller ikke nødvendigvis af sexlyst. Men for at få opholdstilladelse i Danmark.

’Charmøren’ er imidlertid hverken en socialrealistisk eller politisk film, der vil rejse opmærksom omkring den menneskelige fornedrelse, vi er skyld i, her i Danmark.

’Charmøren’ er en fortælling om mennesker. Om en ung iraner fanget mellem to kulturer. Og om en ung dansk kvinde og hendes persiske familie.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

'Jeg kan alligevel ikke komme, når jeg er fuld'

Instruktøren Milad Alami, der er vokset op i Sverige, har ikke nødvendigvis et ønske om, at vi skal blive fyldt af social indignation af ’Charmøren’.

Han vil hellere få os til at være nysgerrige på ensomme Esmail, der hver dag forlader det slidte asylcenter og går i byen for at drikke rødvin i sit tjekkede jakkesæt.

Og man bliver nemt nysgerrig, især da Esmail møder Sarah, som også har rødder i Iran, men er vokset op i Danmark, med alt hvad det indebærer af selvstændighed og frihedstrang. Som Sarah siger på et tidspunkt i en brandert: ’Jeg kan alligevel ikke komme, når jeg er fuld’. Den form for selvbevidsthed hos kvinder er Esmail ikke vant til.

Mennesker med rødder i Mellemøsten er bestemt ikke hverdag i dansk film.

Hvis man trækker Assad fra afdeling Q-filmene, familiefilmene om Iqbal Faroog og Fenar Ahmads ’Underverden’ fra, er der ikke mange folk af anden etnisk herkomst end dansk tilbage i de seneste års danske film.

Ikke nydanskere, men Esmail og Sarah

I den sammenhæng er ’Charmøren’ nærmest en åbenbaring – netop fordi den ikke vælger at præsentere sine hovedpersoner som nydanskere, men fordi den insisterer på, at de er mennesker med deres helt særlige skæbne.

Hverken Esmail eller Sarah er eksempler på noget. De er dem selv. Og det lykkes filmen, på en eller anden finurlig måde, at få Esmails og Saras liv på grænsen mellem to kulturer til at virke som det normale.

Til gengæld er både fuldblodsdanskere og fuldblodsiranere nogen underligt ulykkelige og akavede størrelser, der forholder sig til traditioner og konventioner, og ikke har samme åbne syn på tilværelsen som de to hovedpersoner.

Det lykkes kort sagt Milad Alami og medforfatter Ingeborg Topsøe at fortælle en historie, der flere gange spænder ben for vores forventninger til en dansk film. Ikke alt fungerer lige godt.

Lars Brygmanns figur, der fordrukkent og småtvært smalltalker med Esmail på baren, bliver desværre det modsatte af Esmail og Sarah – en manuskriptkonstruktion, og ikke er et troværdigt menneske.

Og så kan man i høj grad undre sig over, hvorfor Esmail vælger at gå på fine rødvinsbarer i den dyre ende af København. Han vil have langt større chance for at finde sig en dansk kvinde med hang til kuldslåede mellemøstlige mænd i fx Brønshøj eller Valby.

Kort om 'Charmøren'

Instruktør: Milad Alami.

Medvirkende: Ardalan Esmaili, Soho Rezanejad, Lars Brygman.

Premiere: 17. maj.

Filmen finder sin egen vej

’Charmøren’ er Milad Alamis første spillefilm og den bærer præg af nemme løsninger og løse ender hist og pist. Men det er til at leve med. Med sin evne til at trække os ned ad overraskende sidegyder i Danmark, har den andre kvaliteter at byde på.

Ardalan Esmaili er hele tiden nærværende som Esmail med sine store, undersøgende øjne, og sangerinden Soho Rezanejad er det helt store scoop som Sarah. Hun slentrer ind i filmen som var hun en femme fatale i en klassisk film noir, og afleverer sine replikker, som om de var selve omdrejningspunkterne i filmen.

Hun skal for eksempel ikke se mange sekunder på Esmail, før hun skifter fra at tale pæredansk med sin blonde veninde før hun på køligt iransk farsi spørger ham, om ’han kommer her for at score kvinder’.

Så er han klædt af og pillet ned. I løbet af et splitsekund. I en fortælling, der har fundet sin egen vej at gå i dansk film.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve