Anmelder om 'hormonpumpende og grovkornet' ungdomsfilm: Taber hurtigt pusten

Traileren til 'Good Boys' er sjovere end filmen selv, mener Per Juul Carlsen.

Der går ikke meget mere end en halv time, før 'Good Boys' begynder at hakke i tomgang. Mest fordi parret bag filmen ikke har meget andet i lommen end sjofle jokes om 12-årige drenges forsøg på at være voksne, skriver Per Juul Carlsen. (© Ed Araquel/Universal Studios)

Normalt er der ikke nogen grund til, at filmanmeldere skal spendere så meget som et sekund på en trailer til en film.

Det er jo bare et stykke PR-værktøj.

Ofte en virkelig kedelig oplevelse, andre gange en dejlig nysgerrighedspirrer – og en sjælden gang kommer en trailer, der tænker så fantasifuldt, at den faktisk overhaler selve den film, den beskriver, indenom.

Sådan en forfilm – som det hed i gamle dage – er den såkaldte red band-trailer til komedien 'Good Boys'.

Red band betyder, at den er henvendt til et voksent publikum på grund af slemme og farlige fyord. Den slags må man kun se i USA, hvis man er 17 år eller derover.

Enhver amerikaner, der er 18 år eller derover, må gerne købe en riffel. Men er man bare et år yngre, må man ikke se folk sige 'fuck' og den slags i en trailer.

Det er naturligvis 'fucked up', som komikeren og produceren Seth Rogen konstaterer i red band-traileren til 'Good Boys'.

De tre 12-årige drenge i filmens hovedroller må gerne sige 'fuck','asshole' og 'motherfucker' på film.

Men de må ikke se sig selv sige det i en trailer på nettet.

Det er komisk på mange måder. Men det er især sjovt, fordi filmen 'Good Boys' beskriver tre drenge i den alder, hvor det er så vigtigt at virke voksne.

Man skal turde drikke sprut, man skal have kysset en pige, man skal have kendskab til kønslivets mysterier, og så skal man da være i stand til at smide om sig med fucking mange røvslemme ord.

Max, Lucas og Thor gør alt hvad de kan for at være seje.

Og Max bliver sat på sit korte livs helt store prøve, da skolens cooleste dude inviterer ham – og måske også de to andre – med til en fest, hvor der skal kysses. Blandt de andre gæster er pigen Brixlee, som Max er vild med.

Så nu skal der trænes i at kysse, drikke og i at være voksen i almindelighed.

Bag 'Good Boys' er producerne Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky, der også har arbejdet sammen på serien 'The Office' og filmen 'Bad Teacher'. (© Ed Araquel/Universal Studios)

Det udvikler sig meget hurtigt til en hormonpumpende og grovkornet blanding af den sorthumoristiske tv-serie 'South Park' og den 12 år gamle komedie, 'Superbad', hvor tre store teenagere skulle på en tilsvarende manddomsprøve en fredag aften.

I 'Good Boys' famler Max, Lucas og Thor sig forvildet gennem de uartige sider af voksenlivet, sådan som alle 12-årige gør.

Nogen har bildt dem ind, at alle drenge fra 6. klasse får et håndjob af en pige.

At en lolitadukke er til at øve førstehjælp på. At en dildo er et våben. Den slags.

Situationen stikker for alvor af fra dem, da de aflurer naboteenagernes kyssetricks via en drone, som Max af sin far har fået strengt forbud mod at bruge.

To store teenagepiger snupper dronen.

Til gengæld napper drengene et glas syntetiske festpiller fra pigerne. Og så er der kridtet op til groteske gags i lange baner.

Det er skideskægt og superfjollet til at begynde med.

Men der går ikke meget mere end en halv time, før 'Good Boys' begynder at hakke i tomgang, mest fordi parret bag filmen, Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky, ikke har meget andet i lommen end sjofle jokes om 12-årige drenges forsøg på at være voksne.

Det havde klædt filmen også at vise en oprigtig følsomhed, sådan som 'Superbad' og den feminine pendant, 'Booksmart', slap afsted med.

'Good Boys' hovedpersoner fra venstre Thor (Brady Noon), Lucas (Keith L. Williams) and Max (Jacob Tremblay) samlet om en loliltadukke. (© Ed Araquel/Universal Studios)

Og det havde givet filmen mere spillerum, hvis der blev lavet sjov med andre typer end 12-årige drenge. De to store teenagepiger bliver ikke rigtig brugt til noget.

Det gør Thors forældre, der har skabet fyldt med sexlegetøj, heller ikke.

Til gengæld er Lucas' forældre, der står over for en skilsmisse, virkelig sjove i deres forsøg på at nedtone konsekvenserne over for knægten.

Og skuespillerne Jacob Tremblay, Brady Noon og Keith L. Williams er en konstant fornøjelse i de svære roller som 12-årige drenge, der gætter sig til, hvordan verden hænger sammen.

På intet tidspunkt bliver 'Good Boys' dog ligeså subtil og underfundig og bidende sjov som red band-traileren, hvor Seth Rogen konstaterer, at drengene gerne må tale grimt i en populær film.

De må bare ikke se sig selv tale grimt i en trailer på nettet. Sådan fungerer de voksnes verden faktisk.

(© UIP)
Facebook
Twitter