Anmelder om ny film instrueret af ’Gollum’: God, men tænker ingen selvstændige tanker

Men selvom der ikke meget nyt at komme efter, så fungerer biografaktuelle ’Breathe’ helt fint med den smule, den har, mener filmanmelder Per Juul Carlsen.

Det er sønnen til filmens hovedrolle, Jonathan Cavendish, der har produceret 'Breathe' som en hyldest til sine forældre Robin og Diane Cavendish.

Hvis der er noget, der kendetegner den britiske spillefilm 'Breathe', er det, at den ikke har nogen kendetegn.

I hver eneste detalje består den af noget, der er set før – og tilmed bedre – i andre film.

Den er som at spise på en af den slags restauranter, hvor maden smager solidt, uden på nogen måde at stikke ud eller være særlig, men hvor det bare er en tilfredsstillende oplevelse i det øjeblik, den finder sted. 'Breathe' bringer én videre, uden den store ballade.

Filmen 'Breathe' er baseret på den sande historie om poliopatienten Robin Cavendish. (© Imaginarium Studios)

Kun et par øjeblikke undervejs tumler 'Breathe' med noget, der ligner en selvstændig tanke, nemlig at Gud er en spøgefugl og at vi mennesker bare må forsøge at tilpasse os Hans jokes.

Men det bliver ikke brugt til andet end en flotklingende strøtanke, der skal vise at hovedpersonen ikke er troende. Det er ikke et Guds mirakel, der hjælper ham. Miraklet er hans eget.

Instruktøren Andy Serkis er ikke interesseret i de store, særlige armbevægelser. Og den mangel på særkende er bemærkelsesværdig, fordi Andy Serkis som skuespiller netop er berømt for at lægge stemme og krop til usædvanlige typer, som Gollum i 'Ringenes Herre'-trilogien, Kong i 'King Kong' og Martin Hannett i '24 hour Party People'.

En virkelig fortælling

Hovedpersonen Robin Cavendish er selv en særlig fortælling fra virkelighedens verden.

I en alder af 28 fik han polio under et ophold i Kenya. Lægestanden gav ham kun et par måneder at leve i. Men Cavendish lærte sig selv at tale og synke igen og fandt livsmodet med hjælp fra sin hustru, Diana.

Og så lykkedes det ham at overleve Vorherres joke i 36 år, og ikke bare overleve, men rejse ud i verden med en transportabel respirator i bilen og under kørestolen.

Det er et af den slags små mirakler, vi mennesker elsker at fortælle hinanden på film, som om vi i fællesskab nyder at vise, at det KAN lade sig gøre at drible uden om Den store Spøgefugl deroppe.

'Breathe' er så absolut i familie med film som 'Min venstre fod' (1989) om spastiske Christy Brown, der lærte at kommunikere med sin ene fod, 'Teorien om alting' (2014) om videnskabsmanden Stephen Hawking der led af den muskelnedbrydende sygdom ALS og 'Dykkerklokken og Sommerfuglen' (2007) om Jean-Dominigue Bauby, der lærte at kommunikere med det ene øje ovenpå en hjerneblødning, der gjorde resten af hans krop lam.

'Dykkerklokken og sommerfuglen' fra 2007 vandt bl.a. 'bedste instruktør' i Cannes og var nomineret til hele fire Oscars. (© Miramax)

En forsvindende lille hovedrolle

Som tilskuere skal vi med i kampen mod den ondskabsfulde spøg, på en rejse mod miraklet, mod den opløftende erfaring at livet kan folde sig ud på overraskende måder.

Det mest overraskende i den sammenhæng er, at Andy Serkis ikke giver sin hovedrolleindehaver Andrew Garfield samme mulighed for at fyre den fuldstændigt af sådan som Daniel Day-Lewis, Eddie Redmayne og Mathieu Amalric gjorde i henholdsvis 'Min venstre fod', 'Teorien om alting' og 'Dykkerklokken & Sommerfuglen'.

Det er lige før Claire Foy som hustruen Diana, der insisterer på, at Robin skal leve et rigtigt liv, har filmens største rolle. Og mystisk nok får vi ikke meget mere at vide om Robin Cavendish, end at han er lam fra halsen og nedefter, at han elsker sin familie, at han er ateist og kan lide at læse avis.

Claire Foy og Andrew Garfield spiller ægteparret Diana og Robin Cavendish, mens Harry Marcus spiller deres her 10-årige søn Jonathan Cavendish. Jonathan Cavendish er i øvrigt producer på filmen. (Foto: David Bloomer © Imaginarium)

Minder om en dårlig reklame

Der er altså grundlæggende ikke meget – og i hvert fald ikke meget nyt – i 'Breathe'.

Den er skamløs i sin insisteren på, at Robin og Diana virkelig har et dejligt liv, selvom Robin er bundet til en maskine, der trækker vejret for ham. Da respiratoren brænder sammen under en rejse til Spanien, og det hele ender i en flamenco-fest midt i bjergene, kommer man mest til at tænke på en dårlig tomat-reklame.

Og filmen spænder i dén grad ben for sig selv, da den vil have os med på den store tudetur over at Robin skal dø. Filmen har jo for fa’en lige brugt halvanden time på at juble over at han netop var i stand til at overleve.

Men 'Breathe' har også en sjov underspillet selvfølgelighed over sig, en tro på at det, den har, skam er fint. Den vil os ikke mere end det, den har. Den skal bare bringe én videre.

FacebookTwitter