Anmelder om ny Jussi Adler-filmatisering: Den giver en dårlig smag i munden

Hvorfor er der brug for så meget biljagt, fis og ballade i 'Journal 64', når man skal fortælle om 500 danske kvinders tragiske skæbne, spørger filmanmelder Per Juul Carlsen.

'Journal 64' handler bl.a. om de tvangssteriliserede kvinder, der blev smidt på Kvindeanstalten på Sprogø. Det gør motoren i 'Journal 64' til en af de stærkeste i de fire 'Afdeling Q'-film, mener DR's filmanmelder. (© Nordisk Film)

Jovist, selvfølgelig er 'Journal 64' velsmurt underholdning. Den hamrer effektivt derudaf.

Og om et øjeblik vil du sikkert synes, jeg er en nar.

Du har muligvis ret, men jeg kan ikke stoppe den nagende følelse, der popper op, hver gang jeg tænker på 'Journal 64': At noget er skævt. Muligvis forkert.

Vent lidt. Jeg tager den lige forfra.

Det er ikke kun, når jeg tænker på 'Journal 64', at noget virker skævt.

Det sker hver gang, jeg ser, at de store danske tv-stationer trofast serverer krimigåder i den allerbedste sendetid lørdag aften.

For hvad kigger familien på, når den hygger sig og slapper helt af, og der skal drikkes aftenkaffe og spises hyggesnask?

Mord.

Fortællinger om mennesker, gerne unge kvinder, der er er blevet kvalt, gennemhullet, tortureret eller parteret. Og gerne efterladt nøgne i okkulte positurer.

'Journal 64' er den fjerde film baseret på forfatter Jussi Adler-Olsens krimier om 'Afdeling Q'. Med i filmserien hører 'Kvinden i buret' (2013), 'Fasandræberne' (2014) og 'Flaskepost fra P' (2016). (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)

Ingen moralprædiken, men...

Bare rolig. Det er ikke en moralprædiken, det her. Bare en stille undren over menneskeheden, der sluger mere og mere makaber vold som underholdning, jo mere civiliseret den bliver.

Det vigtigste er naturligvis, at 'Journal 64' virker som krimi.

At den holder os fanget – for det gør den. Og det er forbilledligt, at filmen gør opmærksom på den grusomme skæbne, som omtrent 500 unge kvinder blev udsat for i årene 1923 til 1961.

Det gør motoren i 'Journal 64' til en af de stærkeste i de fire 'Afdeling Q'-film.

Pigerne var for seksuelt aktive eller på anden vis afvigende fra den sunde moral og er derfor blevet spærret inde på Kvindeanstalten på Sprogø, der dengang lå langt ude i Storebælt, og var så godt som umulig at flygte fra.

Her blev de i al hemmelighed tvangssteriliseret, så de ikke kunne sprede deres dårlige gener videre i samfundet.

Skuespiller Fanny Leander Bornedal spiller én af kvinder, hvis skæbne blev beseglet på Kvindeanstalten på Sprogø. (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)

De ulykkelige kvinder fortjener at få fortalt deres historie, men… Og her kommer virkelig et 'men': Skal det gøres ved at presse dem gennem en typisk krimiskabelon, så et makabert mord i København skal lede publikum i retning af pigerne fra Sprogø?

Er det sådan for alvor respektfuldt over for deres skæbne først at interessere sig for dem i baghjulet på fundet af tre mumificerede skeletter med skamferede underliv, muret inde bag en væg i en lejlighed ved søerne i København?

En uofficiel koncentrationslejr i Danmark

Det havde bestemt været mere på sin plads med en film, der redeligt og grundigt fortalte om pigerne og deres liv på anstalten og om et Danmark, der for bare 50 år siden mente, at nogle stakler var så lidt værd, at de skulle steriliseres for at undgå mere skade på det danske velfærdssamfund.

At bruge pigerne som staffage i en krimi giver en uheldig smag i munden.

Selvfølgelig er det en måde at få deres historie spredt så vidt som muligt til eftertanke for resten af Danmark. Men hvad er vigtigst? At nogle piger blev mishandlet og fik ødelagt deres liv i en uofficiel koncentrationslejr ude i det virkelige Danmark?

Eller om den formørkede kriminalkommissær Carl Mørck endelig løsner op for sit hjerte og viser sine følelser over for sin tro følgesvend, Assad?

'Journal 64' er mest optaget af det sidste.

'Journal 64' bliver sidste gang i filmserien om 'Afdeling Q', hvor Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares indtager hovedrollerne. (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)

En sur røv og en tørvetriller

Jeg ved det, jeg er en sur røv og en tørvetriller, og 'Journal 64' er jo bare ramasjang, biljagter og fis og ballade. Slap nu af, mand.

Det ville jeg også gerne, men når krudtrøgen letter, ser jeg altså 500 unge kvinder, der undrer sig over den sammenhæng, de er puffet ind i. Og som spejder forgæves efter den respektfulde opmærksomhed.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om ikke man sagtens kunne have skabt en velfungerende - og endda rørende og menneskeligt lærerig spændingsfilm ved at smide Carl Mørck og Assad og de mumificerede skeletter til side og fortælle om et par af skæbnerne på Sprogø.

Det kan selvfølgelig godt være, jeg bare har misforstået det hele.

'Journal 64' er jo bare underholdning. Vellavet af slagsen endda.

Se teaseren til 'Journal 64' hr. Vær opmærksom på skræmmende billeder.

Facebook
Twitter