Anmelder om ny krigsfilm: Hvis Taliban havde lavet den, ville vi grine vores røv i laser

Danske Nicolai Fuglsigs Hollywood-brag ’12 Strong’ er flot, men også forudsigelig.

Chris Hemsworth spiller med i Nicolai Fulgsigs hollywoodfilm '12 Strong'. (© Nordisk Film)

Naturligvis er jeg med, når amerikanerne rider på hesteryg ned ad de støvede skrænter i de afghanske bjerge. Og selvfølgelig jubler jeg stille i min sjæl, når bomberne fra de amerikanske B52’ere rammer ned midt i Taleban-militsens tanks. Naturligvis.

Som alle andre i den vestlige verden blev jeg også ramt, da Osama bin Ladens tropper brugte fire civile passagerfly som våben i USA den 11. september 2001. Og som de fleste andre i den vestlige verden tørstede jeg primitivt efter hævn.

Det er godt nok længe siden, den trang blev slukket. Jeg kan godt genkalde mig den, når jeg ser billeder af World Trade Center i New York indhyllet i røg.

Men når jeg rider ned af bjerget sammen med de 12 elitesoldater, der som de første amerikanere blev sendt ind i Afghanistan for at sikre præcisionsbombningen af Taleban, får jeg lyst til noget helt andet, til at ride til side, lægge våbnet væk og tale med de almindelige afghanere. Hvad tænkte de dengang? Hvad tænker de nu?

Vi har set det før

Jeg ved, hvordan amerikanerne tænkte i 2001. Og jeg ved, hvad det er for en følelse, actionfilmen ’12 Strong’ præcisionsbomber. Jeg har set den utallige gange i amerikanske film – i f.eks. 'Black Hawk Down', 'American Sniper' og 'Independence Day', den hvor det patriotiske bryst banker heftigt, og hvor unge amerikanske mænd med stolthed går mod døden for USA. Kæft, hvor har vi været der.

Jeg ved godt, at '12 Strong' ikke er kommet til verden til ære for en halvgammel sut som mig. Den forsøger at ramme et ungt publikum. Men selv ungdommen har vel behov for at få udvidet horisonten. De kender den amerikanske patriotisme. Den ligger under alle superheltefilmene. Men har nogen givet dem muligheden for at fundere over, hvor Taleban, Al-Qaeda og IS samler deres had op?

I '12 Strong' griner den afghanske militsleder, General Dostum, af den unge amerikanske kaptajn Nelson, der handler strategisk og samvittighedsfuldt og forsøger at tænke hele verden ind i sine krigshandlinger.

- Du skal lære at slås med hjertet, at være kriger, ikke soldat, formaner Dostum. Og filmen giver ham ret. Men hvorfor, funderer jeg, mens jeg rider ned ad bjerget sammen med Nelson og hans 11 mænd og Talebans kugler og granater flyver om ørene på os.

Vinder vi virkelig noget her i 2018 ved kun at tænke med hævntørsten og dele verden op i venner og fjender? Står verden så ikke bare stille?

Dygtigt sat i scene af dansk instruktør

Hvis Taleban producerede en tilsvarende patriotisk film, ville vi først grine vores røv i camouflagefarvede laser og bagefter beskylde den for at være barbarisk. Men vi har vænnet os til den type amerikanske film. Så meget, at vi ikke engang løfter et øjenbryn ved synet af den blodtørst. Det er kort sagt småkedeligt.

'12 Strong' er dygtigt sat i scene af den debuterende danske instruktør Nicolai Fuglsig, der har arbejdet sig op gennem reklameverdenen i USA. Men det er også utrolig forudsigeligt, ikke alene fordi det er baseret på virkelige hændelser, men også fordi Taleban-lederen er en ond kujon-satan med sorte øjne og sort skæg.

(© © 2017 HS Film)

Der bliver gjort et par forsøg på at nuancere balladen, som da vi får at vide at flere af talebanerne er fattige bønder, der er blevet tvunget ind i militsen. Og vi får også at vide, at Dostum, der jo er på den gode side, også er en nedrig sjuft, der kan finde på at henrette familien til de folk, som svigter ham i kampene.

Film er præcis, som du forventer

Det er kun små overraskelser og afvigelser i en film, der kun kommer et par millimeter ned under overfladen på sin hovedperson, kaptajn Nelson, men mest er interesseret i at beskrive de 12 amerikanere som helt almindelige amerikanske mandfolk, der hell yeah! gerne vil i krig for deres land.

'12 Strong' er præcis, som du forventer, når du hører udgangspunktet: 12 amerikanske elitesoldater på hemmelig mission til hest i et land, hvor taler folk mærkeligt og ikke er til at stole på.

Det er klassisk tjubang-action for det store publikum, sådan som produceren Jerry Bruckheimer plejer at servere det. Det ville da være sjovere, mere spændende, mere inspirerende, mere horisontudvidende at opleve noget nyt.

Facebook
Twitter