Anmelder om ny Trier-film: En seriemorderfilm skal da for pokker give én kvalme

Lars von Trier er tilbage i Cannes med seriemorderfilmen ’The House that Jack Built’, der giver én tiltrængt kvalme.

Matt Dillon spiller hovedrollen som seriemorderen Jack i Triers nye film. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)

’Bare lad være med at tro, at du kan fortælle mig noget, jeg ikke ved i forvejen’, siger den mystiske mand, som følger seriemorderen Jack ned i mørket.

Der er kun gået 10-15 sekunder af Lars von Triers nye og allerede berygtede film, ’The House that Jack Built’, men den danske instruktør har allerede smidt den første af mange små drillepinde ud foran publikum.

Vi har fået fortalt utroligt mange historier om seriemordere gennem årene. Og filmmediet har leveret bunkevis af dem, fra Fritz Langs børnemorder i ’M’ i 1931 over Hannibal the Cannibal i ’Ondskabens øjne’ til de tonsvis af krimier, der bliver guflet på tv-skærmene i den bedste sendetid.

På en eller anden bizar måde har vi mennesker, vi sære skabninger, formået at gøre fortællinger om voldsdyrkende psykopater til tryg underholdning.

Hvad nyt kan man så overhovedet fortælle om seriemordere på film, Lars von Trier? Er vi ikke så følelseskolde overfor fiktive psykopater, at vi knap nok gider trække på skuldrene når endnu en forfatter og filmmager forsøger at udtænke nye nedrige mord?

Mere end en fortælling om en seriemorder

Jo, for noget nær første gang i Triers karriere virker det som om, han trasker ind i velkendt filmterritorium.

Men ’The House that Jack Built’ er ikke blot endnu en fortælling om en seriemorder.

Det er en beretning om menneskehedens djævelskab, om forholdet mellem Det gode og Det onde, om Mørket, om Helvede, om Himlen, om Menneskets komplekse natur, om kunst og ikke mindst om Lars von Trier og hans fortumlede rejse gennem filmmediet.

For eksempel kan Trier ikke dy sig for at vise sin fascination af Hitler og hans nazimaskine – hvilket jo var det, der med en uheldig bemærkning i Cannes i 2011 fik ham bortvist fra festivalen. Og som festivalen først nu viser tilgivelse for ved at invitere ham indenfor med ’The House that House Jack Built’.

Alt det kan man sidde og rode med nede i Mørket gennem filmens 155 minutter. Og der er pænt sagt rigeligt at ta’ fat på af krydsreferencer gennem kunst, historie, filosofi, religion og kriminalhistorie. Men når filmen virkelig gør en forskel, er det fordi den under ingen omstændigheder bare fortæller om endnu en seriemorder.

  • Her ses Uma Thurman og Matt Dillon i en scene fra ’The House that Jack Built’. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)
  • Også Sofie Gråbøl spiller med i Lars von Triers internationale film. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)
  • Og her er det hovedrolleindehaveren Matt Dillon i en scene sammen med Siobhan Fallon Hogan. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)
  • Efter syv år som persona non grata er Lars von Trier tilbage i Cannes. I går var der tilmed verdenspremiere på hans nye film på filmfestivalen. Her ses danskeren sammen med skuespillerne Sofie Gråbøl, Bruno Ganz, Matt Dillon og Siobhan Fallon Hogan. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)
1 / 4

Har vi gjort vold 'hyggelig' med lørdagskrimier?

Enhver amatørkrimiforfatter kan udtænke en meget mere udspekuleret og fantasifuld psykopat end Jack, der bliver spillet af stjernen Matt Dillon. Men det lykkes Trier at få den her seriemorderfortælling til at gøre virkelig ondt.

Den fortæller os faktisk noget, vi ikke vidste i forvejen – eller som vi har fortrængt i vores ukuelige trang til at gøre vold hyggelig.

Det skyldes ikke kun, at Jack er en usædvanlig velformuleret og reflekterende seriemorder.

Det skyldes også, at han orkestrerer nogle mord, der er så anderledes, så håndgribelige og så fulde af sammenhænge med menneskehedens virkelige voldudgydelser, at det gør ondt. Det giver kvalme. Også i dén grad.

Kvalme? Ja, selvfølgelig!

Alverdens medierne vælter med historier om masseudvandring og folk, der har kastet op efter verdenspremieren på ’The House that Jack Built’ mandag aften i Cannes. Og det er vel for Djævelen da den effekt, en film om en seriemorder skal have …

Som den drillepind, Lars von Trier er, kan han ikke dy sig for at præsentere Jack med kulsort humor. Den stakkels morder lider af OCD og skal hele tiden lige tjekke, at han ikke har efterladt blodspor på gerningsstedet. Men langsomt bliver de hyggelige grin afløst af ubehag.

Det begynder, da Jack som dreng klipper det ene ben af en ælling med en havesaks og smider den tilbage i en sø. Og kvalmen trænger sig for alvor på, da Jack – i sine konceptuelle mord – torturer sine ofre. Både mænd og kvinder … og børn.

Det er sgu for meget. Præcis. Netop. Og heldigvis.

I en verden, der er blevet absurd immun overfor vold på film og i medier kommer ’The House that Jack Built’ og minder os om hvilke rædsler, vi har vænnet os til. Og hvor djævelsk det er, at vi har vænnet os til det.

Sådan ser plakaten for 'The House that Jack Built' ud. (© Zentropa)

Velsignet ubehagelig at se på

I den henseende er Triers nye provoværk i nær familie med Charlie Chaplins skandalekomedie ’Monsieur Verdoux’, hvor en mand slår dusinvis af kvinder ihjel, men undskylder sig med, at han kun er en amatør i forhold til de massemordere, der sender folkeslag i krig – med folkets velsignelse.

Men ’The House that Jack Built’ er helt sin egen – i Triers vanlige perfektionistiske og virtuose filmsprog.

På en Cannes-festival, der har bugnet med film, som nusser publikum i nakken eller masserer de holdninger, de fleste af os er enige i, har Triers seriemorder været velsignet ubehagelig at se på.

Tak for kvalmen. Den var virkelig tiltrængt.

Facebook
Twitter