Anmelder om Oscar-nomineret drama: Drøm dig væk i et uforligneligt filmisk overskud

Daniel Day-Lewis er en nydelse som kjoledesigner i den Oscar-nominerede film ’Den skjulte tråd’.

(© UIP)

Lad os forestille os, at du læser den her overstrømmende anmeldelse og tænker, den film må jeg da se. Det kan også være, at du tænker ’puha, mere elitært fims fra en af de der selvfede filmanmeldere’. Hvad ved jeg. Men lad os forestille os, at du får lyst til at udfordre dig selv med en af de hersens krøllede film, der kræver noget af publikum.

Du går altså ind og ser ’Den skjulte tråd’ af amerikaneren Paul Thomas Anderson, der før har stået bag film som ’Magnolia’, ’There Will Be Blood’ og ’The Master’. Du ser på to mennesker, der bliver fascineret af hinanden, men du føler dig ikke spor sikker på, hvad der foregår, om de kender hinanden i forvejen eller har aftalt at mødes på den café ved havet, hvor hun arbejder.

De kysser ikke hinanden og er ikke i nærheden af at have sex. De kører bare hjem til mandens smukke sommerresidens, hvor hun tager det meste af tøjet af og han ta’r hendes mål og designer en kjole til hende. Og det er det.

Drøm dig væk i mystikken

Og du husker, at ham anmelderen skrev, at man ikke skulle blive irriteret over mystikken, men nyde den. Svælge i den særprægede stemning anno ca. 1950. Flyde med i havudsigten fra den smukke café. Nyde elegancen, der strømmer ud af hver en detalje i billederne.

Drømme dig væk til Radiohead-guitaristen Jonny Greenwoods elegante, romantiske filmscore. Køre med i mandens bil, en klassisk sportsvogntype 405 af det excentriske mærke Bristol.

Og fuldstændig falde i svime over, at alt i filmen er håndlavet og grundigt forarbejdet. Ikke med en arrogant overklassemine, men af kærlighed til materialet og håndværket.

Elegant Day-Lewis falder i ét med sin rolle

Du kigger på skuespillegenden Daniel Day-Lewis og undrer dig over, at nogen kan udtrykke så meget elegance, at man kan være gråhåret og 60 år og feteret kjoledesigner af den gamle skole - og alligevel ligne en lille nydelsessyg dreng.

Og du husker, at anmelderen skrev, at Day-Lewis altid falder i ét med sine sjældne roller, som om han har sin egen film helt for sig selv - hvilket kan være både godt og skidt -, men at han underspiller i ’Den skjulte tråd’ og ikke kaster sig ud i en af sine se-hvad-jeg-kan-eskapader. Og anmelderen nød hvert et øjeblik af hans håndlavede, forfinede skuespil.

Og du kan huske, at du læste at Day-Lewis havde erklæret at rollen som kjolemaestroen Reynolds Woodcock ville være hans sidste, men at man ikke skal tage den slags alt for alvorligt, for Day-Lewis er typen, der erklærer netop det før næsten alle sine roller.

Instruktør er mester i vrangbilleder

Men her omkring begynder du at blive urolig, måske endda direkte irriteret. For hvad går det ud på, det her? Hvad er forholdet mellem unge Alma og Reynolds? Hvad er pointen med at sætte legenden Daniels Day-Lewis sammen med den næsten ukendte luxemburger Vicky Krieps?

Hvorfor ignorerer Reynolds hende og falder gnaven hen i sit arbejde? Hvad var det, han sagde i begyndelsen af filmen? At man kan sy alting ind i en kjole og for eksempel holde onde ånder borte ved at sy et hår fra sin afdøde mor ind i stoffet?

Og du leder og leder efter en nøgle til at forstå det hele. Du hader at føle dig dum. Anmelderen skrev, at der ikke var nogen nøgle, men at Paul Thomas Anderson, en af vor tids største filmoriginaler, er en mester i at skabe vrangbilleder af den verden, vi kender, at forrykke fokus og at bruge filmmediet til at designe selvstændige universer.

Lad filmen finde dig

Man kan ikke hive en morale ud af hans film eller sætte en streg under en pointe. Men man kan finde en smuk genklang af den uro og usikkerhed, som en stor del, måske endda den største del, af vores liv består af, i sprækkerne og hulrummene i hans film.

Der er en umådelig rigdom, et uforligneligt filmisk overskud, hvis man ikke leder efter noget, men lader noget finde én i Paul Thomas Andersons film.

Og du vrisser irriteret: ’Hvorfor ikke bare fortælle noget, man kan forstå. Skide anmeldere.’ Og så går du hjem, og i de næste dage bliver Daniel Day-Lewis’ elegante grå frisure siddende på din nethinde, og stemningen fra Jonny Greenwoods musik, der ikke understreger følelser, men udvider dem, dukker op, når du mindst venter det.

Og du synes ligesom, du er blevet rigere, at du sanser verden stærkere - men du ved ikke helt hvordan.

Facebook
Twitter