Anmelder overgiver sig til ‘medrivende’ Aladdin-film: Hop på det flyvende tæppe og ud på eventyr!

I dag har den nye udgave af Disney-filmen 'Aladdin' premiere.

27-årige Mena Massoud spiller Aladdin i den nye udgave af tegnefilmen. (© Daniel Smith/Disney)

Lige før ’Aladdin’ gik i gang, var den en lillebitte film.

Den var så lille, at den kunne ligge i en lomme i ugevis og lige pludselig være forsvundet i vaskemaskinen, uden at nogen havde opdaget det.

Altså helt ærligt, er det ikke et af underholdningsindustriens mest ucharmerende stunts, The Walt Disney Company, en af verdens største leverandører af entertainment, har gang i – at genindspille en række af deres største tegnefilmsucceser som realfilm?

Aldrig har nogen da gået så ublu efter at score kassen på så fantasiløs en facon.

Disney kan selvfølgelig have en pointe, når de hævder, at de bare præsenterer deres udødelige historie for nye generationer.

Og det giver jo sådan set god mening, at klassikeren 'King Kong' bliver genindspillet, når ny teknologi kan gøre illusionen om en kæmpeabe mere og mere troværdig.

Og hvad med alle Shakespeares gamle teaterstykker og alle de klassiske romaner, der bliver filmatiseret om og om igen?

Det er jo mest af alt de gamle filmnørder, dem der har set Disneys tegnefilm om og om igen, der har et problem med, at tegnefilmene bliver omskabt til realfilm.

En lillebitte film

Men på den anden side …

Det var netop den tegnede charme, der gjorde filmene til noget unikt.

Og bortset fra 'Junglebogen', der havde et næsten råt udtryk i Jon Favreaus to år gamle computergenererede genindspilning, har Disneys nyindspilninger godt nok ikke tilført verden ret meget ny charme eller originalitet.

'Skønheden & udyret' blev en ordinær musical, og 'Dumbo' et standardprodukt.

Uanset hvordan man vender og drejer Disneys genindspilninger, er det godt nok svært ikke at se det som en pengemaskine i en verden af knivskarp konkurrence på underholdningsfronten.

Naomi Scott spiller Jasmin. Hun har tidligere medvirket i 'Power Rangers' og 'Charlie's Angels'. (© Daniel Smith/Disney)

Derfor var 'Aladdin' en lillebitte film, da den her anmelder satte sig ind for at se den.

Og den blev endnu mindre af, at instruktøren på filmen er Guy Ritchie, den engelske drengerøv, der i sine unge dage skabte actionkomedier som 'Snatch' og 'RocknRolla', men siden har vimset forvildet rundt med blandt andet 'Sherlock Holmes' og 'Kong Arthur'.

Hvis der er noget, der kendetegner Ritchies film, er det, at de ser flotte ud, men der er absolut intet, der bliver hængende i knolden, når de er overstået.

Så lillebitte var Disneys nye 'Aladdin', da den gik i gang.

En medrivende musical

Men hov, den arabiske eventyrby Agrabah ser jo helt fantastisk eventyrlig ud i Ritchies version. Den er fuld af farver med charmerende gyder og eksotiske markeder, som de kun ser ud i drømme, og et fantastisk palads på en klippe ved havet.

Lige netop den del af den oprindelige tegnefilm blev der ikke gjort meget ud af.

Og ham der knægten Mena Massoud, der spiller Aladdin, er da ret charmerende.

Og ligner Naomi Scott, der spiller prinsesse Jasmin, ikke bare enhver drøm om en smuk og handlekraftig arabisk prinsesse?

Godt nok er Will Smith overhovedet ikke så fuldstændig vidunderligt bindegal en lampeånd som Robin Williams i den gamle animationsfilm fra 1992.

Aladdins ånd spilles af Will Smith, der ud over at være skuespiller også er rapper og producer. (© Daniel Smith/Disney)

Han er mere eller mindre bare Will Smith med muskelsvulmende blå computerkrop.

Og hollandske Marwan Kenzari får slet ikke gjort Jafar til den lumske djævel, han er i den gamle film.

Og papegøjen Jago er på ingen måde så sjov.

Disney og Guy Ritchie kan til gengæld hævde at have lagt fokus på historiefortællingen, blandt andet ved at give den et moderne vrid i den politiske maskine ved at gøre Jafar til en blodtørstig despot, der hjertens gerne ser fjendebilleder overalt.

Og især ved at gøre Jasmin til en selvstændig arabisk kvinde i indædt kamp med gamle traditioner.

'Aladdin' anno 2019 er naturligvis under ingen omstændigheder den samme charmeeksplosion som den gamle film.

Den kom jo li'som først med sine fantasifulde fortolkninger af det gamle arabiske eventyr.

Men undervejs vokser den lillebitte tingest - der lignede endnu en kynisk forretning for en stor pengetank - helt op til at være en medrivende moderne musical i kulisser så farvestrålende, at kun de sureste gamle filmnørder ikke hopper med på det flyvende tæppe og ud på eventyr.

(© Disney)

Alladin får premiere i de danske biografer 23. maj.

Facebook
Twitter