Anmelder ramt af klaustrofobi under dansk katastrofefilm: En tur i metroen bliver aldrig det samme igen

Klaustrofobien trænger sig kraftigt på i filmen 'Cutterhead'.

- 'Cutterhead' er ikke kun en katastrofefilm. Det er også en fortælling om, hvordan moralen forsvinder sammen med ilten, og hvordan overlevesesinstinkterne tvinger nye sider frem i os mennesker, skriver Per Juul Carlsen. (© Reel Pictures)

Tag en dyb indånding.

Sådan, sug godt med luft ned i lungerne.

Og kig lige en ekstra gang på himlen.

Og en gang mere.

Tag også lige en slurk kaffe.

Godt, så er vi klar.

Til hvad? spørger du sikkert.

Hvis du har set Steven Spielbergs 'Dødens gab', ved du, at en tur til stranden aldrig blev den samme igen.

Du spejder instinktivt efter hajfinner, hver gang du sidder i badebukser og kigger ud over et hav.

Du kender det også fra Hitchcocks gamle film 'Fuglene'.

Hvis en flok fugle begynder at samle sig over dig, ved du, at du skal passe på.

Under jorden når Rie ud til kroatiske Ivo og etiopiske Bahran, der skal ind og vedligeholde borehovedet i et kammer under tryk. (© Reel Pictures)

Det er den samme oplevelse, du vil have efter Rasmus Kloster-Bros 'Cutterhead'.

En tur med metroen i København bliver aldrig den samme.

Godt, en dyb indånding mere, og så følger vi efter pr-medarbejderen Rie ind på en af metro-byggepladserne, der har præget København gennem de seneste ti år.

Kvælende klaustrofobi

Du skal ned med elevatoren gennem et enormt rum, der mest minder om en katedral, og ned i en skakt, som fører dig længere og længere bort fra den friske luft, ud til borehovedet, som skærer sig gennem lerjorden og stenene og mudderet under København.

Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne næsten ikke være i mig selv, mens jeg fulgte Rie ned i metrogangene.

Klaustrofobien kommer snigende, mens gangene bliver smallere og smallere.

Men det er ikke det værste. Det værste er visheden om, at der vil ske et uheld lige om lidt.

Og det bliver ikke en katastrofe, som vi kender det fra Hollywood.

Det kommer ikke til at være så lækkert, at du bare ryger bagover af nydelse. Det har holdet bag 'Cutterhead' ikke haft penge nok til.

Og så føles 'Cutterhead' heller ikke som noget, der foregår langt væk.

Især som københavner er den tæt på. Det er jo lige uden for døren, at ulykken kan ske, nede i vores allesammens metro.

Og det kan gå ud over sådan én, som vi alle sammen kender, en som Rie.

I det første kvarters tid sker der ikke en skid. Det er det værste af det hele.

Rie taler bare med nogle mennesker og uddeler wienerbrød, mens hun kommer længere og længere væk fra Københavns trygge byliv.

Pladsen bliver trangere og trangere, luften bliver tungere og tungere, og klaustrofobien bliver aldeles kvælende, da Rie når ud til kroatiske Ivo og etiopiske Bahran, der skal ind og vedligeholde borehovedet i et kammer under tryk.

Ikke kun en katastrofefilm

Og så sker det. Det er nærmest en lettelse.

En alarm går i gang, uvist af hvilken grund.

Røg breder sig i gangene, og Rie bliver sendt ind i et lille rum, der meget hurtigt bliver stegende hedt.

Ivo og Bahran hjælper hende over til dem i kammeret ved borehovedet, men først skal hun trykudligne ved at holde sig for næsen og puste, og det er næsten, som om ens eget hoved er ved at eksplodere, og inden længe er ilten ved at slippe op, mens panikken mellem de tre mennesker breder sig.

'Cutterhead' savner flere overraskelser og nogle stærkere beskrivelser af de tre hovedpersoner, mener Per Juul Carlsen. (© Reel Pictures)

'Cutterhead' er ikke kun en katastrofefilm.

Det er også beretningen om et helt mini-Europa, der arbejder nede i dybet med afrikanere og andre mørkhudede på de mest udsatte pladser.

Og det er ikke mindst en fortælling om, hvordan moralen forsvinder sammen med ilten, og hvordan overlevelsesinstinkterne tvinger nye sider frem i os mennesker.

Det havde klædt 'Cutterhead' med flere overraskelser.

Og med nogle stærkere beskrivelser af de tre hovedpersoner.

Men den er fabelagtig til at give almindelige oplevelser, som at bade eller at se fugle forsamles, et skær af uhygge. Og liv.

Er du klar? Ok, tag en dyb indånding...

(© Reel Pictures)
Facebook
Twitter