Anmelder ramt af ny misbrugsfilm: Hollywoods vidunderbarn ødelægger sig selv på smukkeste vis

Timothée Chalamet og Steve Carell imponerer. Men 'Beautiful Boy' irriterer alligevel anmelder.

Timothée Chalamet og Steve Carell spiller far og søn i misbrugsdramaet 'Beautiful Boy'. (Foto: Francois Duhamel © Scanbox)

Velkommen til en utaknemmelig, måske endda uforskammet anmeldelse.

Den glemmer, at den lige har set en gennemført lækker og overdådig film.

Den tilsidesætter, at den lige har været vidne til to fornemme skuespilpræstationer af den slags, der som regel ender med at smide flotte priser af sig.

Og den ignorerer, at den skal forholde sig til en film, der tager fat i et svært emne fra den virkelige verden, et af dem, som den kommercielle filmverden plejer at holde nallerne fra, fordi det er for hårdt at forholde sig til for langt de fleste biografgængere.

'Beautiful Boy' er det, man kalder en skideflot film.

Så godt som hver en scene er smukt orkestreret.

Rytmen og timingen næsten danser af sted, mens Steve Carell, der er bedst kendt som komiker, får os til at forstå og føle hvert et sekund af hans utrolige magtesløshed og sorg som far til en dejlig teenagedreng – og narkoman.

Og Timothée Chalamet, en af tidens mest lovende skuespillere oven på sit gennembrud i filmen 'Call Me By Your Name', udstråler den rigtige, ubærlige følelse af et smukt og prægtigt ungt menneske, der burde gribe livet og svæve af sted på det, men i stedet ødelægger sig selv.

Timothée Chalamet, der fik sit helt store gennembrud i 'Call Me By Your Name', overbeviser også i 'Beautiful Boy'. Her ses han i en scene fra filmen sammen med Kaitlyn Dever. (Foto: Francois Duhamel © Scanbox)

Afmagten siver ud af hvert billede

Man skal være et uforskammet skarn for at brokke sig over så vellavet en film. Men der er et paradoks i den dygtighed.

'Beautiful Boy' er en lækker og rigtig film om noget så ulækkert og forkert som en familie i opløsning på grund af et ungt menneske på stoffer.

Den belgiske instruktør Felix van Groeningen går den nemmeste af de svære veje omkring sin filmatisering af far David og sønnike Nic Sheffs erindringsbøger om Nics misbrug.

'Mr. Funny Guy', Steve Carell, viser igen i 'Beautiful Boy', at han også formår at spille de mere seriøse roller. (Foto: Francois Duhamel © Scanbox)

Van Groeningen fokuserer på de følelser, der ser så godt ud på film; magtesløsheden, sorgen, frustrationen… afmagten siver ud af hvert et billede i 'Beautiful Boy', så tykt og saftigt, at man kan bade i den.

Og tilføjet smagfuld musik af kunstnere som Massive Attack, Sigur Rós, Tim Buckley og Henryk Górecki er den virkelig indbydende at dykke ned i.

Men van Groeningen undersøger aldrig, hvorfor Nic føler så stor en trang til at fylde sig med stoffer. Et kort øjeblik nævner han noget om, at hans forældre altid virker skuffede over ham. Nærmere kommer vi ikke en årsag.

Efterlader et tomrum

Filmen fortæller faktisk i sine eftertekster, at en overdosis er den hyppigste dødsårsag i USA for mennesker under 50 år.

Burde den så ikke være virkelig interesseret i, hvorfor unge, smukke mennesker føler trang til at lukke et tomrum i dem selv?

I stedet bruger filmen talrige scener på at vise farmand David Sheff, der undrer sig over, at den lille, søde dreng, som han altid har haft så tæt et forhold til, vælger at søge tryghed i stoffer i stedet for sin far.

Skal man nu have dårlige anmeldelser for at vise, hvor ubærligt det er at være forældre til en teenagenarkoman? Nej nej, sådan er det ikke ment.

Som film kan man næsten ikke forestille sig en mere direkte vej til følelseslivet hos helt almindelige forældre, der ser sig selv som rigtig gode forældre, men ender med at kæmpe for at redde deres barn fra stofmisbruget.

Det gør os bare ikke meget klogere.

Vi ved jo godt i forvejen, at det er forfærdeligt at være forælder til en stofmisbruger. Og den følelse af afmagt, Steve Carell præsenterer i første sekund af 'Beautiful Boy', forbliver uændret gennem så godt som hele filmen.

Det giver, pænt sagt, et tomrum i filmen, en irriterende fornemmelse af, at filmen dribler uden om kernen.

Men den er ualmindeligt vellavet, velspillet og helt igennem overdådig at kigge på.

(© Scanbox)
Facebook
Twitter