Anmelder roser film om voldsomt, virkeligt terrorangreb: Den er sprællevende og knugende intens

'Hotel Mumbai' tegner ikke de dybe karakterportrætter, men er ganske enkelt spændende, mener filmanmelder.

Armie Hammer spiller en af hovedrollerne som den gidseltagne familiefar i 'Hotel Mumbai'. (Foto: Sandrew Metronome)

Tjah, man kan sagtens diskutere, hvad pointen er med en film, der omskaber drabet på 166 uskyldige mennesker til en omgang underholdning.

Og hvis man nærstuderer teksten, der dukker op i slutningen af 'Hotel Mumbai', ligner filmen uheldigt nok en reklame for det luksuriøse, gamle Taj Mahal Hotel i Mumbai.

Men der er heldigvis mere på spil i australske 'Hotel Mumbai'.

Måske er den mest af alt et instinktivt forsøg på at forstå, hvad der sker, når terror pludselig rammer og dræber i store tal, som i New Zealand og Sri Lanka her i foråret 2019.

Instruktøren Anthony Maras har selv forklaret, at han blev inspireret til filmen af staben på Taj Mahal, der kunne have flygtet, men i mange tilfælde valgte at blive for at hjælpe gæsterne. Halvdelen af de dræbte var ansatte på hotellet.

Skurke er ikke kun onde

Det rejser også spørgsmål.

Det har en tvivlsom klang, at fattige indere hyldes for at ofre livet for at hjælpe rige hotelgæster. Men i almindelighed forsøger Anthony Maras og medforfatteren John Collee heldigvis at se de voldsomme begivenheder i 2008 i den indiske storby Mumbai fra flere vinkler.

Dev Patel, der fik sit internationale gennembrud i Oscar-vinderen 'Slumdog Millionaire', spiller rollen som tjeneren Arjun. (Foto: Sandrew Metronome)

Det eneste rendyrket dumme svin er Tyren, en stemme i telefonen, der fører ti unge pakistanere frem gennem deres fire dage lange terror.

De unge mænd er ikke kun skurke, men i høj grad fattige, uvidende mænd, der er blevet hjernevasket til at hade ikke-troende muslimer - især dem, der vælter sig i penge.

Menneskelige følelser stikker ansigtet frem hist og pist i filmens beskrivelse af terroren, hvilket giver 'Hotel Mumbai' betydeligt flere strenge at spille på end i typiske amerikanske actionfilm, hvor skurke altid kun er onde.

Som en klassisk katastrofefilm à la 'Airport' (1970) eller 'The Day after Tomorrow' (2004) følger 'Hotel Mumbai' en håndfuld mennesker, der kun har det tilfælles, at de er fanget i en livstruende situation.

Den amerikanske arkitekt David og hans iranske kone Zahra skal holde ferie på Taj Mahal med deres lille søn og barnepige.

Hemant Oberoi er køkkenchef på hotellet, Arjun er hans tjener, og i kulissen rumsterer Vasili - en forretningsmand med en fortid i de russiske specialtropper.

Sidstnævnte åbner filmen med at bestille et par prostituerede med særligt store brystvorter over telefonen. Siden viser han sig dog at have andre menneskelige træk.

Terrorangrebet i den indiske millionby Mumbai dræbte 166 mennesker i 2008.

Filmen er gammeldags spændende

Det er ikke ligefrem spændende og nuancerede menneskeportrætter, vi bliver præsenteret for, og det havde ikke været svært at give to politibetjente, der sniger sig ind på hotellet og tager kampen op, meget mere karakter. Men de fungerer.

Resten af de medvirkende i filmen er mere eller mindre ofre, og antallet af omkomne undervejs forekommer godt nok at være betydeligt højere end de 166 uskyldige, der mistede livet seks forskellige steder i Mumbai i november 2008.

Men måske virker antallet af ofre netop vanvittigt højt, fordi 'Hotel Mumbai' grundlæggende er effektivt skruet sammen. Især er fornemmelsen af en livlig storby, der ud af det blå bliver ramt af terror, sprællevende.

Netop den knugende intensitet er filmens grundpille. 'Hotel Mumbai' er grundlæggende gammeldags spændende.

Billederne af fattige unge mænd i lurvet tøj, der går gennem fine hotelgange med maskinpistoler over skuldrene, brænder sig ganske enkelt fast.

Men man kan hurtigt stille spørgsmål til meget andet i filmen, især fordi 'Hotel Mumbai' nemt kunne have brugt terroren i Mumbai til at undersøge verdenssituationen nu om dage i stedet for blot at underholde.

(© Sandrew Metronome)
Facebook
Twitter