Anmelder roser fremtidsfilm om katastrofe-København: Det er en genial idé

'Qeda' er både en sjælden og en vellykket dansk science fiction-film, mener DR's anmelder.

Carsten Bjørnlund spiller efterretningschefen Fang Rung, der spalter sig selv i to identiske personer - en, der tager tilbage til København anno 2017, og én der bliver i år 2095. Målet er at finde en løsning på de katastrofer, der har ramt København i år 2095. (© SF film)

Hvis du ellers går med sådan en, så tag hatten af for Max Kestner.

Ikke alene har han med overbevisning skabt det indtryk, at ingen har den luksus at overveje at gå med hat i 2095.

Han har også slået fast, at Danmark stadig er en filmnation, der tør tænke vildt og stort og uden at skele til købmandsregnskaber.

Selvfølgelig bliver der taget chancer. Men når man ser ned over dansk films meritter i det seneste år, vælter det ikke med 'verdensomvæltende' visioner.

Bevares, film som 'Fantasten', 'Darling', 'Gud taler ud', 'Aminas breve' og 'Du forsvinder' er ikke den slags, der går med livrem og seler, og som laver sig selv.

Om filmen
  • Instruktør: Max Kestner
  • Medvirkende: Carsten Bjørnlund, Sofia Helin, Stina Ekblad
  • Premiere: 16. november

Men fornemmelsen af, at et helt filmhold, nærmest fra Kulturministeriet og Filminstituttet ned til lyddesigner og rekvisitør har sagt 'Det her skal kunne mærkes som var det den sidste film i verden', er der ikke for tiden.

Ikke kun vild fantasi

Max Kestner er heller ikke typen, der banker éns hoveddør ned med sine film. Gennem små 20 år har hans skabt finurligt registrerende dokumentarfilm som 'Drømme i København' og 'Amateurs in Space'.

Men fanden ta'r i dén grad ved Kestner, der med sin første spillefilm 'Qeda' slipper science fiction løs i Danmark.

En dansk science fiction-film? Sådan én har vi ikke set siden Thomas Borch Nielsens 'Skyggen' fra 1998.

Men i et anfald af tempereret vanvid har Kestner og hans kone og medforfatter Dunja Gry Jensen skabt en verden anno 2095, hvor det salte havvand er steget så meget, at det har oversvømmet det meste af København og ødelagt grundvandet.

Det er ikke kun vild fantasi. Det viser advarslerne fra alverdens bekymrede forskere i de her år, hvilket kun er én god grund til at satse vildt fra Kulturministeriet og nedefter og skabe – og se – en film som 'Qeda'.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Et dommedagsagtigt kaos

Midt i det her dommedagsagtige kaos har flere lande eksperimenteret med at sende agenter, Qeda'er, tilbage i tiden. Det har desværre vist sig at have uoverskuelige og uberegnelige konsekvenser for eftertiden, og det er nu blevet gjort ulovligt.

Men i Danmark tager efterretningschefen Fang Rung en chance, fordi verden har hårdt brug for hjælp, og fordi hans egen datter ligger syg.

Omkring hende dør skolekammerater med jævne mellemrum. Som andre tidsrejsende skal Fang Rung spalte sig i to for at rejse tilbage, og mens den ene halvdel, Gordon Thomas, lander i København anno 2017 for at opsøge en forsker med et klart bud på at holde saltvandet under kontrol, går den anden halvdel, Fang Rung, rundt og noterer resultaterne af Gordon Thomas' undersøgelser.

En genial idé

Idéen om at rejse tilbage til vor tid for at hjælpe en fremtid, som vi ikke fik gjort nok for at hjælpe, mens tid var, er lettere genial. Pludselig står konsekvenserne af vore dages letsind knivskarpt. Eller … de kunne have gjort det.

Mens 'QEDA' bugner med begavede overvejelser, har den også svært ved at nå sine egne ambitioner.

Det har naturligvis med penge at gøre. Det kræver store summer at vise et fremtidigt København, der ligner en skidenbrun bagside af Venedig.

Men det kræver ikke mindst fortællemæssig snilde at give os fornemmelsen af at være til stede i en anden tid.

Kestner er meget tæt på i sekvenserne, hvor Fang Rung og hans assistent baner sig vej forbi folk, der tigger drikkevand på gaden i 2095, og han er der helt afgjort under en storm, hvor saltstøvet banker ind i hovederne på de fremtidige stakler.

Det ser fantastisk ud. Og det har en poesi som i 'Blade Runner 2049'.

Underspiller sig selv

Men som så meget andet i 'Qeda' får det ikke lov til at fylde nok. Den storm skulle ikke havde varet i 20 sekunder, men i otte minutter. Saltet skulle være trængt ud af lærredet og ind i vores porer ude i salen.

Sådan underspiller 'Qeda' sig selv. Spilletiden er kun på 90 minutter, hvilket er lovlig kort tid til at få fornemmelsen af en uafrystelig tidsrejse. Og for kort tid til virkelig at få fornemmelsen af, at det gør ondt at leve i København i 2095.

Men det skal ikke pille ved glæden over at se en dansk film virkelig slippe de store tanker løs. Og ved at se to identiske udgaver af Carsten Bjørnlund spurte efter hinanden i Østre Anlæg – uden at det ser spor kunstfærdigt ud. Og ved at opleve en slutning, der runder historien smukt og rent af.

Hatten af for en vision, der nok slår fremtiden ihjel, men som sparker liv i nutiden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve