Anmelder sabler ny Eastwood-film: Numsevrikkende prostituerede og mexicanske gangstere er rene klichéer

Clint Eastwood selv gør det hæderligt i 'The Mule', men alt andet sejler, mener anmelder.

'The Mule' har ladet sig inspirere af en artikel fra The New York Times om en veteran fra 2. verdenskrig. (Foto: CLAIRE FOLGER © Warner Bros.)

Lad os tage hatten af for Clint Eastwood.

Det er ikke bare på sin plads at flytte på kasketten for et menneske, der har bidraget flittigt til filmmediet gennem snart 65 år.

Det kræver også en andægtig respekt at se 'The Mule', der uden tvivl ville have fremstået som en hyggelig anekdote før tarteletterne på et alderdomshjem, hvis altså ikke vi altid forventer noget særligt af én af Hollywoods mest kraftfulde oldinge nogensinde.

Eastwood har instrueret noget nær en film om året, siden han fyldte 70 – blandt andet bundsolide film som 'Mystic River', 'Gran Torino', 'The Changeling', 'Flags of our Fathers' og 'Million Dollar Baby'.

I det selskab klarer 'The Mule' sig bedst i et tilgivende lys – måske endda et virkelig kraftigt, sepiatonet, rørstrømsk, Eastwood-elskende og tilgivende lys. Det er der flere gode grunde til.

Her er de vigtigste.

1

Uinteressante familieforhold

Clint Eastwood har vundet i alt fire Oscar-statuetter i løbet af sin karriere. Han vandt i kategorierne 'Bedste instruktør' og 'Bedste film' med 'Unforgiven' i 1993, og vandt i de samme to kategorier igen i 2005 for 'Million Dollar Baby'. (Foto: CLAIRE FOLGER © 2018 Warner Bros. Entertainment Inc. All rights reserved.)

'The Mule' tager udgangspunkt i en artikel fra The New York Times om en veteran fra 2. verdenskrig, der havde passeret 80 år, men udskød pensionisttilværelsen ved være kurer for et mexicansk narkokartel.

Det er dog på ingen måde den historie, 'The Mule' fortæller. Den har kun været inspiration.

Forfatteren Nick Schenk, der også skrev manus til Eastwoods 'Gran Torino', har opdigtet resten af historien, og dermed også koreaveteranen Earl, der gennem hele sit voksenliv har nydt at bestyre et gartneri, men må lukke på grund af 'det skide internet', som han siger.

Ved et tilfælde siger han ja til at transportere nogle varer og opdager først bagefter, at han er blevet kurer for en mexicansk mafia.

Det huer ham ikke, men pengene er gode. De kan bruges til at genetablere gartneriet og genoprette forholdet til hans familie, som han i årtier har svigtet til fordel for sine blomster. Hans kone er for længst skredet, og hans datter gider ikke se ham. Men alle i familien elsker jo faktisk hinanden, og med lidt narkopenge kan alt kureres.

Kuldsejlede familieforhold er ikke noget usandsynligt belæg for at blive narkokurer. Det er bare set før – utallige gange.

I amerikanske film vil folk gøre hvad som helst for familien. Og Schenck og Eastwood gør intet for at gøre familieforholdet særligt eller interessant.

2

Drivende sentimentalitet

Clint Eastwood har også gjort sig bemærket for sine politiske holdninger. Blandt andet da han talte til en stol ved republikanernes konvent i 2012. Stolen skulle forestille at være den tidligere præsident, Barack Obama. (Foto: CLAIRE FOLGER © © 2018 Warner Bros. Entertainment Inc. All rights reserved.)

Det er ikke nogen hemmelighed, at Eastwood er en stokkonservativ forsvarer af de gamle amerikanske dyder. Hans helte er ofte krigsveteraner. Og folk, der ikke holder sig til en solid dannelse og moral, får ofte én på lampen i hans film.

Faktisk kan netop solid dannelse og moral ofte være et våben i sig selv i hans film.

Gamle Earl er ikke noget dårligt menneske. Den moderne verden med det skide internet og tåbelige mobiltelefoner har bare ruineret ham. Så må man slå igen. Og en familie, hvor alle faktisk elsker hinanden højt, og hvor det kun lige kræver et hurtigt besøg på et sygeleje at slette alle de dårlige minder, kan jo hurtigt bindes sammen igen. Man skal bare græde og kramme og snakke lidt om, hvor fjollede alle har været, så er alt på plads.

Sentimentalitet kan fikse så godt som alt i Eastwoods film. For eksempel dårlige familierelationer, forhold til fremmede mennesker af anden race og seksuel observans.

3

Dårligt manuskript

I løbet af sin lange karriere har Clint Eastwood spillet med i mere end 50 film, mens han har instrueret og produceret mere end 30 film. (Foto: CLAIRE FOLGER © © 2018 Warner Bros. Entertainment Inc. All rights reserved.)

På sidelinjen i 'The Mule' huserer en varmhjertet, bundsolid og moralsk velfunderet hyggefætter af en narkoagent, der tilsyneladende ikke er så bekymret over at beskæftige sig med brutale narkokarteller. Som en anden sherif i Det vilde vesten skal han bare opretholde lov og orden.

Og det gør Bradley Coopers narkoagent Colin Bates så.

Af en eller anden grund er hans overordnede højst utålmodige. De har ikke den mindste forståelse for, at det kræver tid og tålmodighed at optrævle et narkokartel.

Efter et par måneder er de ved at smide Bates' arbejde på gulvet. Bates tilbyder at fange en lille bitte fisk i kartellets maskineri – og det er hans overordnede bizart nok tilfredse med.

Det er decideret doven manuskriptskrivning, som så meget andet i 'The Mule', der kunne have været en anderledes spændstig film, hvis ikke Schenck og Eastwood hele tiden lod sentimentaliteten og de gamle dyder klare ærterne.

Politiarbejdet er tyndt, Earls familieforhold består af skabeloner af mennesker og såvel de konstant numsevrikkende prostituerede som de hårdkogte mexicanske gangstere er rene klichéer.

Men af med hatten for, at Clinten faktisk får en figur, der ligner et rigtigt menneske, ud af sin hovedrolle som gamle Earl.

Eastwood formår stadig at vrisse af voksne mænds overdrevne brug af mobiltelefoner, så man ikke er i tvivl om, at han mener hvert et ord. Han er muligvis ikke i topform, men han er i hvert fald ærlig.

Facebook
Twitter